ACW 25: Farrock med vind i håret
Elder er et af verdens mest fesne og elendige bands. Det er også et af verdens bedste og mest lækkert spillende bands. Så meget kan vores to udsendte anmeldere blive uenige om.
Jesper: Kors, hvor jeg dog hader det her lort. Elder lyder som Dizzy Mizz Lizzys bongrygende fætre. Det der funky antrit og elegancen, mand. Det ødelægger det fuldstændigt for mig! Det gør ikke noget, at de er dygtige – jeg mener, vi har jo begge to lige været til en blændende koncert med et superdygtigt band, nemlig Blood Incantation – men Elder er dygtig på en måde, som får mig til at hade livet.
Mads: Blood Incantation er ultragennemført og gennemtænkt, velkomponeret, totalt sej geekcore. Til sammenligning er Elder muligvis nogle af tidens sejeste retroproggere, når de er bedst. Når de er værst, producerer de røvsyg fidlihutrock. Det er meningen at jeg skal være modvægt, fordi jeg godt kan lide Elder. Men fordi de er på jubilæumstour med ‘Lore’, af alle plader, så giver jeg dig helt ret, fordi det er en dødssyg plade. Men indrømmet, var jeg på det her tidspunkt af min fyraften pænt stiv og på selvbetalt billet, så jeg var ikke ret svær at overbevise, fordi de spiller eminent.
Jesper: ‘Legend’, som de spillede som det andet nummer, har de her lange, proggy forløb med svævende helteguitar ovenover, og sangeren synger superflot og nærmest krystallisk rent. Det er sådan set ret imponerende, men jeg kan simpelthen ikke ryste den der følelse af mig. At Elder er lyden af Martin Brygmann, der laver et metalsoundtrack til en stort opsat sommermusical ude i Hareskoven.
Mads: Den får du. Bortset fra at jeg faktisk respekterer Elder.
Jesper: Bukker og takker. Det er nok det med respekten og den grundlæggende kærlighed til bandet, der gør forskellen. Og der er vindmaskine til bassistens hår og wahsolo. Rockklichéerne står i kø for at give mig akut spleen. De er bedst, når de lader et hypnotisk groove stå alene uden at spille guitar med pikken, men det gør de lidt for sjældent.
Mads: Jeg kendte måske/måske ikke fjolserne, der skulle op og sidde på skuldrene, som med partyfingre ud til siderne og uden skam i livet vendte sig 180 grader til alles skue. Da Elder spillede live, slugte vi vist både deres rockklichéer og guitarpikke råt.
Jesper: Det synes jeg faktisk er smukt! Jeg ville ønske, jeg kunne have haft det sådan, men ak. Jeg stod bare der med min (u-)retfærdige harme, men så sneg Elder sig ind på mig! Under titelnummeret fra ‘Lore’, den plade, vi jubilæumsfejrede denne aften, tog jeg mig selv i at nikke med nakken til groovet. Bølger af skam væltede naturligvis ind over mig, men problemet er, at de spillede så godt. Det rev mig med, men heldigvis var det totale fravær af gravitas med til at redde mig væk fra glidebanen. Elder har tungt rockende riffs indimellem, men de har ikke nogen følelsesmæssig tyngde.
Mads: Du skal ikke skamme dig, Jesper. A Colossal Weekend er spækket med følelsesrig musik, hvorimod at Elder til sammenligning er den reneste farrock. Jeg tænker at farrock blandt andet kan karakteriseres ved følelsesmæssig lethed - et letsindigt frirum fra at forholde sig til følelser. Det har sådan et par mandslinger som os brug for en gang imellem. Og du er tilmed endda far. Det er biologisk betinget, at du rocker med.
Jesper: Haha, ja, det har du ret i. Under ‘Spirit at Aphelion’ fik jeg en ret far-agtig tanke. I en mere retfærdig verden ville et diminutivt Stonehenge af skum sænke sig ned over bandet, men det her er ikke en retfærdig verden, og det ville heller ikke være retfærdigt over for bandet. Men jeg havde lyst til det. Og så far-agtige er mine gammelmandsreferencer!
Mads: I ‘Spirit at Aphelion’ får vi netop de førnævnte hypnotiske grooves. Der er ingen tvivl om, at det er der, at bandet brillerer. Ellers var højdepunktet for mig også, da de endelig blev færdige med ”Lore’tet” og spillede ‘Halcyon’ fra ‘Omens’. Den sang er ægte episk, og den plade er nok der, hvor Elder bedst lykkes med at kommunikere nogle stemninger og følelser, som ikke enten er fuzzede, seje bongtåger eller evindelige strømme af ligegyldigt guitarlir.
Jesper: Hvis den her koncert var en frisure, ville den være frosted tips, men virkelig, virkelig high end. Vidal Sasoon-tips. Men wow, hvor spiller de ubesværet perfekt. Hvad skal man dog synes?
Mads: Jeg synes at vi skal på frisørdate og have en øl.
Jesper: Perfekt!
Mads: 4/5
Jesper: 2/5