Vampyr-Jonny
Til trods for en større vægt på EDM end på den forrige udgivelse, er alt ved det sædvanlige i The Browning-universet – på godt og ondt.
Hivemind
Fed Up
Misery.exe
OMNI
Deceiver
Apollo
Poison
Come to Grips with Death and the End
Soul Drift
Jonny McBee er tilbage med endnu en udgivelse fra The Browning, kun to år efter den noget skuffende 'End of Existence'. Vanen tro er der skiftet ud i besætningen, men bandet holder fast i den kraftfulde blanding af deathcore, industrial og EDM, der definerer deres lyd. Hvor den forrige plade havde et uheldigt og uinteressant deathcore-tungt fokus, har McBee på 'OMNI' fundet tilbage til en solid, ligevægtig kombination af genrer, der gav en plade som 'Geist' (2018) en enorm vitalitet.
Med titlen OMNI er det passende, at pladen i højere grad er altomfattende. Vi får den velkendte fusion af metal, tunge riffs, dybe breakdowns og pulserende, elektroniske beats i en kontekst af typisk udmærket sangskrivning. Vanen tro vokser træerne dog ikke ind i himlen, og pladens kompositioner er enten vellykkede eller kedelige – uden at det nødvendigvis er ensbetydende med dårlig sangskrivning.
Tematisk er alt ved det normale. Vi får en historie om fremtidsdystopi, denne gang i en Terminator-lignende kontekst. Udgangspunktet er OMNI-kontrol og menneskets kamp mod maskinen, der dominerer og undertrykker. Pladens egentlige åbningsnummer, den sprudlende 'Hivemind', skildrer netop denne verden og situation, mens resten af pladen fortsætter i det spor, vi alle har hørt og set så mange gange før. Tematisk opfindsomhed er ikke pladens styrke.
Men hvad gør det, når vi momentvis får nogle elegante numre, der både giver lyst til at moshe og plukke æbler.
Det er aldrig Jonnys skyld!
Den seneste plade var en maveplasker i forlængelse af 'Geist' – kedelig og uinteressant. Den flade modtagelse og pladens manglende relevans kunne derfor godt mistænkes for at være årsagen til endnu en udskiftning i besætningen. Det er efterhånden normen for The Browning, som nærmest skifter besætning i takt med de svagere udgivelser – hvilket er omtrent hver anden.
Det lader dog til at fungere, da nyt blod giver bedre plader. Som en anden vampyr lykkes det McBee at suge al kraft og energi ud af samarbejdspartnerne. I denne omgang er der skiftet ud på guitar og bas, og der er ditto blevet plads til to semi-kendte gæster. Den mest kendte er nok YouTube-fænomenet Nik Nocturnal, der bidrager på det solide nummer 'Misery.exe'. Nocturnal tilfører kompositionen ekstra kant, men det er McBees bedre halvdel, Moon McBee, der løber med pladens bedste gæsteoptræden. Som en anden gang ananas i egen juice krediteres bandet The Defect for gæsteoptræden på 'OMNI', et af pladens mest indlevende numre. Den lidt skrøbelige sandhed er dog, at The Defect er Hr. og Fru McBees synth-rockede sideprojekt.
Det ændrer ikke ved, at Moon McBee bidrager med en ekstremt fin og passende vokal. Ping-pongen med Jonny er fremragende, og kontrasten mellem de tunge elementer og Moons nærmest maskinelle, fløjlsbløde skønsang er eminent. Et element, der skaber associationer til 'Skybreaker' fra 'Geist' – et af The Brownings bedste numre.
Trods mange gode intentioner ændrer det ikke ved, at The Browning med 'OMNI' har udgivet en plade, der nok ligger i den gode ende af Browning-skalaen, men stadig er langt fra et topniveau. Mens førnævnte numre samt 'Fed Up' og den afsluttende 'Soul Drift' lykkes med at kombinere de forskellige genrer, er der andre numre, hvor man kun overraskes over, hvor lidt de overrasker. Her bliver musikken forudsigelig og gennemsnitlig. EDM-elementerne er ikke vilde, deathcoren er bovlam, og McBee lyder selv, som om han er ved at miste vokalen.
'OMNI' er ubestrideligt en bedre plade end forgængeren. Der er flere solide tilføjelser til bagkataloget og flere numre, der sagtens kan spille til en festlig aften – men mere bliver det heller ikke til.