Damn good book!
Populær
'Mean Deviation' er et ambitiøst og interessant værk om den progressive metals udvikling fra King Crimson over "The Big 3" til Meshuggah.
Jeff Wagner er tidligere redaktør på Metal Maniacs og han er en af den slags ildsjæle, som er med til at inspirere og lokke nye fans til metalgenren i kraft af sin store passion for metal. Hans enorme kærlighed til den progressive metalgenre, har fået ham til at skrive det heftige 350+ siders værk 'Mean Deviation' om denne genre igennem 40 år.
Bogen er flot og på lækkert papir, så forsidens illustrationer, som måske ikke lokker mange til pga. coveret alene, er misvisende. Der er i øvrigt illustrationer af Michel "Away" Langevin fra Voivod, der spiller en stor rolle i bogen, så årsagen er klar nok, når man får læst lidt.
På mange punkter kan der trækkes referencer til en bog, vi anmeldte sidste år. Dels er der det med, at det er 40 år som behandles, og så er der det med erfaring, passion og redaktør-arbejde. Der tænkes selvfølgelig på Jens 'Jam' Rasmussens "Heavy metal - 40 år med hård rock". Formaterne er omtrent ens, tyngden den samme, begge bøger har midtersider i farver med fede fotos, og så går de frem på cirka samme måde.
Mens Jam har mere travlt, da han skal nå hele metalgenren, så er der mere tid til fordybelse hos Jeff Wagner, da han har snævret sig kraftigt ind. Det gør, at man virkelig kan lære en masse om de bands, der har fået særligt fokus som pionererne i King Crimson, Genesis og vigtige Rush til de i bogen omtalte "The Big 3" som pendant til thrashens "Big 4". Her er det selvfølgelig Dream Theater, Fates Warning og Quensrÿche.
Tempo vs. fordybelse
Omvendt betyder det også, at Jam kan holde et højt tempo, og Jeff Wagner kan dvæle længe ved visse bands, og har man ikke den store interesse for nogle af disse bands, så daler læseinteressen måske.
Men heldigvis formår Wagner at holde det levende, så man konstant er på vej ind i pladesamlingen med et "nå ja, han har sgu da ret. Den er fed, den skal jeg høre igen" eller hen til Youtube, for de færreste har nok noget med alle de bands, som han får med. Og selvom han skriver meget om de store bands, så er der også masser af obskure bands, der måske kun nåede én skive. Eller måske blot nogle demoer.
Og det er egentlig typisk for bogen, at nogle bands kun har nået nogle få albums. Wagner kommer nemlig frem til den konklusion, at flere bands som Cynic, Watchtower, Atheist osv. var forud for sin tid, og derfor ikke klarede modgangen. Cynic var fx på tour med Cannibal Corpse og måtte høre på "You suck" gennem flere aftener fra snævertsynede dødsfans, der bare ville have blastbeats serveret.
Og i den aggressive ende af genren tildeles Meshuggah en stor del af æren for, at det tekniske og sære er blevet populært, så blandt andet Cynic har kunne tage en runde mere i manegen. Endda med større succes end tidligere.
Hvor Jams bog er fyldt med flotte og relativt nye fotos fra Jacob Dinesen og John Mortensson, så har Wagner valgt at have billeder som kan dateres tilbage til nogle bands oprindelse, så bogen på den front bliver mere historisk, men måske ikke nær så flot.
Stort nordisk fokus
Den danske scene får også fine ord med på vejen. Naturligvis Mercyful Fate, men også Royal Hunt, Manticora og Behind the Curtain nævnes. Det er dog især den svenske scene som fremhæves med Mikael Åkerfeldt, Daniel Gildenlöw og Dan Swanö i front. I Norge er det en vinkling mod at blackmetallen faktisk var meget progressiv. Og ja, det er svært at underkende at Arcturus, Ulver, Mayhem og ...ln the Woods ikke skulle være progressive i tankegang og værker.
Bogen benytter en del sider på at definere, hvad progressivitet er og hvad progressiv metal er som genre. Man fristes næsten til at tro, at alt pludselig er progressivt. Der er fx værker af Iron Maiden og Judas Priest der nævnes, men som andre måske sjældent tænker over skulle være progressiv metal. Lange sange, skæve takter, stilskift fra plade til plade. Mange faktorer nævnes som brikker i definitionen, der fornuftigt sættes relativt løst. I den relation citeres Daniel Gildenlöw passende for "I am because I change".
Når alt kommer til alt, handler det ikke om at være prætentiøs og bare blære sig. Det handler om god musik, og det budskab sælges simpelthen fremragende i bogen, så man får 1000 idéer til musik, der skal udforskes. Og som den gale/geniale Devin Townsend så humoristisk placerer det, når han siger at han bare er menneskelig og ikke jagter det sære:
"I like being warm, I like eating, I like sleeping, I don't like moving. I like to think about bullshit that I'm never gonna figure out. 'Crazy' to me, is Nickelback".
Bogen er anskaffet via Amazon - om den er i danske boghandler vides ikke. Men på nettet kan den anskaffes inkl. forsendelse for det latterligt lave beløb på ca. 150 kr.
Det mærkes at forfatteren Jeff Wagner er passioneret omkring Watchtower, så lad denne anmeldelse slutte af, med dette bands skøre, men interessante musik: