Copenhell 26: Masser af smil ved højlys dag
Lightchapters solide, melodiske dødsmetal med elektroniske elementer kæmpede mod solens stråler og et træt publikum, men smil og spilleglæde smittede heldigvis hurtigt af på de fremmødte.
12.30 på Copenhell er teknisk set eftermiddag, men efter en varm velkomst med Copenhell dagen før for de fleste fremmødte, så kan det godt føles som morgen. Torsdag ved festivalens åbning for koncerter bagte solen ned over pladsen.
Da Lightchapter skulle til at gå på, var pladsen splittet lidt op. Der var dem i inderpitten, som stod præcis indenfor den svale skygge som Hades-scenen kastede ned på de nærmeste rækker for scenen. Så var der dem, der trods alt tog solen, men stod op af værnet ind til inderpitten, som om balancen lige skulle findes ovenpå gårsdagens skærmydsler. Ja, og så var der de spredte folk rundt omkring på pladsen fra barområdet til bakken med udsigt til scenen.
Så det er en hård tjans for et band at få rusket op i publikum på dette tidspunkt, ikke mindst ved Hades, hvor der er godt med plads, når man ikke ligefrem er et hovednavn. Men Lightchapter havde tydeligvis glædet sig og forberedt sig godt. Det nye, kæmpe backdrop så godt ud sammen med en enkel og ryddelig sceneopstilling, og så havde de små podier, så guitarister og bassist lige kunne komme op og få et bedre overblik over de folk, der i den grad lige skulle vækkes for at komme igang.
Let at nikke med hovedet til
Lightchapters melodiske og elektronik-inficerede dødsmetal er let at gå til i forhold til det mest intuitive. Det er midtempo, det groover, og det er ret tungt. Nakkerne følger hurtigt med, og er der nogle, der rykker en god bord/stol-rytme, så er det Tobias Høst på trommerne. Fandeme solidt spillet. Også selvom at netop den store vægt på det groovy midtempo også bliver bandets største hæmsko, for riffene fra de nedstemte guitarer bliver let så tunge, at de bliver en del af rytmen, og så mangler der lidt for, for alvor at skille sig ud. Nogle riffs, der virkelig huskes.
Heldigvis ville Lightchamper det så meget, at det smittede af på publikum. Den tidlige opfordring til en circle pit blev accepteret, men var da en lidt uskøn en af slagsen. Dertil var der for få deltagere i selve løbeturen og for god plads omkring dem. Men point for det, der skulle ruskes op i os sløve publikummer. Også en wall of death blev dikteret senere. Med lidt bedre held, og det vigtigste var, at den var der. Publikum blev aktiveret.
'Unholy Mass' bragte uptempo ind for en herlig stund, inden bandet faldt tilbage på det sikre. 'Restore my Faith in Sanity' blev sluttet af med trommeslageren alene over et backingtrack. Ikke rigtigt en solo, men alligevel en solid rytme med nogle interessante fills på især lilletrommen.
Glæde over hele linjen
Frontmand og guitarist Mikkel Ottosen udtrykte flere gange sin glæde over, at folk var mødt op til den koncert, de i bandet forståeligt nok havde glædet sig længe til. Hans smil viste det meget godt. Han havde taget sin glimrende brølevokal med og skød også nogle variationer af, som pyntede, og som gav lidt nyt til numrene, der mestendels kom fra bandets seneste skive, 'Where All Hope Begins'.
Showet kom ellers lidt skidt fra start med backingtrack og manglende lyd fra guitaren, så det ikke var helt klart, om backingtracket skulle stå alene, og Ottosens klimpren på guitaren bare var opvarmning, inden hele bandet kom på scenen og gik i gang med 'Leading the Way'. Her stod det så klart, at guitaren var langt fra høj nok og vokalen ligeså. Men lyden kom op, og efter nogle minutter stod mixet også bedre med fin plads til både guitarer og backingtracket, der er en væsentlig, mørk flade til bandets musik.
Det blev et show, hvor Lightchapter fik præsenteret sig godt. Det var ikke denne dag, at de overraskede og i større grad forlod det midtempo, som man så også må tilføje, at bandet er superskarpe i. Det var en helt i orden morgenvækning med smil på i kampen mod den varme sol over Hades.