Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

En enerverende udvikling

Updated
En enerverende udvikling
En enerverende udvikling
En enerverende udvikling
En enerverende udvikling
En enerverende udvikling
En enerverende udvikling
En enerverende udvikling
En enerverende udvikling

Melankolien og indadvendtheden var fællesnævneren i Amager Bio torsdag i den forgangne uge, hvor Alcest og Anathema hver satte lyd på det smukke i det triste. Det slap begge bands ikke lige godt fra.

Kunstner
Titel
+ Alcest
Spillested
Dato
02-11-2017
Genre
Trackliste
Alcest:
1. Kodama
2. Là où naissent les couleurs nouvelles
3. Oiseaux de proie
4. Eclosion
5. Autre temps
6. Percées de lumière
7. Délivrance

Anathema:
1. San Francisco
2. Untouchable, Part 1
3. Untouchable, Part 2
4. Can’t Let Go
5. Endless Ways
6. The Optimist
7. The Lost Song, Part 3
8. Barriers
9. Pressure
10. Thin Air
11. Dreaming Light
12. A Simple Mistake
13. Closer
-------
14. Distant Satellites
15. Springfield
16. Back to the Start
17. Deep
18. Empty
19. Forgotten Hopes
20. Destiny Is Dead
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

Anathema er en sjov størrelse. Musikalsk og lyrisk er de pokkers ambitiøse, ja nærmest højtideligë i deres eksplicitte weltschmerz. Omvendt virker de tre Cavanagh-brødre ikke som typer, man kunne løbe om hjørner med i frikvartererne uden at få en på tuden. De besidder på sin vis en udadvendt og kæphøj Liverpoolsk bodega-attitude, men det parres med en skrøbelig og melankolsk inderlighed, hvor hjertet skal krænges ud. Der er med andre ord noget kontrastfuldt over briterne, hvis diskografi også vidner om et par drastiske stilskift gennem karrieren.  

Fantaserende fransk klasse
Det første navn på plakaten var dog franske Alcest, anført af guitarist og vokalist, Neige. Bandet, der holder til i Paris, udgav sidste år den flotte ’Kodama’, som vi var begejstrede for her på Devilution.  Alcest bliver ofte sat i relation til shoegaze-genren – og mere specifikt blackgaze – med god grund. Shoegaze-termen, der blev opfundet af det britiske magasin Sounds i 90’erne, tager sit navn fra drømmepoppen og denne genres guitarister, der havde en tendens til kocentreret at stirre på egne pedaler (og sko!) koncerten igennem. Genrens fyldige lyd skabes af lag af guitarer, der lydligt typisk bevæger sig i en hvirvlende og æterisk retning. Fælles for både Anathema og Alcest er, at karrierens tidlige mere rå og vrede tilgang til eget udtryk er blevet raffineret fra udgivelse til udgivelse. På sidste års ’Kodama’ benytter Neige stadig black-skriget som virkemiddel, men det er den rene vokal og det harmoniske, som man tager med sig fra udgivelsen.

Strukturelt er mange af Alcest sange bygget op omkring synkoper. Winterhalter på trommer spiller enkle, men alligevel ganske mindeværdige trommer. Synkopernes små rytmiske forskydninger giver Alcests fængende og melodiske lyd et tiltrængt modspil. Uden denne rytmiske diversitet ville Alcest sandsynligvis ende med at blive for pænt for denne anmelder. Det sker heldigvis sjældent, og det undrer mig nogle gange en smule. Franskmændene lyder på papiret mere af et band, som jeg ville have forgudet i mine tidligere år, hvor ambitiøse progressive rock- og metal-udgivelser var det, som pirrede min musikalske nysgerrgihed. Jeg er aldrig kommet med på USBM-vognen, som har fællestræk med Alcest, og generelt har jeg det stramt, når black metal parres med post-metal. Heldigvis er Alcest flere størrelser, og i Amager Bio kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at der egentlig ikke var så frygtelig langt mellem Dinosaur Jr. og kvartetten på scenen. Det perspektiv på koncerten var tiltrængt, for Alcest er af den type musik, som jeg ikke har lyst til at sætte på flere gange om ugen. Mit eget humør skal diktere musikken og ikke omvendt, når det kommer til Neiges skrøbelighed.

Det var ikke første gang, at Alcest havde opvarmningstjansen i Amager Bio. De spillede support for Katatonia i 2012 samme sted og fik efterfølgende samme tjans af Mikael Åkerfeldt og Opeth i 2014. Torsdagens koncert var uden tvivl den bedste af disse tre. Professionalismen skinnede i hvert fald igennem, og det var tydeligt, at man havde at gøre med et band, som har turneret heftigt de seneste år. Lyden er altid et essentielt vilkår til enhver koncert, men for Alcest er det nærmest alfa og omega. Musikken taler til indersiden af hovedet, mere end det taler til kroppen, og hvis man skal lade det drømmende udtryk omslutte sig totalt, så har man brug for, at der er styr på det soniske. Det var der heldigvis i bioen, selvom stedets PA-anlæg efter sigende brændte sammen dagen forinden. Alcest lød godt og leverede næsten et fejlfrit sæt på små syv sange.

Bedst er det franske band, når det dynamiske spænd tænkes ind i kompositionerne. ’Eclosion’ var således et af aftenens højdepunkter. Her får hidsigheden lov til at titte frem, og sangen får sit fornødne punch, fordi den midtvejs stopper op og dvæler ved reverbede arpeggioer på guitar. Smuk og fuldendt skæring, der på trods af en spilletid på små 9 minutter ikke virker et sekund for lang.

Neige er en karismatisk og ydmyg herre på en scene. Indria på bas og Zero på andenvokal og guitar har derimod en fysisk fremtræden, der kan virke en anelse indstuderet i deres sexede rysten med håret. Her snakker vi ikke den gode gamle svedige jeg-får-ondt-i-nakken-i-morgen-headbanging. Det er snarere den mere sensuelle og selvbevidste L'Oréal-stil. Flere gange i løbet af koncerten blev der forsøgt med et taktfast klap blandt publikum – den ene gang startet af bandet – og det virkede sært. Det er sjældent, at man savner, at et band bliver mindre udadvendte, men det ville ikke gøre noget her. Lad for guds skyld ikke deres scenevanthed blive blandet sammen med udadvendthed.

Koncerten blev afrundet med ’Délivrance’ fra forrige ’Shelter’ (2014), der er en stille sag med heftige postede og noisede elementer til slut. Kvartetten leverede en solid koncert på en lille time. Jeg har aldrig set Alcest som hovednavn, men de kortere opvarmningsgigs på en lille time har været og var også tilstrækkelig og mættende nok. Dette var dog uden tvivl den bedste af i alt tre koncerter, jeg har set med kvartetten.

Når klubrock vil være stadionrock
Vincent Cavanagh sneg sig ind bagerst på scenen kl. 21:30, hvor den smukke ’San Francisco’ fra dette års ’The Optimist’ allerede flød ud af højttalerne. Hovedparten af dette nummer blev samplet, og det virkede derfor, som om Vincent hovedsageligt styrede sangens pulserende elektroniske beat, der gradvist intensiveres gennem sangens fem minutter. Det var en flad start, for sangen var hverken helt en gå-på-scenen-sang eller et egentlig spillet nummer. Det virkede heller ikke, som om de ca. 300-400 fremmødte vidste præcist, hvordan de skulle reagere. Er vi i gang, eller skal vi til at gå i gang? Bedre blev det med ’Untouchable, Part 1 & 2’ fra den gode ’Weather Systems’ (2012). Samme sang var åbneren ved Liverpool-bandets koncert i Vega i 2012, hvor vi mildest talt ikke var helt tilfredse. Det var dog en magtpræstation, som Anathema leverede til Roadburn i 2015, hvor der oven i købet blev spillet sange fra hele bagkataloget og sågar med besøg af den tidligere forsanger Darren White og tidligere bassist Duncan Patterson. Forhåbningerne var med andre ord blevet genoprettet siden den noget vattede optræden i Vega.

Lyden fandt sig til rette i løbet af ’Untouchable, Part 1’, men det blev tydeligt gennem koncerten, at der var mandefald på denne tour. Trommeslager og synthspiller John Douglas var blevet far og var derfor hjemmebundet. Anathema har siden 2012 vekslet mellem John Douglas og portugisiske Daniel Cardoso på trommer og synth. Cardoso har på trommerne stået stærkest i live-regi, hvilket anmeldelsen af orkestrets seneste koncert i Vega også bevidner. Vincent Cavanagh vekslede i stedet mellem elektrisk- og akustisk guitar og podiet med det elektroniske gear. Det var uheldigt, for det betød, at en del sange lydmæssigt savnede den svulstige storhed, som Anathema virkelig stræber efter på de seneste 3-4 udgivelser. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det hele virkede lidt malplaceret. Det var, som om sætlisten og leveringen var tiltænkt en stadionkoncert, men af indlysende grunde var formatet lidt et andet i Amager Bio.

En enerverende sætliste
Sætlisten er ofte en lidt forfladiget ting at brokke sig over, men det er i min optik et problem for Anathemas koncertflow, at koncertens første syv sange tilhører deres nyere og mere positive og omfavnende udgivelser. Man blev allerede uengageret og en anelse passiv, da man var midtvejs i ’Can’t Let Go’. I øvrigt en sang, der lyder henad danske Mew, uden at det er ment som nogen ros. Og det siger faktisk lidt om Anathema. De eneste par udgivelser har manglet den der tydelige Anathema-hed, som de ellers har formået at have på stort set alle fuldlængder siden de tidlige doom-dage. Både den ret skuffende ’Distant Satellites’ (2014) og den indimellem gode ’The Optimist’ (2017) lægger sig på skuldrene af især Radiohead. Det klæder dem ikke. Anathema er prætentiøse nok i forvejen, og det hjælper Thom Yorke-associationer ikke ligefrem på.

Man blev nysgerrig igen, da koncerten havde et kort afhop til ’A Fine Day to Exit (2001) med ’Barriers’ og den eller sublime ’Pressure’. Ingen af disse sange havde dog samme fantastiske lyd og samme ballsy opgivenhed, som der er at finde på albummet. Sætlistens manglende variation havde briterne muligvis tænkt over, for de præsenterede i hvert fald ’Thin Air’ som et forsøg på at få lidt mere tempo og liv ind i koncerten, men uden den store effekt. ’Thin Air’ har rigtignok en smule mere tempo over sig, men det er snarere fordums tids vemod og sortsyn, man savner. Taget in mente, at ’The Optimist’ tager sit udgangspunkt, hvor ’A Fine Day to Exit’ sluttede, så havde det været oplagt at favorisere dette album på denne tour. For pokker, hvor gad man godt opleve en sang som ’Temporary Peace’ live.

Hæderlig afrunding
Det var først i løbet af ’A Simple Mistake’, at briterne begyndte at bide fra sig igen. Symptomatisk nok røg Danny Cavanaghs guitarlyd under sangens tunge og episke afslutning, og den helt store eufori udeblev hermed også. Danny Cavanagh har haft bedre dage på kontoret, og han så heller ikke særlig tilfreds ud i løbet af flere af koncertens sange. Det virkede især til at være det elektroniske klaver, som voldte ham de største problemer. ’Closer’ fungerede fint, men det var især ’Springfield’ og fire stærke sange til sidst, der rundede en noget middelmådig koncert af med stil. Ifølge sætlisten var det ellers ’Fragile Dreams’, der var sat til at slutte koncerten efter ’Back to the Start’. I stedet fik vi altid suveræne ’Empty’ fra ’Alternative 4’ (1998) samt ’Deep’, ’Forgotten Hopes’ og ’Destiny Is Dead’ fra ’Judgement’ (1999). Stemningen blev også bedre under disse ekstranumre, og jeg har på fornemmelsen, at jeg ikke var den eneste, som havde savnet sange fra den tidligere æra. Respekt for bands, der ikke står stille i deres musikalske udvikling. Men det bliver simpelthen for klæbrigt, når Anathema ikke formår at flette det ældre og mere bidske udtryk sammen med deres mere omfavnende og nyere repertoire.

Alcest: 4
Anathema: 2