ACW 25: Fuck reglerne
Valerian Swing har åbenbart sat sig for at smadre alle kasser, og det gjorde de noget så eftertrykkeligt, og de var for skribenten den klare vinder i kategorien "Årets bedste booking".
Det italiensk/tyske orkester Valerian Swing var i konkurrence med Lueenas, da de omkring kl. 20 og lige efter vanvidskoncerten med Frail Body, indtog Lille Vega. Og selvom min anmelderkollega helt klart var begejstret for at vælge Lueenas, så må jeg blot konstatere, at Valerian Swing blev den bedste koncert for mig på dette års A Colossal Weekend. Lige på og hårdt gik orkestret i gang med deres meget særegne musikalske bastard, der er helt fri for alle konventioner, skrevne som uskrevne. At beskrive det som math-rock virker så utroligt fattigt. At beskrive det som post-rock virker lige så fattigt. For ingen af de to genrer fyldte det store i koncerten, der i en sæbeboble af en art eksperimenterende jazz formåede at få drum ‘n’ bass-elementer flettet ind i skøn forening med en heftigt forvrænget guitar. Alt sammen i et rytmisk univers, hvor de fleste må give fortabt, med et lækkert overlag af 70’er-synths og styret igennem af en trommeslager, der kunne tælle til mere, end jeg kunne.
Vokalsiden var mindst lige så bizar, og en overgang lød det som om at guitarist/synthesizer-betvingeren frembragte besværgelser over publikum med vokallinjer spillet baglæns blot for at give plads til en omgang rap.
Det var let og legesyg musik med en kerne af sort stof, der sugede alles opmærksomhed til sig, og som tvang lytteren til at tænke, tælle, lytte eller bare være i musikken. Det var kreativitet af den slags, der ikke lader sig betvinge, og som heller ikke rigtig egner sig til at blive stoppet ned i en kasse. Faktisk lød det mere som om at selve formålet med projektet var at sprænge alle kasser i stumper og stykker.
I nøje planlagt, u-ordnet kaos blev vi kastet rundt mellem jazz, ekstremt smadder, rap og stille sjælfulde stykker, der desværre led noget under, at dele af publikum mest af alt tog de lidt lavere decibelniveauer som et tegn til at dele en eller anden ligegyldig historie med sidemanden – men på et lydniveau, der ikke var tilsvarende justeret. Kun med møje og besvær lykkedes det mig at forblive i min glade musikalske boble, mens flere irriterede lyttere vendte sig om med stadig mere irriterede bevægelser, for hvor er det dog så utroligt irriterende at få sin koncertboble punkteret.
Heldigvis blev der sat prop i snakkeriet hen mod slutningen af koncerten, og med horn og langt episk crescendo sluttede Valerian Swing præcist på samme vilde måde, som de startede, og endte for mig med at være årets bedste booking, og selvom de ikke løber med magasinets vildeste karakter, så bliver det på alle måder fem af de sorte firkanter med kryds og slange herfra.