Den svære toer

BTBAM

Det er muligt, at Between The Buried And Me i dag maler i andre farve-nuancer, men det ændrer ikke ved, at bandets lillebror-projekt er fuldt på højde og endda bedre end sammenligningsgrundlaget.

Titel
Colors II
Dato
20-09-2021
Trackliste
1. Monochrome
2. The Double Helix Of Extinction
3. Revolution In Limbo
4. Fix The Error
5. Never Seen / Future Shock
6. Stare Into The Abyss
7. Prehistory
8. Bad Habits
9. The Future Is Behind Us
10. Turbulent
11. Sfumato
12. Human Is Hell (Another One With Love)
Karakter
5

Nogle anmeldelser tager bare længere tid. I særdeleshed de prog-relaterede, der ofte kræver mange gennemlytninger. Derved også sagt, at Between The Buried And Me-anmeldelser typisk tager dét længere at få færdiggjort. Det selvom det under omstændighederne burde være en forholdsvis nem opgave. Siden det nuværende band blev samlet i 2005, har den amerikansk kvintet konsekvent været garant for høj-kvalitetsudgivelser – men lige denne plade, ‘Colors II’, kræver af flere årsager endnu flere kræfter end normalt.

Da bandet tidligere på året annoncerede, at tiende studiealbum ville være en opfølger til fan-darlingen 'Colors' fra 2007, blev det modtaget med lige dele spænding og skepsis. Det er forståeligt, for ‘Colors’ har en særlig plads hos fans af bandet, såvel som i bandets udvikling. Om end forgængeren ‘Alaska’ fra 2005 havde sine kvaliteter, hersker der ingen tvivl om, at det var den sorte plade med de kulørte linjer, der for alvor gav bandet det kommercielle gennembrud.

Det er lang tid siden, vi skrev 2007, og meget er sket, ikke mindst for Between The Buried And Mes lyd. Gennem de seneste tre udgivelser har bandet nærmet sig et mere prog-rocket og mindre kaotisk udgangspunkt, der nok bød på overraskelser og leg med lyd og form, men også var båret af en mere moden, kontrolleret tilgang til sangskrivning. Overbevisende leveret i ‘Coma Ecliptic’, lidt mindre overbevisende på det sære ‘Automata’-split.

De tre plader pegede på et band, der havde fundet et leje, der var mere afslappet – en naturlig udvikling i et bands livscyklus. Et punkt i karrieren, der er langt fra og nærmest det stik modsatte af de kaotiske og fandenivoldske prog-metal-kompositioner, der netop er ‘Colors’. Hvordan balancerer man de to modpoler, og kan gamle hunde overhovedet lære nye tricks?

Inden vi når til det svar, melder nye spørgsmål sig. Resultatet af ‘Colors II’ er en 78 minutter lang plade. Between The Buried And Mes til dato længste udgivelse – selv hvis Automata-pladerne lægges sammen. Taget i betragtning af, at de to seneste plader netop led af en række mindre interessante kompositioner, tilføjer længden på pladen kun til en voksende skepsis.

På papiret ligner ‘Colors II’ et projekt, der kun kan skuffe.

Nært den perfekte prog-metal udgivelse
Men hvordan kan man dog finde på at tvivle på Between The Buried And Me? Bandet der alle dage har været garant for stærke prog-kompositioner? Det sagt, er ’Colors II’ langt fra sin storebror – af naturlige årsager. Det er en plade, der er meget mere end ‘Colors’. Fra forsanger Tommy Giles Rogers melankolske indledning på åbningsnummeret til ‘Human Is Hell (Another One With Love)’ render ud, er det en imponerende udgivelse. Et sent højdepunkt i bandets karriere. Endnu et i rækken af mange højdepunkter, men denne er næsten på højde med bandets magnum opus: ‘The Parallax II: Future Sequence’ fra 2012.

‘Colors II’ er præcist det pladen skal være, og alt det ingen turde håbe på. Det er en kombination af bandets seneste tre udgivelser og storebroderen. Det er et vingesus af nostalgi med et utal af musikalske referencer til gennembrudspladen. Et inferno af opfindsomhed, kabaret-metal, skøre, legende inputs, brutale riffs og grandiose ambitioner så flot komponeret, at man hurtigt glemmer tiden. 78 minutters c-stykke, der bliver ved med at give.

Pladen fremstår som en magtdemonstration ovenpå to trælse år, hvor Between The Buried And Me har måttet rykke og udskyde tournéer og koncerter som alle andre bands.

Det bastante modspil, der samtidig byder på overraskelser
Rogers byder på flere spændende vokalstykker, hvor specielt variation i den rene vokal er velkommen. Især vokalarbejdet på sidste del af ‘Revolution In Limbo’ men også gennem ‘Bad Habits’ står som et af pladens mange højdepunkter.



Naturligivs er de mange referencer til ‘Colors’-pladen tilsvarende velkomne overraskelsker, ikke mindst ‘Sfumato’ forud for ‘Human Is Hell (Another One With Love)’, der kopierer og bygger på same epik som den ikoniske kombination af ‘Viridian’ og ‘White Walls’ på ‘Colors’. En flot hyldest, der heldigvis ikke forfalder til at være netop det, men har succes med at fremstå som en ny individuel duo – på højde med sammenligningsgrundlaget.

Alt i alt en magtdemonstration af en plade. Den primære årsag til, at bandet ikke formår at tangere ‘The Parallax II: Future Sequence’ er historiefortællingen. ‘Colors II’ udmærker sig ved at være markant anderledes i forhold til nærmest hele bagkataloget. Historien er denne gang meget nærværende, mindre fiktion og ubehageligt tæt på den verden, vi kender og elsker. Den udvikling vi står overfor, pandemi, global opvarmning med videre. Det er ikke skjult i en fortælling men præsenteret direkte. Selvom det i sig selv er en styrke, er der også tale om en række af emner, der ikke nødvendigvis er nemt forenelige, hvorved pladen til tider kan fremstå en smule fragmenteret historiemæssigt.

Til inspiration for en hel genre
Siden 2005 har Between The Buried And Me sat baren for progressiv metal af meget høj kvalitet. Det er et bandet, der har inspireret og sat standarder for genren. Hvor ‘Colors’ nærmest var bandets grundsten, og pladen amerikanerne siden hen har skrevet videre ud fra, er ‘Colors II’ et sammensurium af, hvad bandet var og er blevet. En opdatering af grundstenen og endnu en gang en magtdemonstration, der bør stå som en lysende forbillede for alle bands indenfor genren. Sådan skal en nutidig progressiv metal-plade skrives.