Metallens 'Tubular Bells'
PopulærBetween the Buried and Me nyligt udkomne konceptalbum er en avantgardemetal-perle, der giver mindelser om Mike Oldfield-mesterværket 'Tubular Bells'.
2. Astral Body 5:01
3. Lay Your Ghosts to Rest 10:02
4. Autumn 1:17
5. Extremophile Elite 9:58
6. Parallax 1:15
7. The Black Box 2:10
8. Telos 9:45
9. Bloom 3:28
10. Melting City 10:19
11. Silent Flight Parliament 15:09
12. Goodbye to Everything Reprise 2:29
Devin Townsend, Düreforsög, Mike Oldfield, Pink Floyd. Associationerne er mange under gennemlytningen af Between the Buried and Mes seneste udspil, ’The Parallax II: Future Sequence’, der efter sigende er bandets første fuldlængde konceptalbum.
Ifølge den dertilhørende presseskrivelse er ’The Parallax II: Future Sequence’ fortsættelsen på sidste års ’The Parallax: Hypersleep Dialogues EP’, hvor vi blev introduceret for historien om ’Prospect I’ og ’Prospect II’, der på trods af millioner af lysårs adskillelse og uden kendskab til hinanden alligevel er sjæleligt forbundne og i sidste ende er én og samme person. Ved hjælp af disse figurer søger vokalist Tommy Rogers efter eget udsagn at afbilde ideen om menneskets destruktive karakter: At vi ødelægger alt, vi rører ved.
Sagt på moderne dansk, så får man lidt lange løg af at læse denne presseskrivelse, som stolpe op og stolpe ned skal præsentere og uddybe konceptet. Hold nu bare kæft og spil.
Som sagt så gjort, og hold da fast, hvor kan Between the Buried and Me spille. Det er imponerende. ’Parallax II’ åbner a la Devin Townsends ’Synchestra’ med den akustiske ’Goodbye to Everything’, og det første tema i den følgende ’Astral Body’ kunne ligeledes have været skrevet af Devin. Herefter kan man vel bedst beskrive albummet som metal-udgaven af Mike Oldfields mesterværk ’Tubular Bells’.
Der bliver flirtet med alle mulige og umulige instrumenter, rytmer og genrer og selvom inspirationerne er mange, forskelligartede og til tider tydelige, taber Between the Buried and Me aldrig sig selv af syne. Eksempelvis har Pink Floyd sneget sig ind i mellemstykket i ’Telos’, og ’Bloom’ lyder til forveksling som Düreforsög på ’Knee’. Alligevel orkestreres den 73 minutter lange, herligt eksperimenterende og på intet tidspunkt kedelige musikalske leg på mesterlig vis.
Eneste lille minus er den lidt tynde (over)produktion af de hårde stykker, der især får guitarerne til at virke livløse. Det kan imidlertid ikke overskygge, at Between the Buried and Me med ’The Parallax II: Future Sequence’ har begået lidt af en perle inden for avantgardemetal.