Stay tuned for the next episode...

Stay tuned for the next episode...

Between the Buried and Me indfrier forventningerne med vanligt højt kvalitets-niveau. Men hvad er egentlig ideen i at opdele 'Automata'-serien?

Titel
Automata 1
Trackliste
Condemned to the Gallows
House Organ
Yellow Eyes
Millions
Gold Distance
Blot
Karakter
4

Gennem årene har det amerikanske progressive metal-band Between the Buried and Me været garant for højkvalitetsudgivelser. Hvis man ser bort fra bandets første to mere eller mindre stilforvirrede album, har kvintetten siden udgivelsen af ‘Alaska’ i 2005 været et fyrtårn i genren og i konstant udvikling. 2015-udgivelsen ‘Coma Ecliptic’ var med få undtagelser en af de stærkeste metaludgivelser i 2015 og sandsynligvis den bedste progressive plade det år. Til forskel fra tidligere udgivelser har ‘Coma Ecliptic’ et langt mere rocket udtryk og vækker på mange områder associationer til Queen og lignende musikalske koryfæer. Det skaber naturligt høje forventninger til bandets nyeste udgivelse, ‘Automata 1’.

‘Automata 1’ er det ottende studiealbum fra Between The Buried and Me. Det niende, ‘Automata 2’, udkommer senere i år. Man fristes næsten til at sige, at det naturligvis ikke bare er en almindelig udgivelse. Det er det i sagens natur sjældent, når Between The Buried and Me udgiver nyt materiale. De to ‘Automata’-album er naturligvis konceptalbum og er skrevet og komponeret omkring ideen om at kunne se andre folks drømme. I interviewsammenhæng har forsanger Tommy Giles Rogers Jr. udtalt, at de to album tager udgangspunkt i en hovedperson, der får sine drømme sendt ud til hele verden som en form for underholdning. Det bliver naturligvis misbrugt, og man følger hovedpersonens drømme og forandringerne i personens bevidsthed gennem historien.

Det er aldrig simpelt, når Between the Buried and Me udgiver musik. Musikalsk har de fleste med interesse for bandet sandsynligvis været ret spændte på, hvorvidt kvintetten ville forsætte med den mere rockede tilgang eller vende tilbage til de tungere toner. Førstesinglen ‘Condemned to the Gallows’ var en klar indikator på en tilbagevenden til en lyd, der i højere grad prægede en plade som ‘The Parallax II: Future Sequence’ fremfor ‘Come Ecliptic’. Men der er stadig masser af plads til storladene rockmelodier og skønsang. Især andensinglen ‘Millions’ har et utroligt poppet udtryk og en nærmest radiovenlig længde, som i særdeleshed er unormalt for amerikanerne.

‘Millions’ er et af de numre, hvor konceptet bag ‘Automata 1’ fremstår stærkest. Teksten handler om hovedpersonens søgen efter familiemedlemmer, som han/hun har mistet forbindelsen til. For Between the Buried and Me er ‘Millions’ nærmest et simpelt nummer. Til gengæld bygger sangen på en række ekstremt effektive elementer. Især nummerets midterpassage er en af pladens smukkeste og stærkeste passager. Heldigvis i stærk konkurrence.



Ikke overraskende er ‘Automata 1’ præcis den kvalitetsoplevelse, man kan forvente af den amerikanske kvintet. Der er tænkt over næsten hver eneste detalje. ‘Yellow Eyes’ er lige så kaotisk og proggy, som man kan forvente. Paul Waggoner serverer det ene solide riff efter den andet, mens Rogers på vanlig vis løbende varierer vokalharmonierne, fra brutal growlen til storladen ren vokal. ‘Blot’ er nummeret, som de fleste Between the Buried and Me-fans håber på, når en ny plade udkommer. Den 10:27 minutter lange skæring er stort set alt, hvad man kan håbe på af et typisk Between the Buried and Me-signatur nummer.

Isoleret er pladen stærk. Der er ikke meget at kritisere Between the Buried and Me for. Niveauet er vanligt højt, og det samme er iderigdommen. Da ‘Automata 1’ afsluttes, forlader vi vores hovedperson og historie med en kæmpe cliffhanger, som i enhver tv-serie med respekt for sig selv. Mere vil have mere. Historien, vi gennemlever, er spændende, men hvor vi på ‘Coma Ecliptic’ fulgte hovedpersonens tilstand i koma og en forholdsvis simpel storyline, er historien måske lidt for kompliceret denne gang?



Måske er det bare ekstremt irriterende at skulle vente på næste afsnit? Derved melder det helt store spørgsmål sig: Hvorfor skal vi egentlig det? Det her er ikke Game of Thrones, men et Between the Buried and Me-album. Vi er vant til de store armbevægelser, de flotte konceptalbum og de gode historier. Hvorfor skal vi denne gang drilles på den måde? Hvorfor ikke bare udgive begge plader på én gang? Ét dobbeltalbum, hvor man som lytter blev præsenteret for hele konceptet, hele historien på én gang? Det lugter desværre mere af penge end af kunstnerisk nødvendighed.

Til trods for lidt malurt i bægeret er ‘Automata 1’ en flot udgivelse, der lever op til mange af de forventninger, der er til Between The Buried and Me. Forhåbentlig afsluttes historien, og der skabes en rød tråd, når de to plader høres i forlængelse af hinanden. Det finder vi ud af senere på året. Indtil da kan ventetiden passende bruges på ‘Automata 1’.