Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

ACW 25: Alle mine homies hader mænd, der hader kvinder

Updated
Colossal Weekend 2025  L1010477
Colossal Weekend 2025  L1010490
Colossal Weekend 2025  L1010508
Colossal Weekend 2025  L1010511_1
Colossal Weekend 2025  L1010514_1
Colossal Weekend 2025  L1010523 1_1

Vulvatorious satte Basement i flammer med en yderst velspillet og engageret koncert.

Kunstner
Spillested
Koncertarrangør
Fotograf
Bjarke Ahlstrand
Forfatter
Karakter
4

Med Signe tilbage fra barsel kunne Vulvatorious bryste sig af hele tre guitarister, og det fyldte godt, på en positiv måde, i lydbilledet. Allerede under andet nummer, en veloplagt version af bandets gennembrudsnummer, ‘Cunt War’, var publikum godt med. Bandet spillede tight – det er meget tydeligt at høre, at sidste års succes og deraf følgende spillejobs har givet bandet en sejtrækkende skarphed – og sanger Ditte Krøyer gjorde som sædvanlig en god figur i front. Og med front mener jeg forrest på scenen, nede blandt publikum, oppe på Basements ståltrappe, alle vegne. Der manglede bestemt ikke energi hos hverken instrumentalisterne eller den hanekamsbærende indpisker, som mellem numrene gav os hårdt tiltrængte opsange og kampråb.

Der er noget opløftende over bandets politisk ladede sange. Er man sådan en, der ind imellem kæmper lidt med at holde modet oppe, når man kigger rundt på verdens fortrædeligheder, så var der fornyet kampgejst og en følelse af ikke at være alene at hente hos Vulvatorious denne aften i kælderen.

‘Så Dø’ var et andet nummer, der fungerede superfint denne aften, men det var i det hele taget en rigtig fin aften for sekstetten. Deres punkede og sortmetallisk klingende, crusty musik egner sig exceptionelt til en smådystopisk betonkælder. Vi kunne mærke riffsene, og vi kunne mærke hinanden. Og vi kunne mærke tilstedeværelsen hos bandet. Den fornemmelse peakede med ‘Fuck You, Incel’, som måske ikke kan karakteriseres som bandets mest elegante eller velkomponerede sang, men som altid synes at fungere i en livesammenhæng, og således også denne aften, hvor en skov af udstrakte langfingre gik direkte ud til mænd, der hader kvinder. Og sådan bør det også være. Alle mine homies hader mænd, der hader kvinder.

Aftenen som helhed tegnede et billede af et band, der er så velspillende og gennemslagskraftigt, at de snildt kan spille store scener op, men det betyder ikke, at de ikke også hører til på de små scener. Denne aften var de i hvert fald i deres rette element  i Basement.