Tiden står stille
Kultband gør comeback med 39 minutters pur, uforfalsket, episk doom/heavy metal, der lyder, som om tiden har stået stille siden 1980'erne. Heldigvis da.
2. Legions Arise 03:19
3. The Frost Monstreme 05:15
4. The Fire Divine 03:51
5. Stormbringer 05:58
6. Fractus Promissum 04:08
7. Nightmare 05:59
8. Before Tomorrow 03:57
9. Forever Black 05:34
Da Cirith Ungol i 1991 udgav deres foreløbige svanesang, 'Paradise Lost', må de have virket usamtidige i ekstrem grad: Her var et band navngivet med en Tolkien-reference, der spillede en slags hybrid mellem klassisk metal og doom metal med episke tendenser lånt fra proggen midt i en tid, hvor en stadigt mere poleret thrash metal herskede, hvor glam metal stadig var en ting lidt endnu, mens dødsmetallen og grungen så småt gjorde mere end at rumstere i undergrunden. Og så kommer man der med et fantasy-cover tegnet af Michael Whelan og spiller en genre, der givetvis har virket passé i mere ekstrem grad, end man overhovedet kan forestille sig.
Intet under, at bandet gik i opløsning. De havde nok alligevel ikke overlevet 90'erne. Og intet under, at de er gendannet i dag, hvor selv det mest standhaftige band har fundet sammen igen. Cirith Ungol modstod længe fristelsen og blev først gendannet i 2015. Det, og at der er gået fem år fra gendannelsen til dette nye comebackalbum, kan man tolke både negativt og positivt. Negativt: Bandet gider nok ikke rigtig den gendannelse, men gør det af en eller anden dum pligtfølelse eller fordi alle andre gør det. Positivt: Man forhaster sig ikke, ønsker ikke at ødelægge bandets meget velfortjente ry som konger af episk undergrundsmetal, vil udgive noget ordentligt i stedet for en bleg afglans af fortidens bedrifter, som man har banket hurtigt sammen.
Heldigvis er der tale om det sidste. 'Forever Black' glider ind i bandets diskografi på fornem vis, og modsat så mange andre comebackalbum har man lyst til at høre det igen og igen.
Én af grundene til det er, at man klogeligt holder spilletiden nede. Ikke noget med at indspille en masse ligegyldige fyldnumre, fordi man nu engang er kommet til at skrive dem; heller ikke noget med at trække numrene i langdrag. I stedet fylder man en lp. Det burde andre bands lære af. Coveret holder sig også til de gamle dyder og er som sædvanlig tegnet af Michael Whelan. Også her kender bandet deres styrker.
En anden grund er, at medlemmerne faktisk var med dengang (fraset bassist Jarvis Leatherby (Night Demon)), omend i forskellige perioder. Det er ikke én persons forfængelighedsprojekt, men lyder som et band. Det kan høres, at medlemmerne faktisk vil det her. Det gælder lige fra Robert Garvens vidunderligt dynamiske trommespil over Greg Lindstrom og Jim Barrazas centnertunge riffing til sanger Tim Bakers hyl, der stadig lyder som en slags krydsning af Eric Wagner (The Skull, ex-Trouble) og Brian Johnson (AC/DC), hvis man kan forestille sig det.
En tredje grund er selvfølgelig, at sangene holder. Det er en gammelkendt sandhed, at god doom metal ikke kører i slæbetempo konstant (tænk blot på Candlemass' til tider thrashede passager på deres klassiske plader). Efter introen galoperer 'Legions Arise' albummet i gang med Maidenske licks og Bakers klassiske hyl, mens 'The Frost Monstreme' sætter tempoet ned og bumler tungt af sted, og sammen med 'The Fire Divine' er den med til at vise Cirith Ungols rødder i 70'er-rocken (de blev dannet i – gisp! – 1972) især i guitararbejdet. Endnu bedre er den langsomme, episke 'Stormbringer' og den dystre 'Nightmare', der begge er spækket til randen med atmosfære og twin leads.
Selvom lyden er nænsomt moderniseret, tager også den tråden op efter bandets klassiske plader. 'Forever Black' kunne sådan set snildt være udkommet i 1980'erne, og man ville ikke have løftet et øjenbryn. Det er absolut positivt. Og i en nutidig metalverden uden dominerende trends lyder albummet markant mere af 'nu' og samtidig mere tidløst, end Cirith Ungol har gjort i 1991.
Modsat de fleste comebackplader (hvem har, hånden på hjertet, hørt Black Sabbaths seneste album, siden det udkom) har man lyst til at høre 'Forever Black' igen og igen.