Copenhell 26: Horror på Helvíti
Det var underholdende at overvære Ice Nine Kills gennemførte, indstuderede totalteater, hvor det musikalsk var veleksekverede melodiske emo-tendenser i store omkvæd, der tog sig bedst ud.
Wurst Vacation
Ex-Mørtis
The Great Unknown
Funeral Derangements
The Laugh Track
The Shower Scene
Linoleum (cover af NOFX)
Welcome to Horrorwood
Hip to Be Scared
Twisting the Knife
The American Nightmare
A Work of Art
Det amerikanske horror-core band Ice Nine Kills dyrker et godt ordspil ligesom Copenhell. Det er 'Hip to be Scared', 'Wurst Vacation' og 'Meat & Greet'. På den måde passer bandet fortrinligt ind, og når det samtidig er med en stor kærlighed til horrorfilm og kitchede reklamer med kæmpe 80'er-æstetik, så rammer bandet også plet i forhold til Copenhells side-kick-område, Con.
Synes man, at Alice Cooper, der spillede dagen før, har for meget gøjl med kostumer, spændetrøje og afkapning af hovedet i en guillotine, så lad det var sagt med det samme, at så er Boston-bandet ikke noget for en. For hos Ice Nine Kills fylder det rigtig meget, både på scenen hvor lemmer rives af og teaterblodet flyder, men der kører også et hav af visuals på storskærmene.
Hektisk start, dræbende lyd
Og således også på Copenhell. Bandet kom energisk og hektisk fra start. Notesblokkens første ord blev teater, for det var, hvad det var. Og bange anelser for, at teateret skulle være et dække over middelmådige sange, for det var ikke en smuk start. Det var mudret og bandets metalcore, der ellers besidder masser af energi mindede mere om mørk deathcore uden hoved og hale.
Men efter et par drab og afrevne lemmer på scenen, så blev det tid til en saxofon. Lydbilledet lettedes, det hele begyndte at falde på plads, og det var saxofonen i 'Ex-Mørtis', der blev lyset i mørket ind til det reelle lydbillede. Lækkert instrumentalt input, og en påmindelse om, at bandet egentlig startede som ska punk tilbage i 2000, som Ice Nine, inden navnesammenfald med et andet band blev opdaget, og Kills blev tilføjet. Og stilen ikke mindst væsentligt mere metallisk og hårdere. Med et løftet lydbillede, så kunne de mange forskellige musikalske input i bandets musik bedre nydes og forstås.
Emo-banger og blodigt bad
Således blev emo-bangeren, 'The Great Unknown', en stor banger og crowdpleaser, hvor bandets evne for store omkvæd og veludført melodisk vokal virkelig blev præsenteret. Det var også i de mere melodisk fængende ting, at bandet var bedst. Når der blev fræset i grænselandet mellem hård metalcore og deathcore, så føltes udtrykket mere generisk.
'The Shower Scene' blev udført med et fint anerkendende nik til Hitchcocks 'Psycho', da vi så silhuetten af en badende kvinde bag et badeforhæng få med kniven. Derudover kørte storskærmene med "Ink Vision", som en stor del af showet. Det var gennemført, men vidnede også om et show planlagt ned til sidste detalje uden plads til noget spontant.
Slutspurt til mareridt
Det var et velklædt band, der var mindst ligeså velspillende som de var stilede i deres outfits. Også selvom diverse blodstænk må have givet behov for en god rens efterfølgende. Showets finalespurt startede med fine 'Welcome to Horrorwood', 'Twisting the Knife', hvor en decibel-måler i pitten lige vile have vist et nøk op grundet den kraftige fællessang.
Men det var 'The American Nightmare' der virkelig gav det som hittet. Der var både lækker guitar til guitarentusiasterne, tempo til tempoentusiasterne, og lækre vokalarrangementer i et fortrinligt omkvæd. Og så lagde nummeret op til den senere afsluttende bemærkning: "Hope your dreams... will become nightmares!"