Glimrende takter fra undergrunden

Glimrende takter fra undergrunden

Stemningen var god til anden omgang af Blastbeasts initiativ The New Shit Showcase, hvis første udgave havde udmærket succes og har fået en lille håndfuld bands godt ud i de danske metalfans' bevidsthed. At dømme efter lørdagens arrangement, så er der igen to-tre bands, der er klar til en større eksponering her i 2015.

Kunstner
Titel
+ Gaia + Serpents Lair + Pataus + Odonata + Crassus
Spillested
Dato
10-01-2015
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

I Devilutions koncertkalender havde vi en stund skrevet forkert, så lørdagens arrangement var blevet annonceret som "The New Shirt Showcase". Heldigvis var der ikke tale om en modeopvisning og en hyldest til den sorte t-shirt, som klart og helt ventet var i flertal denne stormfulde aften i København. Hvor påklædningen måske ikke lige varieredes så frygteligt meget, så var der derimod en fin bred menu udi metallens subgenrer på programmet.

For et år siden stod bands som Evra, Bersærk og Lucer (under navnet L.A. Collection) på scenen til startskuddet på det, der allerede nu ligner en fast tradition for metalbloggen Blastbeast, der er drevet af to yderst sympatiske herrer. Evra spillede senere på Copenhell, og Lucer har også fået megen opmærksomhed med deres kække, festlige rock. Bersærk har ligeledes formået at få et par gode support-tjanser, men har endnu lidt til gode i forhold til de to andre bands' bedrifter efter udnævnelsen som new shit. Devilution var naturligvis til stede ved arrangementets første version, og det blev en ivrigt diskuteret artikel, som hævdede, at der blev spillet lidt for sikkert. Ikke fordi det var dårlig musik eller dårligt udført, men med en en filosoferen over begrebet "new shit" i baghovedet savnedes lidt mere selvstændighed end en spillen på tangenter, der er hørt så mange gange før, herhjemme såvel som i udlandet. Artiklen kan (gen)læses her.

Skribenten bag tasterne her var desværre forhindret i at nå sidste års arrangement, hvorfor der ikke vil blive sammenlignet med den forrige sæsons udgave. Igen blev arrangementet holdt i Pumpehusets lille sal, og igen var der en mødt en hel del nysgerrige og feststemte metalfans op for at se den håndfuld bands, som var blevet udvalgt som dem, der har lige lidt ekstra at byde på i forhold til de mange andre hårdtarbejdende bands rundt omkring i øvelokalerne.

Noget at bygge videre på

Tidsplanen var skrap med hele seks bands på programmet, og præcis kl. 19.30 stod Crassus på scenen, næsten klar til at levere en omgang thrash metal med progressive elementer. Med "næsten klar" menes, at da Blastbeasts Søren Weiss havde budt velkommen og præsenteret bandet, så skulle guitarer lige pakkes ud af taskerne, kabler sættes i forstærkeren og instrumenterne stemmes. Det ville have gjort starten mindre akavet, hvis det havde været gjort inden præsentationen, så man ikke fik to minutters stilhed og en masse øjne, der kiggede nysgerrigt op på et synligt nervøst band

Bandets medlemmer var af den indadvendte type, og der blev ikke sagt meget til publikum, der blev ikke gjort fagter eller ekspirementeret med andre former for showmanship eller publikumskontakt, der kunne presse en stemning frem i en sal, der ellers gerne ville feste. Musikalsk var der masser af gode elementer og fine idéer i den thrashede musik, specielt 'The Realm', men der kunne måske godt overordnet trænges til et lidt kritisk blik på de mange elementer i musikken og luges ud for derved at skabe nogle skarpere og mere sammenhængende sange. Baslyden var desværre lidt for høj, specielt med tanke på at dens lyd var temmelig kedelig og anonym og godt kunne have trængt til et mere tungt bid. Flere steder føltes det, som om bandet gik fejl af hinanden ved et nummers afslutning og starten på det næste, hvilket sammen med den passive fremtræden vidnede om et band uden så megen live-erfaring.

Vilje og leg

Herefter var det tid til Odonata, som efter at være blevet præsenteret yderligere smed et par ord på selv og kunne berette, at det kun var bandets tredje koncert. Men her syntes der dog ikke at kunne mærkes nogen mangel på live-erfaring, for her var der et band, der var meget mere på end Crassus, og som var villige til at søge ud over scenekanten. Specielt bandets bassist var en fornøjelse med sin synlige spilleglæde og livlige præstation.

Også lydbilledet var markant bedre her, end det var for aftenens første band, og sammen med viljen og god teknisk formåen betød det, at kvintetten kom rigtig godt fra start. Med lange numre betød det, at bandet kunne nå at spille tre numre for ikke overskride den tildelte spilletid i et stramt program. Stilen var progressiv metal med plads til leg og med tendenser mod "core-segmentet", ikke mindst fordi vokalen var i det rå, råbende register og ikke klassisk ren prog-vokal som i fx Dream Theater. Ikke helt så fermt som Between the Buried and Me, men stadig meget imponerende og en solid underholdning i den lille halve time, det blev til.

Dødsmetal – en gammel dansk kending

Dødsmetal! Det virker altid, i hvert fald er det noget, som altid har haft en sikker plads i vores lille land, når det har handlet om metal. Og det virkede også, som om publikum nu for alvor var på, da Pataus gav deres show denne aften. Bandet havde meget at byde på og fik en masse fed stemning ind i de brutale toner, som blev serveret primært i midttempo, hvilket gav masser af headbanging og højst sandsynligt mange ømme nakker dagen derpå. Sammenspillet var rigtig godt, selvsikkerheden i top, og så blev der ellers bare fyret energi af på bedste vis. Imponerende var også vokalen, når den gik fra de dybe brøl og ubesværet over i nogle høje skrig, der var et effektivt krydderi til musikkens tunge, lækre atmosfære.

Flere steder hørte man ordene "klart det bedste indtil videre" om Pataus, og det må siges, at der var styr på alle elementer fra vedkommende musik over show til live-lydens kvalitet. Om det er originalt nok til et større gennembrud er svært at sige, banebrydende som sådan var det egentlig ikke, men i høj grad effektivt og med så stærke sange og flid (og lidt held), så kan man nå langt.

Skinnet bedrager

Igen kunne man ønske, at Pumpehusets lille scene havde mulighed for at trække et gardin for, når der blev gjort klar til endnu et band. I hvert fald frygtede man – indrømmet fordomsfuldt – for kvaliteten i Serpents Lair, der skulle spille deres debutkoncert denne aften. Det faktum sammenholdt med de skikkelser, der gik rundt oppe på scenen med sorte klude (eller var det t-shirts?) bundet om ansigtet, hvilket så en kende tåbeligt ud, gav en frygt for en omgang prætentiøs wannabe-black metal.

Heldigvis skulle der kun få sekunder til at gøre alle fordomme til skamme, for da bandet først gik på, var lyssætningen dunkelblå uden frontlys, så medlemmerne blev til sorte silhuetter, og maskeringen kunne accepteres som virkemiddel. Samtidig var black metallen interessant, som den kom fra de fem folk på scenen. Den var til at starte med ret velkendt i sin lyd, men veludført og stemningsfuld. Det mindede i store træk om et mix mellem Solbrud og nyere Behemoth, men senere kom der flere dissonante riffs, lidt som små elementer fra et helt andet band i en helt anden stil: Scarred by Beauty. Men tilpasset, så black metallen ikke blev ladt i stikken. Alt i alt var det et uhyre interessant show med musik, der blev bedre og bedre, som tiden skred frem (og det gjorde den, for bandet gik vist lidt over tid). Modtagelsen var god, og det må siges at være en noget nær perfekt debutkoncert.

Bulder og bas

Så blev det tid til en trio, der i den grad kunne larme. Bassen i Gaia var dyb, sønderrivende og måske også en tand for overskyggende for guitaren. Det var musik helt ude fra afgrunden, hvor doom holder til og minder lytteren om livets pinsler. Fremførelsen var udmærket og professionel, men musikken savnede lidt flere holdepunkter, der også ville kunne huskes næste dag. Idéen bag var god, og der var bestemt noget originalt over det, men endnu manglede lige det skarpere materiale og nogle melodier eller riffs, som kunne huskes i længden.

Festlig afslutning

Tilbage i new shit-regi var Evra, der kan siges at være det band, som trak det længste strå efter sidste års arrangement, selvom pointen aldrig har været konkurrence, men snarere en introduktion til noget af det nye musik her i landet. Men med Copenhell-booking i kølvandet på sidste års show til The New Shit Showcase, så er det naturligt alligevel at tænke dem som "vindere" det forgangne år.

Det har naturligvis givet uvurderlig erfaring, og den gode energiske musik, der blander hardcore og lidt sydstatsstil til noget, der flirter med Cancer Bats energiske råhed og en fængende melodisk nerve, stod sig naturligvis også godt på scenen denne aften. Evra fungerede udmærket som den festlige afslutning på et arrangement, der godt nok var nået ud i mange kroge af metallens subgenrer. Der blev spillet lidt nyt materiale fra en kommende plade, og det lød, som om bandet har fat i den lange ende i forhold til finessen med at bevare energien, når et omkvæd bliver næsten poppet.

Men overordnet var aftenen bestemt ikke poppet, det var en sand aften i metallens tegn. Blastbeast vil vise bands, der har potentiale, og som endnu er i den ret spæde start. Det er altid et sats, og selvom der var noget, som godt kunne trænge til flere shows, før de sådan skulle "testes", så var der også bands, hvor satset virkelig viste sig på sin plads, og der var noget, som allerede nu kan være klar til langt større scener. Det er spekulation, og det er sådan set underordnet for de fremmødte koncertgæster, som alle må have fået god smæk for skillingen. Hyggeligt var det i al fald, og med god musik, så kan man ikke forlange mere. Det eneste, som slet ikke fungerede, var konkurrencen med stopdans – eller på metalsprog naturligvis stop-MOSH – hvilket faldt til jorden med et brag pga. deltagelse fra sølle tre moshere.

Karakterer:
Crassus: 2
Odonata: 3
Pataus: 4
Serpents Lair: 4
Gaia: 3
Evra: 4