Bedst, som man kender dem
Lik har lært at spille dødsmetal som i gamle dage og er bedst, når de gør præcis det, man forventer. Og mindre gode, når de afviger en lille smule fra dette.
Corpse, Corpsessed, Cannibal Corpse, Of Corpse… Blot nogle få af metallens lig-glade bandnavne. Korpset af bands, der leger med døden i bandnavnet har i overvejende grad dét til fælles, at de spiller dødsmetal. Det gør bandet, der har taget ordet til sig på svensk, Lik, også. Men ”lik” betyder også ”ligesom” og den dødsmetal, som Lik spiller, er ligesom dén dødsmetal, som Entombed og Dismember havde stor succes med i 90’erne. Komplet med den velkendte lyd af distortionpedalen fra Boss, model HM-2 med alle knapper skruet helt til højre.
Det har vi på ingen måde haft problemer med her på Devilution før, i hvert fald har denne anmelder storrost et skønt show på Richter og udtrykt begejstring for den forrige skive, ’Misanthropic Bleed’ fra 2020. Så præmissen for at kunne lade sig begejstre af noget, der emulerer en fortid, som pladesamlingen allerede har et pænt repræsentantskab af, er sådan set stadig til stede.
Duksedrenge i den gamle skoles pensum
Og der er gode takter på det femte album, ’Necro’, som leder hen mod en ligeså fin succes denne gang. ’Deceased’ lægger for med tempo og hooks, der sender tankerne mod Entombed, mens den mere melodiske ’War Praise’ derefter har ligeså fin energi og sætter kursen lidt længere ned af de svenske veje og parkerer ved Dismember. Også ’In Ruins’ med den doomede intro og det store omkvæd er et stærkt nummer, som ’The Stockholm Massacre’ følger fint op på med mere af den fede Dismember-hyldest.
Men alligevel så ender albummet bare ikke some et helt så interessant et lyt som det foregående værk. Man kan være nok så forelsket i lyden, den umiskendeligt svenske dødsmetallyd. Og selvom dén for fans som undertegnede instinktivt kan føles som at lægge hovedet på en blød hovedpude efter en udmagrende dag, så kommer der også et tidspunkt, hvor der skal form og substans i. Entombed/Nihilist gjorde måske lyden berømt, men den kom altså samtidig med, at der også var stærke, energiske sange klædt i fede riffs. Det er ikke nok at kunne emulere lyden perfekt.
Monotonien rammer
På ’Necro’ er der numre med fræs med hovedet under armen, hvor man mest bemærker en stærk trommeslager og et fornemt growl, men uden rigtigt stærke riffs, så daler intressen let. ’Morgue Rat’ er egentlig et kærkommet forsøg på at gå helt tungt og groovy og det bærende riff lyder som et, der er fedt at spille i øveren, men det bliver desværre lidt kedeligt at lytte på i længden, når det gentages i stor stil, og resten af nummeret ikke har noget, der gør tilstrækkeligt væsen af sig til at bryde det monotone.
Det sexfikserede element, som blev nævnt i vores anmeldelse af ’Carnage’, bandets andet album, som et kip med hatten til østrigske Pungent Stench, har også fundet vej til ’Necro’. I ‘Rotten Inferno’, der runder albummet af lyder det:
Living head, your insides used for pleasure
Fiddling fingers seeking moist, teasing myself with a rotten corpse
A self made fleshlight taken from the womb, I choke myself as I stroke myself
Your body, my wonderland, I climax in the face with a helping hand
Det er et nummer, som trods growlet har en slags stemning og monolog-stil, som i Body Counts ’Here I go Again’ fra . Næppe tiltænkt eller en større inspirationskilde. Men dét viser, sammen med numre som ’They’, og allerede nævnte ’Morgue Rat’, at Lik på deres femte fuldlængde prøver, at gå andre vej i dødsmetallen end lige ud af Entombed/Dismember-landsvägen. Problemet er bare, at det er lige præcis i de ligklæder, at Lik er stærkest.
Skarpe skud til sætlisten
Via en lille håndfuld numre troligt i den stil, hvor bandet tager sig skarpest ud, så er der trods alt afleveret kvalitet til lidt nyt eller en lidt længere sætliste, og Lik vil helt givet fortsat henrykke med sine fede, live-shows. ’Necro’ slår altså på ingen måde fejl, men man turde godt have håbet på lidt mere fra det stærke, velspillende band.