Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Når prog-guitaristen rocker ud

Updated
870189

Fates Warnings medlemmer med længst tid i folden, Alder og Matheos, har begge udgivet sideprojekter i år. Vi anmelder Kings of Mercia, men får også smidt en del ord om A-Z i farten.

Titel
Kings of Mercia
Dato
23-09-2022
Karakter
3

Det er et godt år at være Fates Warning-fan. Helst ville man måske have haft et nyt album fra bandet, men når det nu ikke skulle være sådan for 2022, så er der i stedet udgivet flere ting, der kan holde flammen i live, mens der er foruroligende stille fra bandet som enhed.

Først kom bogen om bandet, 'Destination Onward - The Story of Fates Warning', der hurtigt røg af lager på det europæiske marked, men endelig ser ud til at kunne bestilles igen. En bog af Jeff Wagner, hvis spændende bog om progmetal, herunder allerede fyldigt indhold om amerikanerne her, vi allerede har rost her på sitet. Så blev det A-Z i sidste måned, der er frontmand Ray Alder med tidligere Fates Warning-trommeslager Mark Zonder, Steve Vai-basssist Philip Bynoe og et par nok mindre metal/rock-kendte personer på de sidste pladser. De er dog naturligvis særdeles musikalsk kompetente, man ville ikke forvente mindre af Matheos som styrmand.

Dygtigt uden progressivt lir
Og nu er det så Kings of Mercia, hvor det er Jim Matheos, guitarist og bandstifter af netop Fates Warning, der er ude med debuten. Som i tilfældet med A-Z, så hedder albummet også bare det samme som bandet selv. Enkelt. Og musikalsk mere enkelt end Fates Warning er begge bands også. Trods store musikalske kompetencer, så er det progressive nedtonet lidt. A-Z går en lidt mere metallisk vej end Kings of Mercia, der har pakket noget mere rock i kedlen.

Matheos har taget nuværende Fates Warning-bassist Joey Vera (nu også kendt fra seneste Mercyful Fate-tour), så det er jo nærliggende at forestille sig, om cremen fra begge albums kunne have været et godt album fra hovedbandet med makkerparret Alder og Matheos. Og jo, det havde nok været ganske effektivt, havde det været gjort.

Men så har man i stedet to albums fremfor et. Med Alder i A-Z får man den fede vokal, man kender. Manden er stadig i form. Og det samme må siges om Mark Zonder, der trods musikkens greb udenom det mest progressive, stadig mestrer og får plads til komplekse fills og finurlige rytmer. Og det uden at flowet går tabt. At Kings of Mercia er mere rocket giver de resterende medlemmers meritter måske et hint om, da det er Simon Phillips (ex-Toto, Derek Sherinian) på trommer, mens vokalen varetages af britiske Steve Overland (FM). Fermt og kompetent er det, men vokalen sætter et meget massivt aftryk af, delvist hardrocket, classic rock. Det er store omkvæd, stadionrock til tider, men ikke skyggen af noget drama eller melankoli til lige skrue op for spændingen.



Rock og små glimt fra cv'et
Førstesinglen, albumåbneren, 'Wrecking Ball' lægger godt fra land og har også noget af det bedste vokalarbejde. En rocksang med groovy rytme med et godt pre-chorus og et effektivt omkvæd lagt på et herligt, melodisk fundament. 'Humankind' følger efter med et introriff, der kommer tættere på metallen, men rocken og et AC/DC-lick titter frem på interessant vis. 'Sweet Revenge' og 'Liberate Me' har begge introer, der kunne have været på Fates Warning-udgivelser. Førstenævnte måske på 'FWX', mens den anden kunne have været på 'Disconnected', især på grund af lækker melodisk lead i klassisk Matheos-stil. Og den rene guitar under vækker minder om noget langt ældre fra bandet. Herligt! Men desværre bliver numrene derfra mere statiske.

'Set the World' er uptempo i dette regi, og spiller udmærket med musklerne. Desværre følger balladen 'Too Far Gone' efter. Den klassiske rockvokal savner det allerede nævnte drama til at hive denne langgaber hjem. Lidt bedre går det i samme genre med 'Everyday Angels', hvor kor og akustisk guitar fungerer fint, men det er stadig ikke disse tårepersere, der på nogen måde hiver oplevelsen hjem. Det gør afslutteren 'Your Life' bedre, hvor vokalen rammer nogle fede melodier og Matheos viser, at han uden problemer kan skrive sine mørke melodier ind i en rock-kontekst.

Og vinderen er...
Som mangeårig Fates Warning-fan, så vil denne skribent helt sikkert vurdere begge sideprojekt-udspil til bestået, men med en fordel til samarbejdet mellem Ray Alder, Mark Zonder og co. fremfor Jim Matheos' mere rockede opus. Udgivelserne har det til fælles at de begge har mere end almindeligt dygtige musikere og at de begge i momenter rammer noget, der giver et positivt tic og anerkendelse over noget, der kunne (måske burde?) have været Fates Warning. Men vokalen fra Steve Overland i Kings of Mercia falder bare ikke konsistent nok i smag over hele albummet til at trække den hjem.

I de mere gængse rockmomenter bliver resultatet sådan lidt irrelevant 90'er-rock som da Queensrÿche på 'Hear in the Now Frontier' gik grunge/alternative med alt for få, hvis nogen, referencer til den progmetal, som bandet kom fra. Men det er selvfølgelig en anden historie, og måske mere forståeligt at Queensrÿche forsøgte nyt i den tid, de dengang skulle navigere i, end at Kings of Mercia til tider får ramt en noget tilbageskuende nerve her i 2022. En lille håndfuld ret stærke numre, nogle flade ballader og så en rest, der godt kan fungere på en lidt banal måde. Alt dog indpakket i udmærket produktion og særdeles velspillet.