ACW 25: Fredag med fluer i suppen
Andendagen på Vesterbro begyndte og endte godt, men det, der skulle have været den cremede midte, lod noget tilbage at ønske.
Dagen begyndte tidligt med 40 Watt Sun i Basement. Det gjorde den dog ikke for mit personlige vedkommende, da jeg lige havde farmandsforretninger, der skulle gøres først. Og følsom rock spillet af eks-doomere er heller ikke min allermest elskede kop te, men jeg hørte på velinformerede og dannede vandrør, at Patrick Walkers koncert havde været god, så godt for dem, der var der, tænker jeg.
Min aften begyndte fint med Refuse to Surrender, aka de fire danske bands GAIA, Drukner, Bethmoora og Lucid Grave, som hyldede triphop-pionererne Portishead med doomede og tunge coverversioner. En vellykket koncert, som du kan læse mere om her. Min kollega hørte screamotrioen Frail Body i Store Vega , og det ville jeg egentlig også godt have gjort, men min body var frail og skulle have mad, så ned med mig til den belejligt opstillede foodtruck, som serverede mad, der smagte af mere. Et godt, nyt træk fra festivalens side, som måske kan udvides lidt næste år?
Med styrket krop skyndte jeg mig ned i Basements hyggelige beton- og stål-omgivelser for at se Lueenas, der henførte mig med deres loopede, lydmanipulerede og aldeles rørende strygerinstrumenter, mens min kollega hørte Valerian Swing. Hun var begejstret, men jeg var glad for arbejdsfordelingen denne aften. Valerian Swing havde et lidt for højt manbun-niveau til mig, og Lueenas var altså virkelig fabelagtige.
Så har vi balladen
Aftenens største navn, eller vel i hvert fald det, der knyttede sig flest forventninger til, var nok Kylesa, men hverken min kollega eller jeg nød deres noget mangelfulde koncert, og jeg valgte efter kort tid at tilbringe tiden udenfor med hyggelige samtaler i stedet for at se mere af den storm i et glas vand. Noget af det gode ved A Colossal Weekend er den intime stemning og de små pauser indimellem, som giver tid til snakke.
Næste timeslot var en lidt sværere størrelse, for hjertet ville både gerne høre Alkymist og Vulvatorious. Da man jo som bekendt kun kan være ét sted ad gangen, så endte jeg i kælderen sammen med Ditte Krøyer og co., mens min kollega tog sig af Alkymist i Lille Vega. Hendes oplevelse kan du læse om her, mens du kan læse om, hvorfor jeg nød Vulvatorious supervelspillede koncert her. Vulvatorious har spillet rigtig mange koncerter de sidste par år, og det kunne høres i Basement! Der var dog ikke mange sekunder til at fordøje oplevelsen efter Vulvatorious, for jeg skulle skynde mig op i Store Vega for at se en bassist iført crocs spille i jetstrømmen fra en vindmaskine. Jeg hadede stort set ethvert sekund af Elders rædselsfulde koncert, så jeg måtte alliere mig med en kollega, der er et større og bedre menneske, end jeg er, og derfor kunne bidrage med nogle mere rimelige betragtninger mellem mine hadefulde rants . Er det rimeligt at anmelde ud fra en grundopfattelse, der er så fyldt med animositet? Absolut ikke, men nogen må jo fortælle sandheden om Elder.
Efter den tunge, men dog fjerlette oplevelse var det rart at runde aftenen af i Basement i selskab med Zola Jesus, festivalens artist in residence, der under sit borgerlige fornavn, Nika, blæste mine ører ud og rensede min hjerne med sine pedaler og skrig. Det ender altid med et skrig, men det behøver ikke være en dårlig ting.