Optakt til den sorte finale

a4229869612_10

Ét nummer skiller sig ud som formidabelt og fremragende og potentiale-forløsende for Demon Head, der med sit fjerde album har leveret endnu et solidt album – selvom noget af materialet ikke helt er oppe at ringe.

Kunstner
Titel
Viscera
Dato
29-01-2021
Genre
Trackliste
1. Tooth And Nail
2. The Feline Smile
3. Arrows
4. Magical Death
5. The Lupine Choir
6. A Long, Groaning Descent
7. In Adamantine Chains
8. Black Torches
9. Wreath
10. The Triumphal Chariot Of Antimony
Karakter
3

Demon Head har siden den spæde start i 2012 været på en spændende udviklingsrejse. En rejse med kærligheden i behold for det mørke og okkulte, som i starten var mere rocket og uptempo og som siden så sig tilsat en betragtelig grad af NWOBHM. Skal vi bruge nogle af de termer, vi her på Devilution har brugt til at beskrive bandet, så er det gået fra noget formørket knallertbølle-rock til noget, som i dag har større fokus på mystikken og dedikationen til mørket.

Rejsen er sket over fire pladeselskaber: en illustration af et band på vej, og som nu er landet stort og flot hos Metal Blade. Det blev annonceret i slutningen af sidste år, og der fulgte en fremragende single med, 'The Triumphal Chariot of Antimony', som trods en lancering med kort tid til årslisterne alligevel reddede sig en plads som årets danske hit på flere af disse.

Et langt nummer, som lægger ud med et par dunkle minutter, hvor man holdes på kanten af stolen i spænding. Det er nemlig ikke her, at nummeret glimrer, men det fornemmes ildevarslende, at noget vil ske. Og dét gør det, for så kommer riffet. Åh, det savnomspundne riff. Ikke bare et godt riff. Nej, et magisk riff. Med hook i starten, interessant midte og et spændende "bend" på guitaren, der giver melodi og karaktér. Alt imens en dyster, desperat vokal lægger sig over, og atmosfæren i musikken mættes og tager fat, så hårene på armene rejser sig. Og til sidst i sangen kommer keyboardet og peger mod lysere tider, men vokalen lægger ikke desperationen fra sig. Mystikken varer ved. Endte det godt? Man får ikke svaret, når sidste tone ringer ud, men alligevel klinger videre i ens hoved. Man blev dengang efterladt i kæmpe forventning til 'Viscera', som altså nu er ude.

Sort heavy
På albummet er den nævnte single afslutning på pladen, og har man lagt sine forventninger efter dette nummer, så er det nok let at blive lidt skuffet, selvom 'Tooth and Nail' og 'The Feline Smile' sørger for en udmærket start på albummet. Mystikken er mindre her, men der er stadig masser af keyboard og kor, højtidelig vokal og nogle gode riffs, så det er stadig ganske effektivt og stemningsfuldt. Begge sange har afslutninger med melodisk guitarspil i riff- og soloform, som synes mere Thin Lizzy-inspireret end Danzig, som især er et navn, der er slynget efter bandet i forklaring på, hvad bandet er for en størrelse. Ja, var det ikke for den sungne vokal, så ånder hjemlige Slægt lidt i nakken her.

Sangskrivningen er længere fra Danzig end tidligere, men vokalen har stadig sin del af det, men når der er højest til loftet og vokalen mest får luft, så er der også lidt Jón Aldará fra Hamferd (og nu også Iotunn) i det, selvom Marcus Ferreira Larsen ikke går all-in på at mestre den type sang, og derfor kun holder det kortvarigt, inden der vendes tilbage til den let mumlende Danzig-på-psykedelika-vokal.

Mens vi venter på finalen
Men, ja, ikke en dårlig start. Afslutteren er afslutteren, og alt kan jo ikke være lige fedt, for så opdagede man måske ikke, når noget virkelig stikker af, som 'The Triumphal Chariot of Antimony' vitterligt gør på allerfornemste vis. Dét nummer kan klare sig, hvor som helst til hvilken tid, mens flere af numrene på skiven derimod ikke på samme måde, vil kunne klare sig alene væk fra flokken. Af de ti numre er fire styk på under 2 minutter og er en slags intro eller intermezzo i forhold til de numre, der står omkring. Udmærket til vinylformatet, mindre godt til Spotify-zapperne.

'Magical Death' har nogle udmærkede vokal-passager og rammer mod slutningen endelig en fornuftig tyngde, men det er ikke nok til at redde hele nummeret, som desværre er på det jævne. Det betyder, at der bliver langt fra sang nummer to, 'The Feline Smile', til sang nummer syv som er næste gang, der er lidt mere at komme efter. Men så er vi også ved opbygningen til den store afslutning. 'In Adamantine Chains' er udmærket i sit mere ligefremme og – i sammenligning med resten af 'Viscera' – høje tempo, inden 'Black Torches' er som en slags appetitvækker til den store single, albumafslutteren. Den har lidt af det, som lokker i det afsluttende nummer, når det er dystert og slæbende, men det bygges op med elementer, som skuer tilbage mod den klassiske, old school heavy metal, som albummets første par sange præsenterede. Og en slags bindeled til det, som fans af Demon Head-forgængeren 'Hellfire Ocean Void' måske ville forvente.



At finde sig selv
Demon Head har måske stadig enkelte referencer, der peger mod Black Sabbath, Pentagram, Danzig og Thin Lizzy. Bands som kan ses nævnt, hvis man går i arkivet og læser, hvad vi tidligere har skrevet om Demon Head. Men der er kommet noget nyt i puljen: noget som dels er en udvikling af egen stil eller måske en slags skæren ind til benet, som kan være kommet af, at bandets medlemmer er blevet spredt geografisk fra hinanden, så sang-skeletterne nu er skabt af guitarist Birk Gjerlufsen Nielsen, før resten af bandet er kommet med bidrag, hvor det tidligere har været en fælles og meget øvelokale-baseret proces.

Der er i de syrede keyboard-passager og chorus-effekterne skabt stemninger, som det kendes fra Cathedrals senere værker. En lyd, som til tider imiterer, når et bånd og en båndmaskine ikke helt kan blive enige om det korrekte tempo. Skævt, stemningsfuldt og finurligt. Under dette skæve lag, ovenpå de egentlige ingredienser i riffene og melodierne, der udgør musikken, finder man noget, man kan nikke genkendende til, hvis Tribulation ligger ens hjerte nært. Nuvel, Demon Head er mørkere og er i døsigheden til tider tættere på mareridtet end Tribulation. Men der er lighedstræk.

Verden venter?
I dagens musikverden kan man komme langt med bare en stærk sang eller to. Der er så mange bands, der laver gode skiver, men som ikke laver en John Faxe og rammer den lige i røven på bare ét nummer. Det gør Demon Head på 'Viscera', og bandet kan derfor sagtens forvente at fortsætte rejsen videre på det punkt alene. Og så er det jo ikke sådan, at resten er skidt på pladen. Slet ikke. Det er glimrende i flere sange, afventende i andre, og så aldeles fremragende i det nummer, som den her anmelder bare slet ikke kan slippe. På godt og ondt for bandet måske, for hvad var der sket, hvis nummeret var taget ud af ligningen og albummet bedømt uden? Skygger det klare højdepunkt for resten? Det er ikke til at vide, men det vil være en uretfærdig verden, hvis lige dét nummer ikke sørger for at flere får øjnene op for Demon Head.

Og så er vi tilbage ved rejsen, som Demon Head har taget. Der ligger noget og ulmer her, mens afslutningen er ren overtænding. Kun dæmonen ved, hvor vi så skal hen. Skal du med? Så tænd de sorte stearinlys, sæt musikken på og lad mørket forføre dig...