ACW 25: En larmende frelser
Vanen tro har A Colossal Weekend hyret en resident artist. Dette år var det Zola Jesus, som gav et henrivende, improviseret noise-set på Basement.
Bevæbnet med pedaler, maskiner og en mikrofon sendte Zola Jesus os ud på en nærmest meditativ … Nej! Jeg nægter at sige rejse! Ved I, hvad der er en rejse? En rejse er en rejse. Det her var en koncert. Men I ved, hvad jeg mener.
Ovenpå Elders polerede perfektion, som nær havde kostet mig mit mentale helbred, føltes det rensende at blive badet i Zola Jesus’, her under sit borgerlige fornavn Nika, dronende langsomt muterende analoge maskinstøj. Buldrende basfrekvenser og distortede vokal-ekkoer mødte uendeligt selvoscillerende delays under en koncert, som føltes befriende formløs og medrivende i sin modsætning til stort set alt andet, man kunne høre under en i øvrigt velkurateret og kolossal weekend. Ind imellem er det bare rart at blive ført med af frekvenser, der ikke lader sig indordne under klassiske, musikalske regler om harmonik, rytme og struktur. Jeg tror, at alle ville have godt af lige at få rystet ørerne lidt på den måde, Zola Jesus rystede vores denne aften i Basement.
Eneste minus var, at seancen måske var en anelse kort, men måske var det i virkeligheden godt fornemmet af Zola Jesus at sige tak for i aften, da hun gjorde det. Jeg var stadig sulten efter mere, men måske var Basement generelt støjmættet. Uanset hvad var det en absolut fornøjelse at runde fredag aften/nat af med livgivende larm.