Kort og kontant
Populær
Søndagsarrangementet med Between the Buried and Me forløb ganske på rutinen for hovednavnet, men det er altid kærkomment at runde ugen af med en omgang hegn.
2. Astral Body
3. Sun of Nothing
4. Disease, Injury, Madness
5. Telos
6. Fossil Genera - A Feed From Cloud Mountain
7. Mordecai
Taget i betragtning af, at tourbussen valgte at udsmykke sig selv med stikflammer på landevejen i england blot få dage før koncerten i Vega, var det imponerende nok at Between the Buried and Me overhovedet kom på scenen, men de virkede godt nok også lidt døde i sværen. Mere om det senere.
Allerførst skulle The Safety Fire tænde op under et godt fyldt Lille Vega. Jeg ankom desværre sidst i det korte sæt og det skulle vise sig at være en skam. Der var satme nogen der havde nørdet deres Yes - at dømme ud fra de snørklede guitarløb der ubesværet flød over den solide bund. Det er progressiv musik, når det virker!
Nå ja, og så var det altså let indtagende at kvintetten alle som én havde anlagt skovsnegl, samt spillede med deres instrumenter oppe over ribbenene, som en slags bestrengede hagesmække. For det er folk der er ligeglade med at det ikke ser mædl ud, men prioriterer at kunne spille deres ting og det kunne de. Jeg skal hjem og høre skidtet på plade.
Djentlemen
En god håndfuld var lige dele kommet for at se Periphery og Between the Buried and Me, og dem hørte jeg til fordi jeg simpelthen kender Periphery bedre. At de så kun fik en lille halv times spilletid var utilfredsstillende, for de rykkede hårdt og det blev aldrig kedeligt. Ja det var ligefrem lidt for spændende til tider, da materialet, hvis ikke holdt benhårdt og tight udført, godt kan blive en skizofren oplevelse hvor det er svært at følge med da numrene spænder lige fra Steve Vai-lir på guitar til det tungere materiale a la Down, men lir er selvfølgelig også i den grad påkrævet når man som Periphery har hele tre guitarister at gøre godt med.
Den korte spilletid og det indimellem manglende ”grip” kan måske skyldes at Peripherys trommeslager i starten af oktober vred skulderen af led og derfor er erstattet med kort varsel til disse koncerter. De holdt det dog lige på grænsen og dermed blev det korte sæt en velanrettet røvfuld, trods lyden var lige buldrende nok, så Spencer Sotelos cleanvokal ind imellem blev en uskøn mislyd ovenpå en flod af larm, men det var enkelte passager og gør ikke det store, når man er i hopla og er kommet for at svinge med garnet.
Tilbage til den bløde svær
Og så blev der strammet op på musikfronten. Between the Buried and Me er en sammentømret gruppe der forstår at skære den live og hvad Periphery manglede af skarphed blev her serveret overbevisende. Musikken var på én gang groovy, shuffly, hård, eksperimenterende og på mange måder lige i skabet. Der manglede blot entusiasmen fra Carolina-kvintetten, men de har nok haft travlt med at holde tungen lige i munden over de komplicerede arrangementer eller også har de vitterligt været rystede oven på bus branden. Publikum lod sig dog ikke sådan lige dysse ned og der var flere gange fællessang, nok mest under 'Sun of Nothing' fra albummet 'Colors' (2007) og afslutningsnummeret Mordecai fra 2003-udgivelsen 'The Silent Circus'. Between the Buried and Me er ret interessante idet de spiller et miskmask af mange forskellige typer musik. Der var referencer lige fra hårdtsparkende Meshuggah til Steve Morses syrede, melodiøse Dixie Dregs.
Hvis man undrer sig over at Between the Buried and Me slap afsted med at spille et sæt kun med syv numre, har det den simple grund at sangene er virkelig lange. Bare intronummeret White Walls varer på albumversionen over 14 minutter og mange af de øvrigt udvalgte sange omkring 10 minutter. Morderkaj, som outro nummeret hermed er døbt, var en velvalgt afslutning på en kontant aften, hvor nysgerrigheden på Between the Buried and Mes univers blev vakt, men en mere energisk tilstedeværelse var savnet.