2024 - Flammeskriftet

Flammeskriftet er sandheden om den hårde og mørke musiks tilstand lige nu og om, hvor vi gerne ser den bevæge sig hen. Læs med nedenunder og find ud af hvem, der får flammerne at føle, og hvem, der sætter ild til det hele.

2024 bød på både nyt og anderledes. Heldigvis. John Cxnnor, Vulvatorious, Syl, Alkymist, Strychnos og Blazing Eternity i kampen for at definere fremtiden.
En historie om en genre i tiltrængt forvandling, og næste generation af bands er klar til at løbe depechen videre på sin helt egen måde.

Copenhell er i sig selv blevet en institution i dansk kultur, som alle har hørt om og som er et fast tema i Go’ Morgen Danmark og lignende, når festivalen løber af stablen. Men de mange gæster og den brede profil har også fået flere til at søge mod mere kuraterede festivaloplevelser.

Metal Magic kunne i år melde udsolgt med 1.200 billetter. A Colossal Weekend nærmede sig udsolgt, og de helt små festivaler som Boringhell og Heavy Agger kunne efter få timer melde udsolgt til næste års udgaver. I Roskilde var der også udsolgt til Epic Fest, der med sin ærlige power-profil tiltrækker mennesker fra hele verden.

Der er med andre ord masser af godt at sige om metalscenen, men vi udvikler os ikke ved blot at hvile på laurbærrene.

Vi skal videre.

Nakkeknækker blev til Neckbreakker og på samme tid er de et håb for fremtiden og et tegn på alt, der er galt. Unge laver musik som gamle roser – fordi den lyder som den musik, de gamle hørte, dengang, for længe siden, da de selv var unge.

Vi vil se flere modige hybrider, mere vildskab og mere vovemod. Flere konstellationer, der kan få hardstyle og hårde technobeats til at fungere i vores genre-kontekst. Der med mod og lyst lykkes med at skabe unikke koncertoplevelser, som John Cxnnor gjorde det i sommer. Flere bands, der finder inspiration uden for de gængse genrer, som Gradience, der lykkes med at mixe trip-hoppede beats, trap og r’n’b med black metal-elementer. Eller som Meejah og Hiraki, der sammensmeltede deres i forvejen komplekse og tætvævede udtryk til en ny syntese.

Vi vil se festivaler og venues belønne de modige med bookinger.

Vi ønsker, at kunstnerne, arrangørerne, bookerne og promoterne skuer fremad. Fremtiden er ikke blot en refleksion af fortiden, men også en lyst til at gøre det anderledes og uventede.

For det mørke og det tunge er det samlende for vores scene. Vi benægter ikke, at det tidligere var forvrængning og forstærkning, der alene udgjorde fundamentet, men der er vi ikke længere. Derfor ER The Prodigy et oplagt og naturligt valg for Copenhell, også selv om de jo ikke i sig selv er et fremadskuende navn. Det er derfor, vi på alle vores individuelle årslister fremhæver alt mellem himmel og jord, alt med afsæt i en kærlighed til musik, der ikke kun kærtegner, men som udfordrer, og tør gøre noget andet end det sædvanlige.

Det er hvad vi kræver mere af; i 2025 og for altid fremover.

Og med vores fordring for fremtiden glider vi let og elegant over i fejringen af 2024.


Årets danske album: Blazing Eternity

Strychnos var givetvis hyppigere repræsenteret - men Blazing Eternitys genkomst efter alle disse år vakte begejstring og landede højest på mange af årslisterne. En afspejling af en fælles kærlighed for et band, der selvsikkert kombinerer den gode sangskrivning med den episke dooms brede vingefang.



Årets internationale album: Blood Incantation

En god del af redaktionen har den med på årslisten. ‘Absolute Elsewhere’ er en uomgængelig mastodont. En definerende udgivelse, hvor ambitioner og visioner mødes i et transcenderende clash mellem ekstremmetal og krautet electronica. Blood Incantation har imponeret os flere gange, både på plade og fra scenekanten, men det her er unægteligt et kæmpe skridt fremad. Utæmmet nytænkning, og lige den vitaminindsprøjtning, dødsmetallen har brug for.

Apropos vitaminindsprøjning, så fik Blood Incantation konkurrence fra Knocked Loose, der gik igen på flere skribenters lister. Med ‘You Won't Go Before You're Supposed To’, udgav det amerikanske band en energiudladning, der står som et elegant bevis og påmindelse om, at hardcorescenen har umådeligt meget forskelligt at byde på i disse år.



Årets danske hit: Alkymist – ‘UnnDerr’

Selvom både Blazing Eternity og Night Fever var repræsenteret på fleres hitlister, så var der dog ikke enighed om hvilke sange, der stod skarpest fra deres side.
Det gør sig omvendt ikke gældende for titelnummeret fra Alkymists seneste fuldtræffer, der perfektionerer deres vekselvirkning mellem de massivt fuzzede lydmure og den tunge ambiens, tilmed flankeret af Peter Bjørnegs mest skælvende brøl til dato. Ti minutter, der slår så hårdt, at de føles som fire.



Årets internationale hit: Bütcher – ‘Speed Metal Samurai’

Meningerne stak i lige så mange retninger, som der er folk på redaktionen – men førstesinglen fra Bütchers seneste skud galimatias-speed/black er bare lige dén tand sejere, og så kan de andre redaktionsmedlemmer hoppe i havnen (et medlem af redaktionen har her overskredet sin beføjelser, men vi vil lade nåde gå for ret. Det ER et sejt nummer, red.)



Årets genfundne klassiker: Behøver vi være enige?

Så længe vi er enige om at fokusere mere på at kigge fremad, så kan vi altid pleje de bagudskuende tendenser hver især, når det måtte trænge sig på.
Onwards!

Årets koncert: John Cxnnor på Copenhell

Kulminationen på flere års koncerter skete fredag nat på Refshaleøens mindste og mest intense scener. Gehenna. John Cxnnor gennemførte det totale show, hvor gæster fra ind- og udland var med til at sende bandet og dets kreative performance op på et hidtil uset højt niveau. Vi har set dem gennem årene og været svært begejstrede. Denne gang tog de fusen på vores anmelder, vores redaktion generelt og hele det fremmødte publikum, der ikke lod begejstringen dæmpe af lidt vand fra oven. Årets helt store højdepunkt livemæssigt, ikke bare på Copenhell, men generelt.



Årets danske navn: Syl

Bandet satte omverdenen på den musikalske dagsorden med ‘afmagt’, hvor emner som krigen i Gaza og Socialdemokratiets aflivning af egne ideologiske principper blev taget under behandling. En vital og vovemodig opfølger til ‘alt godt’, hvor bandet havde deres meningers mod og bakkede dem op med hurtig og hidsig musik.



Årets internationale navn: Blood Incantation

Nogle  gange kræver det ikke mere at vinde denne ære end at udgive en fed plade – men ‘Absolute Elsewhere’ er så også i en helt anden liga! En interessant tilføjelse dertil er ‘All Gates Open’-dokumentaren, hvor vi som en flue på væggen kan følge tilblivelsen undervejs og få en bedre forståelse for, hvilken rolle Hansa Studios og alle de kunstnere, der indspillede der i 70’ernes heydays, har spillet i den forbindelse.
Nu bliver det så spændende at se, hvordan de kan holde momentummet oven på så ambitiøs en udgivelse – og hvordan de folder materialet ud live, når de gæster Amager Bio i april!

Årets nye, danske navn: New Money

Man kan mærke spilleglæden på trioens debutalbum ‘Dinero Nuevo’. Det kræver mod at lytte til mavefornemmelsen og forlade en succes som LLNN, men Christian Jamet Bonnesen gjorde netop det, og sammen med Simon Tornby og Niclas Jürs Sauffaus blev det til en spændende ny begyndelse, hvor støj og vanvidsenergi gik op i en højere enhed. Det tog vi en snak med dem om i sommer, inden livedebuten på Copenhell.



Årets nye, internationale navn: Doedsmaghird og Lambrini Girls

Dødheimsgard går kaotisk til værks i deres idélaboratorie af et sideprojekt, og det er netop dét, der gør Doedmagshirds ‘Omniverse Consciousness’ til en fascinerende, utæmmet kontrast til den mere ambitiøst anlagte mastodont fra hovedbandet sidste år.
Samtidig må vi også tage hatten af for den ‘Big Dick Energy’, der stråler ud af Brightons nye støjpunk-outfit Lambrini Girls. Pladen er på trapperne lige på den anden side af nytår, men singlerne indtil videre demonstrerer tydeligt, at de mener det og vil frem i verden – og Iggy Pop har allerede givet dem det blå stempel. Det tæller vel også for noget?

Årets comeback: Blazing Eternity

Et return to form, vi ikke havde set komme. Bandet også har budt på flere stærke gensyn i årets løb, bl.a. på Metal Magic Festival og på Odense Metalfest. Blazing Eternity har taget sig god tid til at sikre, at integriteten stadig står skarpt i sangskrivningen efter alle disse års fravær, og har, i modsætning til de mange andre comeback-cashgrabs derude, ikke misset et beat – lad det endelig ikke stoppe her!


Årets fysiske udgivelse: No material world

Mange tror ikke længere på fysiske udgivelser. Er det problematisk? Vi er milevidt fra tiden, hvor det var nødvendigt at købe en plade for at kunne høre den, men det er trods alt netop dét, som kunstnerne lever af – merch og pladesalg. Enkelte hylder Black Sabbath-boxsæt og 1000Fryd-strømper, men i det større billede er det ikke i den materielle verden, de fleste af os lægger vores støttepenge i disse år. Her kan vi alle blive bedre, for kunstnerne kan ikke køre langt på streaming-håndører og lommeuld, så husk også at støtte op om de fysiske formater – ikke mindst i vækstlaget, hvor støtten er desto mere tiltrængt!


Den missede vi i 2023: Alt og intet!

Ingen gråd over spildt mælk på tværs af redaktionen. Lidt forseelser forløste sig ude i koncertlandskabet, og så fik vi hurtigt indhentet det – videre i teksten!

Årets optur: Os selv!

Hvis alle de andre må klappe hinanden på ryggen til det årlige awardshow, så må vi vel også hylde os selv for at stå ved vores værdier. For at sikre den seriøse journalistik i metallens navn år efter år, for både at være, hvor massernes søgelys er rettet og have fingeren på pulsen i vækstlaget. Og for at have den største læsergruppe af metalhoveder herhjemme – det forpligter, så tak til jer!

Årets største skuffelse: Menneskeheden

Med den usikkerhed, der er internationalt med konflikter rundt om i verden, der truer den hverdag, vi alle lever, er der også indfundet sig en skuffelse over menneskeheden generelt på tværs af redaktionen. Det burde vi, kollektivt på tværs af kloden, kunne gøre bedre. Man skulle jo tro, at efter tusinder af år med konflikter over land og ressourcer, at vi var blevet klogere, men den læringskurve er åbenbart for stejl for homo sapiens.

Største ønske for 2025: Alt skal være vildere!

Livet er for kort til safeplayers og normcore-ryttere! Hvorfor skal vi kedes med middelmådige gengivelser af noget, der alligevel var bedre engang? Det behøver ikke være überkompliceret, det behøver heller ikke være 666 BPM – det skal bare ville noget mere og andet end bare at udvande bedagede dogmer. Vær farlige, udfordr normerne, stik ud fra pøblen og gør en forskel!

Det glæder vi os mest til i 2025: Festivalerne

Festivalerne er, hvor vi lærer nyt, hvor vi møder hinanden og læserne. Meget påstås at have været bedre i gamle dage, men lige netop nu ser det ud til, at festivalerne i den umiddelbare fremtid er værd at glæde sig til, men det kræver stadig en indsats.

Vi ønsker selvfølgelig, at festivalerne udfordrer os musikalsk, også selv om vi ikke er blinde for de økonomiske realiteter. Vi håber, at især byfestivalerne bliver mere forskellige i deres bookingtilgang. De mere skarpt profilerede nichefestivaler gør det allerede godt på denne front, og vi ser gerne Odense, Næstved, Viborg, Aalborg med flere søge deres egen identitet. Og vi ønsker det, fordi festivalerne er vigtige.

De er samlingspunkter og frizoner, hvor hverdagen glider i baggrunden. De er fyldt med festlig eskapisme, men hvis ikke bookingerne er skarpe, kantede og horisontudvidende, ender festen med at få en hul og ligegyldig klang.

Hvis man kun serverer os svundne årtiers ubehjælpeligt gendannede legender og sikre, genretrofaste indslag, så vil festivalerne sejre sig selv ihjel.

Vi vil have morgendagens stjerner og vitale, musikalske eksperimenter på programmet, og vi opfordrer publikum til at være nysgerrige og opsøgende. Kun sådan kommer vi videre.