Kompromisløs, musikalsk monstrum
På deres første album som kvartet tager Between the Buried and Me lytteren med til et surrealistisk hotelunivers, hvor virtuositet og galskab mødes i lige dele ambition og overflod. Resultatet er både udfordrende, frustrerende og fascinerende.
2. God Terror
3. Absent Thereafter
4. Pause
5. Door #3
6. Mirador Uncoil
7. Psychomanteum
8. Slow Paranoia
9. The Blue Nowhere
10. Beautifully Human
I 70 minutter fordelt over ti numre sparker Between the Buried and Me dørene ind til det fiktive hotel 'The Blue Nowhere' – et sted, hvor virkeligheden opløses, og kun musikken definerer rummene. Ifølge forsanger Tommy Rogers handler pladen om at skjule sig fra den virkelige verden, og den idé gennemsyrer albummets omskiftelige og teatralske univers.
Albummet markerer samtidig et nyt kapitel i bandets lange historie. Ikke alene er der aldrig gået så længe imellem udgivelser fra bandet – det seneste var 'Colours II' (2021); det er også deres første uden guitarist Dustie Waring siden ’The Silent Circus’ i 2003. For første gang siden begyndelsen står de på egne ben som kvartet. Den ændring kunne have skabt en mere fokuseret lyd – men i stedet er albummet måske deres mest stilistisk spraglede nogensinde.
En musikalsk mosaik
BTBAM har aldrig frygtet at blande genrer, men på 'The Blue Nowhere' er der skruet op for modet. Metal, prog og punk ligger som fundament, men lag på lag tilføjes funk, jazz, blues og endda bluegrass. På to numre medvirker gæstemusikere med strygere og blæsere, hvilket giver musikken en orkestral dimension. Selv en tuba – leveret af Hakens trommeslager Ray Hearne – finder vej ind i det ellers guitardrevne lydlandskab.
Allerede i åbningsnummeret ’Things We Tell Ourselves In The Dark’ står det klart, at bandet ikke er interesseret i at gøre, som de plejer. Hvor de tidligere ofte har åbnet deres plader med afdæmpede introduktioner, åbner de her ballet med en otte minutter lang funk/metal-fusion. Bassist Dan Briggs slapper bas, mens guitarerne kæmper en næsten meningsløs duel, og Rogers synger om feberdrømme. Det er kaotisk og en programerklæring: forvent det uventede.
Provokation og patos
Et af de mest udfordrende numre er ’God Terror.’ Med opskruede elektrorytmer og Rogers’ megafon-råb føles det som en avantgardistisk provokation, der bevidst balancerer mellem det ulidelige og det geniale. Det er svært at elske – men umuligt ikke at reagere på.
Helt anderledes fungerer ’Absent Thereafter,’ der i passager trækker tråde tilbage til bandets tidlige udgivelser. Punkede rytmer og aggressive vokaler afløses af ren vokal, piano og en melodisk guitarsolo, som sender nummeret i retning af teatralsk rock. Her viser bandet, at de stadig mestrer overgangen fra det brutale til det følsomme. ’Door #3’ føles som et svagt led, hvor idéerne er genkendelige, men aldrig udvikles til noget større. Dog giver det en interessant kontrast, når tivoli-lignende passager og et breakdown med spanske rytmer bryder igennem.
Midtvejs imponerer ’Psychomanteum,’ hvor Supertramp-inspirerede passager og teatralske melodier møder Rogers’ filosofiske tekster om tid og glemsel. Det er her, albummets koncept virkelig træder frem: tanken om at befinde sig et sted uden for virkeligheden, et mellemrum, hvor alt kan ske.
Virtuositet og sårbarhed
Et højdepunkt kommer i ’Slow Paranoia,’ hvor kabaretstemning, dødsmetal og filmiske strygere smelter sammen i et crescendo, der udstiller hele bandets tekniske arsenal. Det er et nummer, der både kan fascinere og udmatte, men det vidner om en kreativ frygtløshed, der stadig driver bandet fremad.
Mod slutningen bringer titelnummeret et sjældent øjeblik af sårbarhed. Rogers synger med en renhed, der skærer igennem albummets ellers voldsomme arrangementer, mens enkle rytmestrukturer og klassiske strygere giver nummeret et næsten nostalgisk præg. Det er albummets hjerte, et sted hvor legesygen træder i baggrunden, og følelserne får lov at stå alene.
Pladen afsluttes med den melodiske 'Beautifully Human', et opløftende nummer, hvor synths, guitarflader og en kraftfuld solo samler trådene. Her efterlades lytteren både udmattet og opløftet, som efter et intenst maratonløb gennem bandets 25-årige karriere.
'The Blue Nowhere' er ikke for alle. Det er et monstrum af et album, der kræver tålmodighed, åbenhed og en lyst til at lade sig kaste ud i det uforudsigelige. Flere gange virker det som om, BTBAM er mere interesserede i at demonstrere deres tekniske kunnen end i at skabe sange, der holder sammen som helheder. Men netop den fandenivoldske og kompromisløse overdrivelse er en del af charmen.