Lig' i løgposen!

868186

Svenske Lik lyder, som om de har fået hjemlandets dødsmetal ind med modermælken, men da sangskrivning og lyd er i top, så accepterer vor anmelder, at det er så som så med originaliteten.

Kunstner
Titel
Misanthropic Bleed
Dato
25-09-2020
Karakter
4

Der er flere veje at gå i livet, og nogle vil være en tryg sti, hvor andre har gået. Her er sikkert, udgangspunktet er givet, og så kan man ellers forsøge at gøre det mindst lige så godt – eller måske ligefrem forfine det. På dødsmetalscenen gik Entombed ned ad den musikalske sti og slog et smut til venstre med debutalbummet 'Left Hand Path', som vi for nylig har hyldet i anledning af albummets 30-årsfødselsdag. En historie om en helt særlig guitarlyd og en bølge af svensk death metal, hvor bands som Dismember, Grave og Unleashed også fulgte med deres personlige twist til lyden. Sammen skabte de noget nyt. De viste ikke, om det var den sikre vej til succes, men det var her, passionen lå. Siden har andre så valgt den sikre vej, snuset til lyden af den svenske dødsmetal anno start-90'erne, og det er ikke så dumt, for metalpublikummet har stadig i stor stil et hjerte for denne type af dødsmetal, som hjemlige Bæst også har nogle paralleller til.

Lik er svenskere. Og tydeligt nok opvokset med udgivelser fra landsmændene i de førnævnte svenske bands. De kunne have valgt en anden vej, men kærligheden til denne stil var for stor, så de eftergør den. Også på 'Misanthropic Breed', som er bandets tredje fuldlængdeudgivelse. Og her er vi så ved det trygge. For nok er det trygt, men mange fejler ved ikke helt at kunne matche magien fra den første bølge. I magien ligger også en nostalgi, i hvert fald for dem, der lyttede med allerede den gang, og det gør det kun endnu sværere at klare distancen. Men Lik står distancen. Endelig, for selvom der var gode takter på forgængeren, så var det ikke helt nok til at henrykke.

Med gode sange kan man nå langt
Sangskrivningen og den tætte produktion med fyldig bund og de klassiske summende guitarer i rytmespillet, og den herligt reverbede lead-lyd er nemlig helt igennem velgjort. Sangene læner sig kraftigt op ad et mix a la gammelt Dismember og det mere melodiske senere Dismember, som stak hovedet frem på det selvbetitlede og indtil videre sidste album fra 2008. Så melodierne er ikke kun dystre, men giver også plads til twin guitar-harmonier a la NWOBH. Der er lidt groove hist og pist, og så er der lidt højoktan tempo i D-beat på ægte Entombed-manér.

Vokalen er herligt rå, ordene i teksterne velvalgte til at hjælpe vokalens catchy elementer frem. Trommespillet forholdsvis simpelt, men flettet godt sammen med basspillet, så det er det solide fundament, som guitarerne får lov at kaste et væld af megaseje riffs ud over. 

Lik har aldrig emuleret lyden af en tung mavepuster bedre, end de gør det her på 'Misanthropic Breed'. De er blandt de allerbedste bands, som har taget den originale svenskerdød til sig, for de har en sangskrivning, som er stærk og kommer med nye vinkler på den gammelkendte tradition. Ofte bliver de her gammelskoletilbedelser til en dunst af nostalgi og så alligevel et tydeligt plagiat. Lik lyder oprigtige, som om de mener det, og som om det er deres fornemste mission at holde liv i genren. De holder sig inden for rammerne af genren, men tilføjer også tilpas personlighed til at gøre sig relevante. Herlig dødsmetal!