Geniale gamlinge gør det umulige
Et livealbum, der gør en forskel? Det kommer ikke til at ske igen. Men Cirith Ungol gør det umulige på mastodontisk og monstrøst tung dobbeltudgivelse.
01. Velocity (S.E.P.) (live)
02. Relentless (live)
03. Sailor on The Seas Of Fate (live)
04. Sacrifice (live)
05. Looking Glass (live)
06. Dark Parade (live)
07. Distant Shadows (live)
08. Down Below (live)
LP 2:
01. Atom Smasher (live)
02. I'm Alive (live)
03. Frost and Fire (live)
04. Black Machine (live)
05. Blood and Iron (live)
06. Chaos Descends (live)
07 .The Frost Monstreme (live)
08. Fire (live)
09. Death of the Sun (live)
10. Master of the Pit (live)
11. King of the Dead (live)
12. Join the Legion (live)
DVD:
01. Velocity (S.E.P.) (live)
02. Relentless (live)
03. Sailor on The Seas Of Fate (live)
04. Sacrifice (live)
05. Looking Glass (live)
06. Dark Parade (live)
07. Distant Shadows (live)
08. Down Below (live)
09. Atom Smasher (live)
10. I'm Alive (live)
11 .Frost and Fire (live)
12. Black Machine (live)
13. Blood and Iron (live)
14. Chaos Descends (live)
15. The Frost Monstreme (live)
16. Fire (live)
17. Death of the Sun (live)
18. Master of the Pit (live)
19. King of the Dead (live)
20. Join the Legion (live)
Engang var det dobbelte livealbum en markant statusmarkør. Et statement om, at man var en væsentlig og succesfuld kunstner. En kulmination på rockbandets eller -solistens foreløbige karriere. Tænk på ’Live and Dangerous’, ’Made in Japan’, ’Alive!’, ‘Live After Death’, ‘It’s Alive!’, ‘Strangers in the Night’, ‘Exit … Stage Left’, ‘Live! Bootleg’ og alle dem, jeg har glemt. Og det er bare de dobbelte af dem; jeg har slet ikke nævnt de enkelte (’If You Want Blood You’ve Got It’, ’Unleashed in the East’ og mange andre).
Grundene til det er selvfølgelig mange. Livemarkedet var ikke mættet på samme måde, så ofte var det den eneste måde at komme til at høre bandet live (uanset hvor mange af optagelserne, der er snyd). Man havde ikke direkte adgang til livevideoer. Sociale medier fandtes ikke, så livealbummet gav et møde med stjernerne, som fremstod mere spontant end studiealbummene, med livelir og publikumsinteraktion. Det gav en opdragelse i, hvordan man forventedes at agere til en koncert, hvis man skulle være så heldig at se idolerne. Numrene blev ofte spillet hurtigere og hårdere end på studieversionerne, der var flere og længere guitarsoloer, og alt fremstod mere råt og autentisk. Og man skal da heller ikke undervurdere, at livealbummet fremstod mere kunstnerisk lødigt end opsamlingsalbummet. Som teenager elskede jeg livealbummet, fordi det havde hitparaden, men kunne ikke drømme om at købe en opsamling, som opfattedes som et underlødigt kommercielt produkt. Denne opremsning kan måske fremstå lidt selvfølgelig, men tænker man over det, er det virkelig en markant forandring i det rockkulturelle landskab.
I dag er det så som så med livealbummets status, og i takt med rockmusikkens dalende kulturelle status og dens ophør som identifikationsmarkør fremstår det dobbelte livealbum mest af alt som en lidt lattervækkende anakronisme, godt hjulpet på vej af utallige temmelig ligegyldige livealbum udgivet som fyld.
At forestille sig et nyudgivet dobbelt livealbum, der gør en forskel, forekommer umuligt. Det er sikkert derfor, jeg først for nylig tog mig sammen til at høre ’Live at the Roxy’, selvom den har været ude et par måneder. Men er der nogen, der kan præstere det umulige, er det det ældgamle doom/heavy metal-band Cirith Ungol. Og det vidste jeg egentlig godt. For vi så det senest på Gimle i Roskilde, hvor veteranerne viste, hvor metalskabet skulle stå. Og man har set det med amerikaneres to comebackalbum, ’Forever Black’ (2020) og ’Dark Parade’ (2023), der på naturstridig vis er lige så gode som Cirith Ungols gamle plader, fra dengang Ruder Konge var knægt.
Det sidste er en af ’Live at the Roxy’s store forcer. Når man hører ældre bands live, bliver det næsten altid tydeligt, at de nye sange ikke er helt så gode som de gamle. Det er ikke tilfældet her, hvor hele side A og B er hele (!) ’Dark Parade’, mens ’The Frost Monstreme’ repræsenterer ’Forever Black. Og hvor nyklassikere som ’Sailor at the Seas of Fate’ og ’Down Below’, ja, alle de nyere numre er lige så fede og centertunge og dynamiske som det gamle.
Det dobbelte livealbum er, som titlen antyder, optaget (i 2024) på legendariske The Roxy på Sunset Strip i Hollywood. Der har et utal af legender optrådt gennem tiden, men man tror ikke, at nogen har fået fundamentet til at skælve helt så meget, som Cirith Ungol må have fået det til. De er i absolut topform, og live får materialet et ekstra skud energi og tyngde, som virker utrolig, når man tænker på, at kernen i bandet alle er over 65. Og som virker elektriske sammenlignet med især de tidlige studieindspilningers lidt tæmmede lyd. Cirith Ungol tørrer gulv med omtrent samtlige yngre konkurrenter. Og tracklisten er så god, at man næsten ikke savner klassikere som ’Black Machine’ og ’Finger of Scorn – man rocker ganske enkelt så meget, at man slet ikke opdager det, mens man hører dobbelt-lp'en, og Tim Bakers forrygende banshee-hyl lyder over stuen. (Men savner man ’Black Machine’, kan man høre cd'en eller streame eller se den medfølgende dvd; lp-versionen mangler desværre den og 'Blood and Iron').
Livealbum får næppe deres gamle status igen. Men ’Live at the Roxy’ burde blive undtagelsen fra reglen. Det er aldeles monumentalt, hvad Cirith Ungol præsterer her. En perfekt indgangsvinkel for nye fans, uomgængelig for gamle.