Dommedag nu
Cirith Ungols første besøg i Danmark bliver også deres sidste. Men hvilket et!
I'm Alive
Sailor on the Seas of Fate
Blood & Iron
Chaos Descends
Frost & Fire
Black Machine
Looking Glass
Forever Black
Master of the Pit
King of the Dead
Down Below
Ekstra
Paradise Lost
Join the Legion
Cirith Ungol er et af metallens klassiske kultnavne med deres tidløse proto-power og doom metal og deres ikoniske covers tegnet af fantasytegneren Michael Whelan. De har aldrig før besøgt Danmark. Torsdag d. 19. september gjorde de det for første og sidste gang på deres afskedsturne, der ramte et godt fyldt Gimle, hvor folk var kommet langvejsfra for at bevidne nogle af metallens mest ægte originaler.
Poleret power
Opvarmningen, Night Demon, er en slags fast opvarmningsband for Cirith Ungol, fordi bassist og forsanger Jarvis Leatherby også håndterer bassen i Cirith Ungol, mens guitarist Armand Anthony er live-guitarist for hovednavnet. Night Demon er dog en noget andet, noget mere generisk størrelse end det stilskabende hovednavn.
Amerikanerne polerer klassisk metal med ekskurser udi power metal, speed metal og af og til doom metal-elementer og passer på den måde fint ind i de seneste års retrobølge. Også selvom Night Demon har været i gang i længere tid, siden 2011.
Man mærker rutinen. De spiller også godt og skriver helt habile sange. Men selvom Night Demon er svære at hade, er de også svære for alvor at holde af. Alt kører og spiller fint, men i længden er det for poleret og pænt til at være rigtig interessant. Man klapper venligt, tramper takten i gulvet, men der mangler et element, der stikker ud, til at løfte det over det ordinære. Selvom de mod slutningen har en roadie på scenen iført skeletmaske med selvlysende øjne, der bærer et rollespilsdrikkebæger; selvom man fornemmer en kærlighed til klassisk metal, et ønske om at give et godt show (masser af publikumskontakt, foden op på monitoren, alt det der); selvom de har slæbt en meget stor gong med for kun at bruge den en enkelt gang (den slags er altid flot), ja, så føles det alligevel så generisk og ufarligt og letfordøjeligt, at koncerten er glemt, lige så snart Night Demon går af scenen efter at have spillet tyve minutter længere, end de egentlig behøver.
Man forstår godt, hvorfor de ikke er headlinere, selvom de har album og erfaring nok til det. Enkelte på de forreste rækker er nok uenige med mig.
Ude af sync
Cirith Ungol blev dannet for 53 år siden. Det er uvirkeligt at tænke på, at de står på en scene så længe efter. Californierne har aldrig været rigtig store – verden har ikke rigtig været i sync med en blanding af tidlig doom, tidlig power metal og progressiv rock, da Cirith Ungols debut udkom i 1981 og var ubehjælpeligt uhip. Verden var næppe heller klar til forsanger Tim Bakers ildevarslende bansheehyl. De var nok altid dømt til at være et kultband, men har gennem årene fået anerkendelse som stilskabere. Det er, som om bandet altid har stået uden for deres samtid. Ingen forsøg på stilskift eller kommercielle tiltag her – bare ren, uforfalsket dedikation til tunge, tunge riffs, galoperende doom og sværd og trolddom-tekster.
Tiden er dog ikke gået helt sporløst hen over dem: Fra bandets storhedstid er kun Baker, der går lidt stavrende, og trommeslager Sam Garven tilbage. Den mangeårige guitarist Jim Barraza røg ud i 2023, angiveligt p.g.a. helbredsproblemer, selvom Barraza lader til at have en anden holdning. Og grundlægger og guitarist Greg Lindstrom er på mystisk vis heller ikke med, uden at man i øvrigt har fået en forklaring på det. Når nu gruppen er på afskedsturne, giver det en lidt fesen smag i munden, at guitaren i stedet skal varetages af Armand Anthony.
Tiden står stille
Men både ham og Leatherby er langt federe her end i opvarmningsbandet. De er virkelig lykkedes med at ramme den klassiske, dunkle og ulykkesvangre lyd, det skal de have. Og sikke en arbejdsetos med to hele to sæt uden energitab undervejs, selvom Leatherby mod slut virker en smule stegt.
Den egentlige stjerne i aften er dog Tim Baker. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har bevidnet sådan en vokalpræstation. Manden er 67, men hans vokal ville også være imponerende, hvis han var 17, 27 eller 37. I magtdemonstrationen 'Down Below' til slut i det ordinære sæt holder han skriget i op mod et minut, tror jeg; tiden står i hvert fald stille, og det føles, som om dommedag indtræffer. Baker rammer hver tone og frasering perfekt. Trommeslager Garven sidder og ser meget koncentreret ud for hvert eneste slag på bækkenerne. Han spiller dejligt loose, på grænsen til det lidt klodsede, og det er lige præcis det, et band som Cirith Ungol har brug for. Det skal ikke være pænt og poleret, det skal være kraftfuldt, levende. Det er det. Det er også magisk, transcendent.
Hvor mange bands med over 50 år på bagen kan prale af, at numrene fra deres seneste plade er højdepunkter i sætlisten? Næppe andre. Dét er en magtdemonstration, og det er sætlistens klassikerparade med nyere nedslag også. Det går op for en, hvor dynamiske numrene er, hvor flotte gruppens leads er, hvor vigtige temposkift er i doom metal. Hvor hårde og dommedagsbuldrende Cirith Ungol er. Lyden er i øvrigt perfekt. Og den uværdige smag af manglende guitarister er efterhånden også væk, når gruppen kan levere en præstation som denne her.
Det er vemodigt at sige farvel til Cirith Ungol som liveband med deres første koncert på dansk grund. Når man ser dem sådan her, føles de ikke spor færdige som liveband.
Men de stopper altså på toppen. Efter 53 år. Og minder en om, at man skal huske at få set de her stilskabende grupper. Lige om lidt er de væk. Og der kommer ingen afløsere.