Utraditionel afslutning
Populær
Between the Buried and Me har samlet trådene og afslutter 'Automata'-beretningen lige så stilsikkert, som de startede.
Glide
Voice of Trespass
The Grid
Kun få måneder efter udgivelsen af ’Automata 1’ vender Between the Buried and Me tilbage. ’Automata 2’ er kulminationen og afslutningen på den beretning, den amerikanske kvintet påbegyndte på første udgivelse i serien. Hvis du endnu ikke har hørt den, og ikke er interesseret i at få afsløret det grundlæggende princip og handlingen som amerikanernes todelte konceptalbum tager udgangspunkt i, er det nu, du stopper med at læse.
Er man ikke bekendt med konceptet bag serien, tager de to album udgangspunkt i en hovedperson, der får sine drømme sendt ud til hele verden som en form for underholdning. Det bliver naturligvis misbrugt, og man følger hovedpersonens drømme samt forandringerne og udviklingen i hans bevidsthed. ’Automata 2’ forsætter naturligt, hvor forrige plade stoppede. Vi møder vores hovedperson alene, på flugt og sårbar i en verden, der hidtil ikke har været tilgængelig. Uden at spoile afslutningen får historien og vores hovedperson en positiv afslutning – alt efter tolkning. Vores hovedperson overlever, stik mod normalen. Hvordan og hvorledes skal ikke afsløres her.
Musikalsk er ’Automata 2’ knap så tilgængelig som første del. Det kræver en del flere gennemlytninger at komme ind på livet af pladen. Ved første bekendtskab virker den fragmenteret, rodet og uorganiseret, selv for en Between the Buried and Me-plade. Som sædvanlig er der mening med galskaben. Det kræver bare mere tid at finde meningen denne gang. Kvintetten fremviser igen deres sans for sangskrivning og opfindsomhed. Albummet indledes med den lidt over 13 minutter lange ’The Prioverbial Bellow’, der er pladens absolut bedste nummer. Et nummer, hvor prog-tendenserne får frit spil, og man for alvor drages af det univers, kvintetten vil præsentere.
&t=6s
Kombinationen af de efterfølgende to numre, ’Glide’ og ’Voice of Trespass’, skaber naturligt referencer til bandets tidligere udgivelser. Specielt ’The Great Misdirect’ (2009), der også bygger på en lang række eksperimenterende elementer. De to numre er langt fra lige så ekstreme i udtryk som ’The Great Misdirect’, men der eksperimenteres i høj grad. Især den jazzede bigband-lyd, der dominerer første del af ’Voice of Trespass’, giver værdi til pladen. Det markante og tunge skifte, der markerer overgangen til sidste halvdel af nummeret, er derimod ganske simpelt og effektivt. De to forskellige stykker er deciderede modsætninger, der mødes over et samlet 10 minutters flot stykke musik. Det fungerer, når Tommy Giles Rogers Jr. storladent messer ”We are hollow / Condemned to the gallows”, og derved slutter ringen med reference til nummeret der startede hele Automata-beretningen (’Condemned to the Gallows’).
’The Grid’ afslutter endeligt og sætter punktum for endnu en storladen konceptuel udgivelse fra Between the Buried and Me. Nummeret klinger udi solidt guitarsamspil mellem Paul Waggoner og Dustie Waring og efterlader lytteren parat til at begynde forfra med historien, der snildt kunne gentages med et klassisk Hollywood-twist: Var det hele måske bare en drøm?
Til trods for at Between the Buried and Me har succes med at samle trådene fra første udgivelse og skabe en samlet historie og lytteoplevelse, er Automata-serien rent konceptuelt et stykke fra kvintettens bedste. Historien er lidt for banal, og man får ikke rigtig det samme tilhørsforhold til hovedpersonen, som man f.eks. fik på ’Coma Ecliptic’ eller ’The Parallax II: Future Sequence’. Hertil er den valgte udgivelsesform nærmest idiotisk. Der er kun én logisk grund til at udgive to plader af lidt over 30 minutters spilletid hver med så kort mellemrum, og det er penge.
Med en samlet spilletid på lidt under 70 minutter kunne Automata-serien uden problemer være udgivet som en samlet udgivelse. Bandets egen forklaring om, at folk nu til dags ikke kan overskue at lytte til så lange plader, er nærmest lige så tosset som udgivelsesformen. Fans af bandet er netop vant til de lange konceptuelle udgivelser og forventer disse. Måske er det måden at tjene penge, som branchen ser ud i dag? I så fald vil det klæde kvintetten at melde klart ud. Det er heldigvis kun et mindre skår i glæden, og ’Automata 2’ er absolut et lyt, gerne flere, værd.