ACW 25: I ensom majestæt
Zola Jesus havde allieret sig med en strygekvartet noget af vejen, da hun lørdag eftermiddag viste sig fra sin mest skrøbelige side i et intenst – og til tider lidt kedeligt – sæt.
Men før vi kommer så langt så lad os lige dvæle ved strygerkvartetten, der går under navnet Absalon String Quartet. De fik 15-20 minutter på scenen for sig selv, inden Zola Jesus kom på scenen, og den tid udnyttede de til at lave noget, der mest af alt mindede om lydsiden til en stumfilm i 3 akter. Cinematisk musik kan betyde alt muligt, og typisk kan det være lidt langhåret for lytteren, særligt hvis man ikke er et menneske, der går meget op i film. Men Absalon String Quartet spillede det med en ligefremhed og en lethed, som må have sendt en masse lidt for hastigt løbende figurer op på publikums indre nethinde.
Koncerten startede med et hæsblæsende tempo for vores imaginære films to elskende, der med dramatiske øjne og fagter løber byen rundt, blot for at adskilles for en stund i anden akt. Man aner de vinkende tørklæder i dampen fra et gammelt lokomotiv, mens dramatiske bevægelser bekendtgør, at denne adskillelse er helt forkert. Men heldigvis kæmpede helten sig tilbage til sin elskede i tredje akt og fred og harmoni sænkede sig i musikken såvel som i vores lille kortfilm.
De fire musikere i kvartetten spillede godt, præcist og dynamisk og havde hele vejen igennem et dejligt humoristisk glimt i det musikalske øje, som bragte smil frem på de ret få fremmødte denne lørdag eftermiddag i Store Vega. Ret skal være ret. Det var tidligt på dagen, og salen var temmelig stor. Men når man skal have plads til både strygerkvartet og flygel på scenen kan den dårligt være mindre, og jeg gætter på, at det var derfor valget faldt på denne lidt for store sal, tidspunktet taget i betragtning.
De fire unge musikere fik dog alligevel store klapsalver, inden Zola Jesus kom på scenen, hvor hun i omtrent 30 minutter optrådte med strygerkvartetten med en række melankolske popsange, hvor strygerne i virkeligheden også godt kunne have været et keyboard. Det var lidt synd, at hun ikke udnyttede dem mere, end hun gjorde, for der var stort potentiale i hendes numre til at give den lidt ekstra gas på strengene. Alt i alt blev det en lidt halvkedelig omgang dog afbrudt af nogle fine indslag, som fx det kammermusikalske nummer et kvarters tid inde i koncerten, den sarte violin og den smukke, varme cello.
Efter omtrent 30 minutter blev kvartetten sendt på frikvarter og Zola Jesus indtog stolen ved flygelet hvor hun sad alene på den store scene og spillede sine numre. Hun er en dygtig pianist, og hun synger smukt, om end jeg ikke er helt tosset med det lidt nasale, der kommer op i hendes stemme i de accentuerede stykker.
Efter en hyldest til komponisten fra 'Eraserhead', sluttede Zola Jesus af med en ukrainsk folkesang, som var en hyldest til faldne soldater. Absolut koncertens smukkeste sang og bestemt også den sang, hvor vi fik hendes stemme fulde rækkevidde at høre, da hun for første gang i denne koncert vovede at træde ud, hvor det blev grimt, med primale skrig, der blev som et musikalsk billede på de rædsler, som alt for mange lever under og med hver dag.