Unødvendigt kedeligt
Whitechapel har pillet ved forholdet mellem death og core og tilføjet en del unødvendige ingredienser. Og resultatet er derefter.
Our Endless War
The Saw Is The Law
Mono
Let Me Burn
Worship The Digital Age
How Times Have Changed
Psychopathy
Blacked Out
Diggs Road
Det begynder at være lang tid, siden Whitechapel udgav ‘This Is Exile’, der virkelig satte dem på deathcore-kortet. Den eksplosive aggresivitet, der slog igennem dengang, er ikke trumfen længere - det er de langt mere komplette og velskrevne sange. Sidste album, det selvnavngivne udspil fra 2012, står nok som et af deres stærkeste, med et langt mere nedspillet og varieret udtryk. Men stadig Whitechapel hele vejen igennem.
Hvad der lige er sket på de sidste to år, er ikke til at sige, men det har så affødt et album, hvor bandet ikke helt er til at genkende. Efter en lidt uinspirerende militærmarchlydende intro starter titelnummeret og sætter ‘Our Endless War’ i gang på en langt mere thrashet og hardcore-præget facon end forventet. Phil Bozeman brøler som fra Helvedes afgrund som sædvanlig, men bliver ikke understøttet af den sædvanlige brutalitet. I stedet er der meget mere melodi og groove end forventet. Groovet på en sydstatsrocket måde til tider, der også understreges af teksten til ‘The Saw Is The Law’: ‘This is our way of life/ Welcome to the deep south’.
Det kan vel være, at tilføjelsen af noget, der lyder som en 8-strenget guitar, kunne virke lidt djentet. Men da der absolut intet progressivt er over det, bliver de synkoperede riffs bare lidt irriterende. Så der er kommet mere groovet rytme, måske endda mere melodi og noget lidt anderledes guitarføring - men har det mon været på bekostning af noget?
Langsomt = kedeligt
Det mener jeg bestemt, idet tempoet er skruet så gruelig meget ned. Og jeg skal være den første til at understrege at langsomt ikke er lig med kedeligt. Det er det bare i det her tilfælde. Det meste af musikken er til at nikke stille og roligt med på. Det eksploderer ikke, det tæsker ikke afsted, og hvis der lige skrues lidt op for tempo og trommer, så er der stadig ingen intensitet. Eksempelvis nummeret med den noget så jammerlige titel ‘Worship The Digital Age’, der trækkes i gang, bygger op, lige afslører noget interessant trommeføring, og så skuffer noget så voldsomt i riff-afdelingen. Riffs, som før nævnt, er lidt pseudo-djentede, og heavy på den kedelige måde.
Hvilket også er gældende for vokalen en stor del af tiden. Unødvendigt ofte gøres der brug af noget, jeg har lyst til at kalde synkoperet speedgrowl, hvor rytmen og tempo lige skal rykkes lidt. Det går bare så ofte igen med den samme svingende guitarlyd, at det bliver karikeret. Samtidig gør tempoet, at mere af teksten er til at høre og forstå - hvilket er ærgerligt da den er så infantil, at den lyder, som om den kunne være forfattet af Corey Taylor.
Fjernt fra fornøjende
Der er generelt meget lidt godt, jeg har at sige om albummet. Jo, Phil Bozeman growler fantastisk, og jo, det er nogle meget dygtige musikere. Faktisk er jeg også lettere begejstret for sidste nummer ‘Diggs Road’, hvilket ingen mening giver, da det er næsten præcis samme opskrift, som har været brugt på de andre ni numre. Måske er det så, fordi jeg ved, at albummet er ved at være færdigt, eller fordi jeg lige når at vænne mig til denne nye udgave af Whitechapel på det tidspunkt af albummet.
Det tror jeg dog ikke, jeg kommer til at gøre rigtigt. Jeg er svært glad for deres bagkatalog, især ‘This Is Exile’ og ‘Whitechapel’, var velfornøjet efter koncerten på Wacken sidste år, mens jeg har svært ved ikke at elske et så fedt navn som Whitechapel. Det har altid være core, men det har været brutalt, aggressivt og aldrig, aldrig kedeligt. Nu er der blevet rykket ved opskriften til ‘Our Endless War’, og den er minsandten kedelig.