Døden overlever (trods) alt
Populær
Primitiv dødsmetal af stockholmerskolen, som dine forældre hadede den: LIK er fuldt bevidste om det absurde og dumme i deres musik, og de administrerer det med klasse.
Rid You of Your Flesh
Celebration of the Twisted
Dr Duschanka
Left to Die
Cannibalistic Infancy
Death Cult
The Deranged
Only Death Is Left Alive
Embrace the End
Som udgangspunkt er selvbevidsthed og specielt selvironi noget, man skal dosere med varsom hånd, når man laver metal, hvis det ikke skal kamme over i platheder og pastiche. En undtagelse fra den tommelfingerregel er dog splatter-dødsmetal, hvor det makabre og groteske gerne tager overhånd i en grad, så det absurde i det bliver selvindlysende. Jo værre desto bedre, og det er næsten at foretrække, når det bliver helt åndssvagt, fremfor når det bliver en tand for virkelighedsnært, og voldsdyrkelsen begynder at tangere det problematiske.
Hos LIK er det ofte decideret fjollet. På ‘Mass Funeral Evocation’ i 2015 syntes afsættet at være de sexfikserede østrigere Pungent Stench, men selvom musikken på opfølgeren ‘Carnage’ retter ind mod den klassiske svenskerdød, som vi kender den fra tidlig Entombed, Dismember og Unleashed, er teksterne fortsat lige så herligt tåbelige som på debuten.
Tag for eksempel ‘Dr Duschanka’ – og begynd med at lægge trykket på første stavelse i navnet og tænk på svensk, så har du en pejling om, hvor glødende alvorligt de mener det.
“Burning sensation
Torment cock devastation
Burning sensation
Penile death penetration,”
lyder det fængende omkvæd med en umpta-umpta-rytme, der er så gammeldags, at det ville være decideret bagstræberisk, hvis ikke det også var så charmerende i sin primitivitet. At sangen så efter eget udsagn bygger – løst – på et sandt hændelsesforløb hos en gynækolog, der endda lød det meget lidt seriøse efternavn, gør det ikke mindre tåbeligt, når der growles fraser som “Looking for infection / Force the penis to erection!”
Bajermusik
Pungent Stench og deres depraverede univers får såmænd også sin egen hilsen i ‘Celebration of the Twisted’, hvor syng-med-omkvædet lyder “Torturing the fisted / All hail the twisted,” og i ‘The Deranged’ får de rimet “A molesting, raping killing machine” på “Human flesh, his favourite proteine.” I den sejere ende må jeg så til gengæld fremføre, at omkvædet i ‘Embrace the End’ er det flotteste stykke metallyrik, jeg har hørt i år, som ikke er med på en Primordial-plade:
‘All flesh will fail
When bullets hail”
‘Carnage’ er med andre ord sådan en plade, det er oplagt at sidde og fnise til, mens man kæver bärs og råwer med på teksterne. Og man er på sikker grund, for der er intet at udsætte på LIKs take på den svenske dødsmetalarv. Det ville næsten også være mærkeligt, når medlemmerne har aftjent deres værnepligt i bands som Bloodbath, Repugnant og Katatonia, men alligevel er ‘Carnage’ en markant bedre plade, end i hvert fald jeg ville have forventet at høre i den boldgade i 2018.
Dødsmetal har desværre tit en tendens til at blive lidt vel trivielt og pøllet i det, og man kan med en vis ret spørge sig selv, om man virkelig har brug for endnu plade i Stockholm-stilen, hvis man ellers er bekendt med klassikerne fra den vigtige epoke. Men LIK vinder på en kombination af godt håndværk, både når det kommer til sangskrivningen og eksekveringen af sangene og på et fokus på at holde det råt og simpelt. Det udforskende, det lyriske og det genreafsøgende får de tre medlemmer afløb for i de andre bandsammenhænge, de indgår i; i LIK kan de koncentrere sig om den rådne kerne af død og fordærv.
‘Only Death Is Left Alive’ lyder en sangtitel, der fungerer som motto for hele ‘Carnage’: Når alle prætentionerne og genrenedbrydningerne lægges bag en; når man glemmer de mellemliggende års kreative ørkenvandring og den tilsyneladende ustoppelige strøm af bands, der bare vil spille den fede død, så er det det her, der bliver tilbage. Det er fundamentet.
Det er klogt nok til at vide, at det ikke er særlig klogt. LIK er meget bevidste om, hvad deres virkemidler er, og de forvalter dem så tilpas godt, at det er godt nok sådan.