Mellem Monty Python og en ny middelalder

329685

Anaal Nathrakh lyder, som altid, fristes man til at sige, både velkendte og eksperimenterende på album nummer 11, der er både storladent, fængende, bestialsk og modbydeligt.

Titel
Endarkenment
Dato
02-10-2020
Trackliste
1. Intro: The Birth of Tragedy
2. Endarkenment
3. Thus, Always, to Tyrants
4. The Age of Starlight Ends
5. Libidinous (A Pig With Cocks in Its Eyes)
6. Beyond Words
7. Feeding the Death Machine
8. Create Art, Though the World May Perish
9. Singularity
10. Punish Them
11. Requiem
Forfatter
Karakter
4

En af de få konstanter i Anaal Nathrakhs omfangsrige diskografi er, at man aldrig helt kan være sikker på, hvad man skal forvente. Med et udgangspunkt i black metallen, i de senere år tilsat en del industrial, har Birmingham-duoen altid været garant for at lade tingene stikke af i alskens retninger, hvor både noise, grindcore, power metal, dubstep og det meste derimellem har været prøvet af som elementer i det lydinferno, der er Anaal Nathrakh.

Således er forskellene også bemærkelsesværdige fra den to år gamle 'A New Kind of Horror' og til 'Endarkenment', bandets 11. fuldlængde på 19 år. Det kaotiske groove tilsat core-elementer og dubstep, der kendetegnede den krigstematiske forgænger, har måttet vige pladsen for en mere strømlinet, melankolsk og storladen lyd, der allerede stikker hovedet frem i titelnummeret og førstesinglen, hvis kæmpestore omkvæd oser af en klassisk heavy metal, der flere gange på pladen agerer pyntebærret oven på bandets kaosblack og gør 'Endarkenment' til Anaal Nathrakhs måske mest lettilgængelige plade til dato.

Dermed ikke sagt, at pladen ikke har et tydeligt Anaal Nathrakhsk aftryk. Den til tider næsten skabelonagtige intro bestående af et forvrænget skrig, et blackmetallisk riff og et blastbeat, der synes at åbne mange af bandets numre og udgør en hjørnesten, som de fleste af kompositionerne udvikler sig fra, er konstant til stede, eksempelvis i 'Singularity', og Mick Kenneys produktion og guitarlyd er som altid letgenkendelig. Ikke desto mindre synes 'Endarkenment' præget af en introvert melankoli og en melodisk tæft, som er noget mere fremtrædende, end den plejer at være hos englænderne. Det i en grad, hvor Kenney i 'The Age of Starlight Ends' kaster sig ud i noget så atypisk som et forsøg på en gedigen heltesolo, der aldrig rigtig kommer videre end forsøgsstadiet, men ikke desto mindre fremstår som endnu en udvikling i en retning, Anaal Nathrakh ikke i så høj grad har bevæget sig i tidligere.

Som det plejer, bare anderledes
Uanset i hvilken metallisk boldgade, Anaal Nathrakh spiller mur, er et gennemgående tema altid en let opgivende, bitterironisk tilgang til menneskeheden, hvis opførsel og mentalitet stille og roligt trækker den ned i et sort hul af intethed. Således også på 'Endarkenment', hvis hele tematik er en langsom bevægelse fra en oplyst æra for mennesket mod endnu en mørk intellektuel middelalder, hvor fornægtelsen af eksperter, videnskab og erfaring til fordel for personlige følelser, religiøse overbevisninger og antagelser er fremtrædende. Med en lyrik, der som sædvanlig er spækket med intertekstuelle referencer til alt fra Juvenal og evangelierne over Jens Bjørneboe og Julius Cæsar til Monty Pythons 'The Meaning of Life' trækker Dave Hunt os ned i sortheden mod menneskets endeligt, eksemplificeret ved pladens afslutningsnummer, der som en modsætning til Nietszches rekviem for Gud nu i stedet er en dødsmesse for menneskeheden, der må se sit endeligt i øjnene.

Jovist, stemningen er i top som sædvanlig hos englænderne.

'Endarkenment' er stemningsmæssigt ganske tydeligt en Anaal Nathrakh-plade. Alt er mørkt, koldt, hadsk og melankolsk. Numre som 'Beyond Words' og til dels 'Punish Them' og 'Thus, Always, to Tyrants' er så velkendt og typisk en blackindustriel lyd, som det overhovedet kan være for et band, hvis modvilje mod at stå musikalsk stille har defineret deres karriere.

Men resten af pladen er blødt op af melodi, store stemmer og åbne guitarer som et overraskende velfungerende modstykke til bandets mere klassiske lydmur af larm og nådesløse blast-rytmer. Anaal Nathrakh er blevet voksne, og mens de på et intellektuelt plan ikke er blevet en tøddel blødere og mere lettilgængelige i deres kompromisløse indstilling til kunsten, så har de mere end nogensinde før fundet pladsen til en harmonisk, melodisk og melankolsk-sentimental klassisk heavy metal-lyd, der alt andet lige klæder et band, der nægter at lade sig kategorisere som andet end ”ekstremt”. 'Endarkenment' er endnu et lille, vellykket eksperiment fra duoens side, hvor et nyt hus endnu en gang bygges på en gammelt, velprøvet og godkendt fundament. Også selv om huset ifølge Anaal Nathrakh, som resten af menneskeheden, snart vil falde og gå endeligt til grunde.