Whitechapel-forbandelsen
Den amerikanske sekstet vil meget mere end deathcore'n. I første omgang alternativ metal - og denne gang lykkes det for Whitechapel at skabe en plade med et langt mere helstøbt udtryk.
Lost Boy
A Bloodsoaked Symphony
Anticure
The Ones That Made Us
Hirstory Is Silent
To the Wolves
Orphan
Without You
Without Us
Kin
Så lykkedes det for Whitechapel. Efter tilløb med ‘Mark of the Blade’ (2016) og det halv-succesfulde forsøg på et elegant genreskift med ‘The Valley’ (2019), har Tennessee-sekstetten endelig held i sprøjten. ‘Kin’ er en helstøbt overgang og et endeligt farvel til den rene deathcore. I stedet står vi overfor et alternativt metal-band, der måske har den mest brutale, musikalske fortid i moderne musikhistorie.
Heldigvis fornægter fortiden sig ikke, men hvor ‘The Valley’ fejlede ved at være en halvkikset og ufærdig blanding af deathcore, nu-metal og alternativ metal, er bandets ottende fuldlængdeudgivelse meget mere strømlinet og stringent i sit udtryk. ‘Kin’ er en alternativ metal-plade, med en velbalanceret brug af deathcore-elementer.
Hertil har sekstetten valgt at arbejde med et konceptuelle udtryk, ikke ulig det fra foregående plade, til trods for, at dét ikke var speciel helstøbt. Det er det til gengæld på ‘Kin’, ikke mindst fordi det er mindre dominerende. Der er en klar rød tråd, men historiefortællingen og konceptet overtager ikke pladen som tidligere.
Musikalsk lykkes Whitchapel ligeledes med at skabe en rød tråd. Åbningsnummeret er et glimrende eksempel på det moderne Whitechapel, når bandet er bedst, og har succes med sangskrivningen.
Nummeret er rodfæstet i deathcore'n, hvor specielt nytilkommende tromme-virtuose Alex Rudingers engagement giver det nødvendige boost af core-energi. Et element, der giver styrke til skæringen, såvel som pladen generelt. Det er naturligvis kombineret med Phill Bozemans evigt kompetente og stærke growlen. Modsat skaber de tre guitarister nogle potente og indlevende harmonier, der sætter rammerne for den alternative del. Den del får tilsvarende et gevaldigt løft af Bozemans stærkt forbedrede rene vokal.
Det er et stærkt åbningsnummer, der sætter baren højt for resten af pladen.
At bandet ikke længere gider den rene deathcore er tydelig. Pladens andet nummer, ‘Lost Boy’, og ‘To the Wolves’, er det nærmeste vi kommer en traditionel, deathcore-Whitechapel-skæring. Ikke at det er deathcore på ‘This is Exile’-niveau (2008), det er nærmere som på ‘Our Endless War’ (2014). Selv her har bandet succes med at kombinere ‘coren med en velplaceret dosis alternativ metal, typisk i form af et mere melodisk omkvæd, et atmosfæriske c-stykke eller Bozemans ganske stærke rene vokal.
Whitechapel i en nøddeskal
‘Kin’ indledes lovende og har flere, mindre højdepunkter, men derudover lider pladen af den klassiske Whitechapel-forbandelse.
Nok har bandet succes med overgangen, en del større succes end mange andre bands, der har forsøgt det samme. Til gengæld er sangskrivningen stadig haltende. En problematik, der nærmest har defineret bandet fra debutten. Som altid, bliver det aldrig rigtig skidt, men udover de førnævnte numre, powerduoen ‘Without You’ og ‘Without Us’ og den Breaking Benjaminske ‘Anticure’, lykkes det ikke helt at skrive numre, der virkelig slår igennem. ‘Kin’ mangler en større andel af mindeværdige kompositioner.
Som Whitechapel-fan er det måske en bet, at sekstetten efterhånden har bevæget sig så langt væk fra udgangspunktet. Det er sandsynligvis også svært at acceptere, at Bozeman insisterer på at synge rent i det omfang, han gør. Det er et fundamentalt andet band, der har udgivet ‘Kin’ - også selvom det er stort set de samme medlemmer, der i sin tid udgav ‘This Is Exile’. Det klæder i midlertid bandet, især fordi det lykkes denne gang – så glemmer man måske lidt, at nogle kompositioner lige mangler det sidste element magi.
Det største "problem" med Whitechapel 2021 er dog noget helt andet. Det er forbandet svært ikke at sidde med en klistrende Slipknot-feel fra tid til anden, når man lytter til ‘Kin’. Også selvom det er den mere alt-metallede version af Iowa-bandet. Positive er det dog, at Whitchapel er langt bedre til at spille den type Slipknot, end Slipknot er det i dag.