Uberørt af Disney-tårer

Uberørt af Disney-tårer

Til trods for sange om livets storhed og fald formåede Anathema på intet tidspunkt at røre en, da de mandag aften leverede en to timer lang(trukken) seance i Lille Vega. 

Kunstner
Spillested
Dato
01-10-2012
Label
Genre
Trackliste
Untouchable Pt. 1
Untouchable Pt. 2
Thin Air
Dreaming Light
Everything
Deep
Emotional Winter
Wings of God
A Simple Mistake
Lightning Song
The Storm Before the Calm
The Beginning and the End
Universal
Closer
A Natural Disaster
Flying
-----------------------
Internal Landscapes
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
1

Man kan kun tage hatten af for walisiske Anathema, der gennem mere end tyve år og på ni studealbum igen og igen har bestræbt sig på udelukkende at omfavne de største af følelser. Er man fan af det episke, så er Anathema bandet for én – stadigvæk. For til trods for, at bandet med de tre karismatiske Cavanagh-brødre i front har erstattet de tidlige års doom-gotiske tilgang til metalmusikken med en lysere, langt mere positivt stemt tilgang, der vel kan kaldes for en form for alternativ, let progressiv rock, så er det stadig den imødekommende melodi og storheden, der er i fokus.

Mens denne forhåbningsfulde, mindre dystre musikalske sti har klædt bandet ganske godt på deres to seneste studieplader, ’We’re Here Because We’re Here’ (2010) samt dette års ’Weather Systems’, så blev det hele alt for enerverende, skønhedssøgende og kantløst i liveregi.

Disney-pondus

Det hele startede ud med det dobbelt-delte elleve minutter lange epos ’Untouchable’, hvis første halvdel er så fantastisk og medrivende, at man er lige ved at tilgive sangen dens afsluttende del med al dens halvreligiøse, fuldblodssentimentale strygersektion og sovepudekomfort. Med risiko for at lyde storsnudet og smart-i-en-fart, så minder slutningen altså mere én om et Disney-univers end noget andet.

En uteknisk trommeamøbe

Det var også med åbningsnummerets afsluttende lilletrommer – der hensigtsmæssigt skal virke pulserende og medrivende - at man blev smidt og godt og grundigt ”ud af følelsen”, som man siger. På samme måde som det var tilfældet under Anathemas besøg i Århus præcis to år tidligere, så var det også denne mandag aften i Lille Vega især trommeslageren, John Douglas, der gav bandets musikalske udtryk alvorlige skrammer.

Det er i virkeligheden et under, hvordan et band med så mange år bag sig har kunnet ”overleve” i koncertregi med en så forbandet uteknisk amøbe bag tønderne. Fornemmelsen eksisterer ikke. Hans slag sejler rundt – såvel på stortrommen som på lilletrommen - og hans rundgange er uinspirerende at lytte til. På studieversionerne gør han det, han skal, og han gør det fint. I liveregi virker han som stopklods for al indlevelse. 

En forsanger af kød og blod

Anderledes står det heldigvis til med forsanger Vincent Cavangh, hvis medrivende ydre karisma ikke fjerner fokus fra hans egentlige værktøj som frontmand; hans smukke vokal. Som sanger kan man stort set ikke sætte en finger på ham, og det eneste der med tiden vel i virkeligheden har gjort ham mindre attraktiv i Anathema, er tilstedeværelsen af Lee Douglas, bandets kvindelige vokalist, der debuterede på ’ A Fine Day to Exit’(2001) og som siden da er begyndt at fylde mere og mere og ikke altid til det bedre. Mens V. Cavangh leverer sine sange med kød og blod, er der en snert af emotionel gimmick over Lee Douglas.

Skuffende koncert 

Det korte og det lange er desværre, at Anathema fejlede fælt denne aften. Koncertens to timer føltes som tre, og ikke engang nyklassikere som ’Deep’, ’Emotional Winter’ og den fantastisk skæve ’Closer’ kunne redde helhedsindtrykket.  Det er anden gang i træk, at bandet ikke formår at hive én med ind i deres univers i liveregi. Da man så dem for første gang 2003 var indlevelsen hos bandet umulig at misse. Den gad man godt få at opleve igen – gerne med en øvet John Douglas bag tønderne.