Threshold bliver på tærsklen
Populær
Det britiske progmetal-band Threshold er tilbage med første udgivelse i 5 år. Den oprindelige sanger Damian Wilson er returneret til mikrofonen. Men et eller andet mangler.
2 - Return Of The Thought Police
3 - Staring At The Sun
4 - Liberty Complacency Dependency
5 - Colophon
6 - The Hours
7 - That’s Why We Came
8 - Don’t Look Down
9 - Coda
10 - Rubicon
Det nye album med Threshold har været ventet læng. Sangeren Damian Wilson vendte tilbage til bandet for anden gang for 5 år tilbage, hvor han erstattede Andrew McDermott, der desværre afgik ved døden sidste år.
Igennem tiden har de britiske øer haft et utal af progbands. Men der har ikke været så mange deciderede progmetalbands blandt udgivelserne.
Threshold spiller imidlertid progmetal, og der er da ind imellem også elementer i musikken, der leder tankerne hen modDream Theater og Fates Warning mv. Men Threshold har dog samtidig en kompositorisk indgangsvinkel til sangene, som minder meget om mere traditionelle britiske prog-bands som Arena, Pendragon og IQ, og såmænd også om Yes.
Albummet begynder lovende med sangen 'Ashes', der banker derudaf med en sej stacattorytme, og det fortsætter lovende i 'Return of the Thought Police', der kører på et sejtrækkerriff, der afløses af melodiøs sang, som igen afløses af noget elektronisk moduleret vokal, inden det hele ender ender i et klimaks med keyboardsolo og heftige riffs.
Den tredje sang starter også overbevisende med rå riffs, der afløses af klaver og følsom sang, men nu begynder der imidlertid at indsnige sig en lille tvivl hos undertegnede. Der breder sig nemlig en lettere fersk fornemmelse i produktionen. I alle sangende lyder Damian Wilson nemlig for pæn, ren og alt for lidt "rock'n'roll", og på samme tid virker det som om, at selv om instrumenteringen er fremragende og fejlfri, så er hele produktionen for klinisk. Det hele kommer til at lyde mere og mere ensformigt
Det er som om, at man fra sang til sang mister mere og mere af interessen, hvilket er synd, da de enkelte sange isoleret hver for sig faktisk er af ret høj klasse.
Jeg tror, at dette album måske kunne være blevet rigtig, rigtig godt, men det er som om, at der er et eller andet, der har lagt sig i vejen for det fremragende resultat - hvilket er overmåde beklageligt