Canadisk King Diamond

Devin Townsend holder sig fremdeles til sin særprægede stil, og det skal man kun være glad for, mener Anders Molin. Enhver der har stiftet bekendtskab med Devin Townsends solokarriere eller hans tid i Strapping Young Lad, vil vide at det, canadieren foretager sig spænder mellem spektakulært og rablende vanvittigt. Seneste udgivelse, der omhandler rumvæsenet Ziltoids jagt på den ultimative kop kaffe, hører så afgjort til i den vanvittige ende.

Denne gang har Devin, måske for også at bevise sit eget geni overfor ham selv og omverdenen, valgt at gøre det hele selv, både indspilningen af guitar, vokal og bas, programmeringen af trommerne, samt producer- og mixe-arbejdet. Dette forsøg må siges at være lykkedes til fulde, eftersom at dette album - både mht. det instrumenttekniske og på lydsiden - er fuldt på højde med hans tidligere udgivelser.

Hvad det musikalske angår, er det svært at sammenligne med noget som helst andet end hans tidligere produktioner. Devin Townsend er uden diskussion en fantastisk guitarist og sanger, og det viser han til fulde med stor variation på begge områder. Han har en meget varieret vokal, der hersker både skønsangen, growl, skrig og hvad man ellers kan komme i tanke om af udfordringer for stemmen - og det kommer ham til gode på et komplekst værk som dette, hvor han som en anden King Diamond synger og fortæller handlingen gennem en masse forskellige personligheder.

I forhold til tidligere soloplader er Devin dog blevet en del hårdere i udtrykket, uden at det på nogen måde kommer i nærheden af Strapping Young Lad. De stille passager er taget væk til fordel, for en mere aggressiv rytmeguitar, en dunkende dobbeltpedal, skæve soloer og en generelt meget højere intensitet, selvom det ikke på nogen måde går udover hans flair for at skrive fængende melodiske sange.