På strejftog uden for metallen
Populær
Primordial hylder man ubetinget, ellers er man en forbandet poser. Den skygge af tvivl, singleforløberne måtte have kastet over ens sind, fejes triumferende bort af ‘Exile Amongst the Ruins’.
To Hell or the Hangman
Where Lie the Gods
Exile Amongst the Ruins
Upon Our Spiritual Deathbed
Stolen Years
Sunken Lungs
Last Call
Tænk, hvis Quorthon ikke var død tilbage i 2004, men havde kunnet fortsætte den kunstneriske genrejsning, han i årene forinden havde indledt. Tænk, hvis Quorthon havde kunnet holde på musikerne i Bathory, så han havde fået kreativt modspil af andre end sin far. Tænk, hvad Bathory kunne have været i dag.
Det er selvfølgelig tankespind og fantasier af den slags, man vemodigt trøster sig selv med, når man føler trang til at begræde metallens aktuelle tilstand. Få bands har før eller siden opnået den samme grad af arke-metallicitet som Bathory: Så heroisk storslået og fuldstændig blottet for ironi, så melodisk, så tungt. Så potent og skrøbeligt på samme tid, fordi menneskeligheden trænger igennem sprækkerne i panseret og viser sig i en stemme, der forgæves rækker ud efter de højeste toner, i alle de småfejl, der er med til at gøre metal interessant og levende. Det er de færreste bands, der uden at ryste på hånden og uden at ende i parodien, om den så er utilsigtet eller med et forræderisk glimt i øjet, kan indtage de stolte tinder.
Et af de bands er Primordial. Her på redaktionen bliver der slået ubønhørligt ned på de posere, der fornægter kelternes storhed, også når det er folk i vores egne tropper, der bedriver femtekolonnevirksomhed. Primordial tvivler man simpelthen ikke på: Primordial hylder man ubetinget.
Agtpågivenhed
Den præmis kan godt bevirke, at man går til en ny Primordial-plade med blandede følelser. Selvom man godt ved, at man slet ikke burde have følelser involveret i det og bare marchere lige lukt ind i den med stålsat vilje og fremskudt bryst, overbevist om, at Primordial nok engang vil bringe en sikkert hjem igen.
Men helte fejler også. Quorthon brugte et helt årti og 5-6 plader på det, og Primordial har tidligere taget et skridt til siden i stedet for at fortsætte sejrrigt fremad, som de gjorde på ‘Redemption at the Puritan’s Hand’ efter det store gennembrud med ‘To the Nameless Dead’. Når det så endda med de første sange, der blev sluppet fra ‘Exile Amongst the Ruins’, stod klart, at Primordial var ude i et noget andet ærinde end de store metalhymner denne gang og havde taget en drejning mod det mere rockede med en stærkere betoning af den keltiske folkemusik, er der grund til at gå til sagen med en vis agtpågivenhed.
Den fejes dog af bordet med en snerren og en skoggerlatter af åbningsnummeret ‘Nail Their Tongues’. Guitaristerne Ciáran MacUiliam og Micheál Ó Floinn kører parløb i et drøjt huggende riff udsøgt dekoreret med små licks, der leder frem mod en triumferende twinlead-harmoni. I spidsen for dem gjalder Nemtheangas stentorrøst, inden også han i omkvædet løfter stemmen op i den klart klingende tenor, som er blevet en del af hans kendetegn. Læg dertil bibelske referencer, påkaldelse af Lucifer og et koda, der trækker det indledende keltiske tema over i den black metal, som Primordial oprindeligt udsprang af og fortsat lejlighedsvist besøger, og uanset hvor meget Primordial formår, formår de ikke at fejle.
Hydraen fra Nordkanalen
Heller ikke når de derpå går videre med den lettere kontroversielle singleforløber ‘To Hell or the Hangman’. Kontroversiel, fordi Primordial her fjerner sig længere end nogensinde før fra det ur-metalliske, som de ellers traditionelt værner så stærkt om. De er bandet, der står bag så stolt knejsende sange som ‘Empire Falls’ og nyklassikeren ‘Where Greater Men Have Fallen’, og her lyder de mere som en blanding af U2 og Sólstafir.
Det er mildt foruroligende. Det er også overspændt og dramatisk med urovækkende lyddesign og en kraftpræstation fra Nemtheanga, der ruller hele registret ud, så vi fjerner os så langt som muligt fra indie-metal-associationerne, og ‘To Hell or the Hangman’ ender med en slags sejr, der efterlader en lettere perpleks over, hvad det dog er, man netop har overgivet sig til.
Det er et mangehovedet dyr, der på ‘Exile Amongst the Ruins’ rejser sig af Nordkanalen mellem Irland og Skotland. En Hydra, det kræver sin Herkules at betvinge. ‘To Hell of the Hangman’ står alene med sin retning, men så er der folkemusikinspiration i ‘Where Lie the Gods’, ‘Upon Our Spiritual Deathbed’ og den fuldemands-rørstrømske ‘Stolen Years’, som med sine fem minutter er den timelange plades korteste sang.
Først som sidst lyder Primordial dog som sig selv. Efter at have været et godt stykke rundt i krogene slutter ‘Last Call’ mere eller mindre samme sted, som ‘Nail Their Tongues’ begyndte. Nemtheanga growler, guitarerne broderer løs på de melodistykker, de plukker ud af den storm, de selv har pisket op med nogle gevaldige åretag i riff-kanalen.
Tænk, hvis Quorthon ikke var død. Så ville han skulle konkurrere med det her. Dét er i sandhed en skræmmende tanke.