Dragende som natten, lang som en gråvejrsdag
Fates Warning viser både storform og overmod på bandets 13. album, som reddes af stærke sange over hvad, der for de fleste alligevel er en fin albumlængde, men er derfra noget mere på det jævne i de resterende 25 minutter.
13. Et ulykkestal for mange, et lykketal for andre. ’Long Day Good Night’ er også det 13. nummer i rækken af fuldlængdealbum fra amerikanske Fates Warning, som er og har været en af de helt store bannerførere for den progressive metal. Hvorvidt det er metal per se er noget, som forsanger Ray Alder i interview har stillet sig skeptisk overfor, og han falder således i samme bås som så mange andre musikere, der ikke er helt vilde med den der genrebesættelse, som anmeldere og metalfans kan have.
Det var nu nok metal i starten af Fates Warnings karriere, hvor de musikalske udgydelser var en slags teknisk power metal af den amerikanske skole, der siden skulle videreudvikle sig, så bandet i dag sammen med Queensrÿche og Dream Theater står som en treenig progressiv parallel til ’The Big 4’. Men ja, da den bløde vokal fra Ray Alder tog over fra John Archs mere distinkte, high pitchede vokal med de særlige fraseringer, blev den åbenlyse metal fra tid til anden gemt væk, mens noget mere rocket og eksperimenterende fik plads i forgrunden. Og nærmest poppet blev det i de største omkvæd. Men vellyd, det har der altid været.
13 er også antallet af numre på dette nye album. Det er også summen af den samlede spilletid, hvis man lægger tværsummen af spilletiden, 72:22, sammen. Fates Warnings længste album. Men længden er også en hæmsko, for der er momenter, som er bedre end andre, og sange, der står som skærende banal kontrast til det gode arbejde, pladen ellers også har så meget af. Det går ikke komplet galt, det er immervæk et teknisk dygtigt, velspillende og erfarent band. Men! Slugt i én mundfuld kunne man let have klaret sig med 25 minutters mindre spilletid, mens resten af numrene i en mere moderne, Spotify-zappende samtid, alt efter dagens humør, godt kan byde på noget hver for sig.
Veludført vokal trods Corona-pres
Corona -pandemien har både udskudt plader og sendt andre hurtigere på vej, da der først på året alligevel ikke var den store koncertaktivitet og intet kendskab til længden på nedetiden. For Fates Warning gav pandemien åbenbart også stress. Pladen skulle indspilles færdig senest pr. maj måned i år for ikke at blive meget udskudt i den anden ende. Ray Alder, der er bosat i Spanien, langt fra bandmedlemmerne i USA, måtte derfor indspille vokal under en total spansk lockdown. Det betød en tid med en kassevogn med møbler i stående uden for studiet i Madrid, og søvn i samme vokalboks, som sangeren indspillede i. Flytning var nemlig tilladt under denne lockdown, så den lille flyttevogn var skalkeskjulet, i fald kontrolposterne skulle kigge nærmere på hr. Alders gøremål for langt væk fra den vanlige spanske hjemmeadresse.
Men den stress lader sig nu ikke høre i hans vokalpræstation over det varierede album, som skuer ud over hele bandets karriere med Alder som medlem. Uden at det dog bliver helt så luftigt som 80’er-skiverne og de produktionsteknikker, som i dag nok ville blive betragtet som kliché. En afrundet, behagelig stemme og et væld af stærke vokalmelodierne.
Variation og Vera
Når bandet selv taler om et album, der breder vingerne godt ud over den efterhånden 35 år lange karriere, så er det nok alligevel med et størst fokus fra dér, hvor bassist Joey Vera (Armored Saint) kom med. Han medvirkede første gang på ’A Pleasant Shade of Gray’. Hans basspil har altid været spændende at følge. Selvom lyden på bassen og spillet varieres godt undervejs, så kan man sige, at hvor den netop nævnte skives baslyd var lidt spids og nærmest perkussiv, så er det en meget mere klassisk blød bastone, han har her på skiven. Bassen ligger godt fremme i mixet og laver alt fra den bærende og huggende, uptempo energi i ’Scars’ til passende bidrag til den jazzede intro på ’The Longest Shadow of Day’. Hans spil er en sand fornøjelse på skiven.
Legesygen, og en trommeslager, der har bandets ryg
Hovedsangskriver Jim Matheos har tryllet med riffene og rammer såvel den mere rockede, stemningsfulde tilgang fra ’FWX’ som en mere metallisk kant dén legesyge, som de længste sange på ’Disconnected’ samt det progressive værk ’A Pleasant Shade of Gray’ har.
Trommeslager Bobby Jarzombek spiller som vanligt interessant og er den stærke lim, som får både det mere ligetil og rockede til at swinge, men er også rygraden i de sære udbrud, som ’Long Day Good Night’ i interessante stunder byder os.
Spænder ben for sig selv
Samlet er det et album, som for denne anmelder har et par sange, som mindst er på niveau med materialet på de to foregående skiver. Det er et album, som for denne anmelder er stærkere end forgængeren, som min kollega her på sitet ellers gav fuld plade. Det skal dog her siges, at vi nok er enige om, at de seneste to plader fra Fates Warning har været gode, men jeg ville dog vægte ’Darkness in a Different Light’ højere end ’Theories of Flight’ i en rangering af Fates Warnings skiver.
Og hvor er ’Long Day Good Night’ så i forhold til de to? For mig bedre end forgængeren, trods dennes bedre bud på hit-materiale sine steder. Til gengæld har ’Long Day Good Night’ en fornemmelse af noget tidløst, noget, der kan lyttes på igen og igen, og de mange detaljer er noget, man bør unde sig selv at nyde. Den fede start med ’The Destination Onward’ og den både jazzede og tunge, metalliske og melodiske og bare fremragende ’The Longest Shadow of Day’. Eller hvad med den cool ’Now Comes the Rain’, som dels har lidt ’FWX’ over sig, men også er et nummer, som snildt kunne have været på Engines udgivelser, Alders og Veras (hedengangne?) sideprojekt.
’Under the Sun’ er det nedtonede nummer med strygere og det hele. Let kedeligt ved de første gennemlytninger, men det vokser og er et hårrejsende smukt nummer. ’Scars’ har som nævnt tidligere tempoet med sig; et uptempo, som ’Shuttered World’ og ’Glass Houses’ ud over fine vokalmelodier også har med sig.
Men imellem de nævnte numre er der sange, som ikke sætter sig helt så let. Velspillede, men uden egentlige højdepunkter. Som forbliver anonyme i sammenligningen. Et benspænd for det samlede udtryk, som – kan man kun give bandet ret i – spreder sig ret meget ud over alt det, som Fates Warning er og har været. ’Long Day Good Night’ er både fremragende og afventende, som en slags habil elevatormusik (hvis den slags findes i virkeligheden). Det er for det fremragende, at karakteren er givet, for det er trods alt i hvert fald tæt på 45 minutters absolut kvalitetsmusik af de godt 72 minutter i alt.