ACW 25: En storm i et glas vand
Kylesa er kommet ud af deres hi efter 10 år i dvale, og fremstod desværre ikke helt færdigbagte trods syv studiealbums og en lang karriere.
Kylesa, der i sin kerne består af forsanger og guitarist Laura Pleasants og Philip Cope, gik på scenen i Store Vega på slaget 21.00, hvor stemningen var tæt og vibrerende. En stor satsning for festivalen, som man kan læse mere om i vores interview med booker Jeppe Nygaard Christensen, og bestemt ikke et ligegyldigt navn at få på en festival af ACW’s størrelse.
Et par uger forinden underholdt Kylesa publikum på Roadburn Festival og kraftigt nudged af vores anmelderkollega på et andet magasin, var jeg nødt til at se, hvad al den hype handlede om. For Kylesa er er efter deres genopvågning kommet ind i noget af en hype. Men kunne hypen bære? Det korte svar er desværre: Nej.
Musikalsk bevæger amerikanerne sig i krydset mellem sludge og stoner, krydret med elementer fra hardcore og punk. Egentlig en besnærende blanding, som jo ganske givet også er medvirkende til bandets store popularitet. Det er helt enkelt mere tilgængeligt end deres mere stilistisk rene brødre og søstre i andre bands. Det giver mening.
Og mange af deres kompositioner var da også virkeligt gode. Der var gode melodier, der er gode hooks, der er godt riff-arbejde. Laura Pleasants’ vokal var virkelig stærk og blev – efter min mening – brugt alt alt for lidt. De numre, hvor hun havde stafetten, var de klart stærkeste i koncerten, mens Philip Copes tynde skrig var grænsende til dårligt og noget, jeg sagtens kunne have undværet.
De fængende numre holdt dog kun vand i kort tid, og efter ca. 20 minutters koncert var nyhedsværdien hastigt på retur. Enkelte interessante intermezzoer af noget andet fik aldrig rigtig lov til at vokse sig store og blev desværre hver gang afløst af mere af det samme. Visse steder lød Kylesa som et band, der netop er blevet dannet og var vokset lidt vel hurtigt. Det var, som om mange af kompositionerne ikke var tænkt til ende, ikke var færdigbagte, og der var mange løse ender, der aldrig blev samlet op, men som bidrog til et sjusket helhedsindtryk og ikke mindst indtrykket af et band, der måske i fordums storhed levede op til den kæmpe hype, der er skabt omkring deres navn, men som ligesom så mange andre, der vågner op til dåd efter årtiers dvale må sande, at alle de andre har overhalet dem indenom.
Koncerten blev heller ikke det store trækplaster på gulvet, som der var lagt op til. Der er nok mange, der har anskaffet sig en billet til festivalen med et stift blik på Kylesas navn på plakaten, men da vi nåede til deres store hit, ‘Unspoken’, var salen ikke længere fyldt og mange var gået – ikke til noget andet men måske i højere grad fra koncerten, da intet andet spillede på samme tidspunkt.
Aftenens sidste nummer, en time efter koncerten gik i gang, var underligt nok også deres bedste. I stedet for at prøve at være alting, valgte de side, og det klædte dem enormt. Det ændrer dog ikke ved, at helhedsindtrykket lige præcis og netop rækker til tre af de sorte firkanter.