Knæfald for normaliteten
Mantar er blevet voksne, har skruet ned for vildskaben og vil måske bare gerne spille rock. Det behøver de ikke.
2. Rex Perverso
3. Principle of Command
4. Dogma Down
5. Morbid Vocation
6. Halsgericht
7. Pit of Guilt
8. Church of Suck
9. Two Choices of Eternity
10. Face of Torture
11. Axe Death Scenario
12. Cosmic Abortion
Trods en bemanding på to med tilhørende instrumenter har den tyske sludge/black/crust/punk-duo Mantar været vidt omkring musikalsk, og stilstand er det sidste ord, man kan tillade sig at hægte på dem. Duoens første tre albums bevægede sig rundt i flere af ovenstående genrer, inden de i 2020 for alvor italesatte deres forkærlighed for grungen som sådan og specielt den punkede del af den (tænk Melvins, Mudhoney og i særdeleshed Nirvana) med cover-EP'en 'Grungetown Hooligans II'. Næste alvorlige skred skete to år senere, da efterfølgeren 'Pain Is Forever and This Is the End' introducerede tendenser til syng-med-omkvæd og hist og her party-riffs, der tilnærmelsesvis var en Andrew W.K. værdige.
Mantar var blevet midtersøgende. Og deres søgen synes nu slut. Mantar er fundet ind på midten; derinde, hvor det hele er lidt mere strømlinet, normaliseret, lettilgængeligt og desværre også en smule kedeligt. Og derinde er bandets nye udspil, 'Post Apocalyptic Depression', kommet til verden.
Lidt for let, lidt for kedeligt
Hvor duoen på deres tidligste plader i høj grad virkede som ekstremmetal tilsat elementer af punk og grunge, er udtrykket nu omvendt. Mens produktionslyden er Mantars velkendte, er bandets sangstrukturer, riffskrivning og -opbygning i langt højere grad en klassisk rock-skabelon, hvor Hanno Klänhardts frådende vokaler står tilbage som de mere ekstreme genrers sidste bastion, der forsvarer den kunstneriske vildskab, som Mantar engang var, mod normalitetens endelige overtag.
Åbneren 'Absolute Ghost' er indie-rock forklædt som crust-punk. Andensinglen 'Rex Perverso' følger nogle ret kalkulerede popskabeloner med oktav-skift, noget man kan råbe med på og et forudsigeligt break. 'Dogma Down' lyder til tider næsten som de mere punkede Beastie Boys-plader og arven fra navnlig Nirvanas 'Bleach'-plade er allestedsnærværende i Klänhardts guitarspil, hvor flere riffs undervejs lyder næsten for genkendelige.
Men hvad er der så galt i det? Det er jo ikke dårlige navne at blive associeret med? Nej, det er det overhovedet ikke, og med en anden indgangsvinkel kan man også se 'Post Apocalyptic Depression' som en veleksekveret plade. Mantar har taget et gigantisk hop i rock-retningen, og er i høj grad lyden af vilde unge, der har indset, at de er knap så unge mere, og har affundet sig med, at det derfor måske ikke er så nødvendigt at være vild. Så hvorfor ikke sætte farten ned? Hvorfor ikke forsøge at skrive sange, folk måske kan synge med på? Hvorfor ikke skrive et hit?
Men det lykkes bare heller ikke. Mantar er ikke popsmede og bliver det næppe nogensinde. Hvor det på 'Pain Is Forever and This Is the End' lykkedes både at skrive et hit eller to, samtidig med at man stadig holdt ekstremmetal-fanen, om ikke andet, så i hvert fald halvhøjt, så har bandet på 'Post Apocalyptic Depression' i udstrakt grad sigtet efter at skrive mere lettilgængelige sange, som desværre glimrer ved deres evne til at lyde som alle andre og ikke rigtig noget på samme tid.
Et strejf af guldstøv i muddersuppen
Sådan da.
For det er ikke ren elendighed det hele. 'Pit of Guilt' sætter tempoen markant op på pladen, og meget symptomatisk resulterer det i, at bandet næsten lyder som om de selv har svært ved at følge med i det pludseligt opskruede tempo. 'Face of Torture' hviner og larmer herligt på et album, der i den grad savner vildskab og voldsomhed og 'Axe Death Scenario', pladens lille højdepunkt, frembringer søde minder om tidligere tiders uberegnelig og uterlig opførsel fra Mantars side. Desværre lukker hele herligheden på let opgivende facon med 'Cosmic Abortion', der formentlig vil få flere til at begynde at synge med på White Zombies 'Thunderkiss '65'. Relativt uoriginalt, lidt småkedeligt.
Hvor Mantar på seneste plade syntes at have fundet et gyldent vadested midt i floden mellem det ekstreme og det mere festrockende, så er 'Post Apocalyptic Depression' et forsøg på at springe helt over på rockens flodbred, undervejs skvatte i vandet, slå sig noget så gudsjammerligt på en sten på bunden og få begge fødder våde.