ACW 25: Overgiv dig til mørket
Fredagen på A Colossal Weekend blev sparket i gang på langsom, tung vis med beats fra Bristol fortolket af danske doomstere.
GAIA - Over / Wandering Star
Bethmoora - All Mine
Drukner - Machine Gun
Under det fælles navn ‘Refuse to Surrender’ udgav de fire bands GAIA, Lucid Grave, Bethmoora og Drukner hver deres fortolkning af et Portishead-nummer som støtteplade for Sind Ungdom. Et yderst sympatisk projekt og, heldigvis, også en vellykket plade, som vi anmeldte positivt i disse spalter.
Denne fredag skulle vi så opleve samme bands spille deres langstrakte fortolkninger live, og første band var Lucid Grave, som leverede deres stærke og stærkrockende version af ‘Glory Box’ fra debutalbummet ‘Dummy’. Ligesom på pladen forvandlede Lucid Graves Malene Pedersen originalens skrøbeligt inderlige vokal til en langt mere udadvendt klagesang. Et godt træk, som gjorde denne version til bandets egen, og hun og resten af bandets let psykedeliske og sorgfulde output skabte straks den rette stemning i Lille Vega. Der er et vist personsammenfald mellem Lucid Grave og GAIA, nemlig i form af guitarist Kriller Andersen, som muliggjorde en ret flydende og ikke alt for langtrukken changeover mellem de to bands. Det fungerede godt, og det gjorde overgangene faktisk generelt, hvilket man ellers kunne have frygtet ville være en hæmsko. Under hele koncerten hjalp folk fra de forskellige bands hinanden musikalsk. Det gav en skøn fornemmelse af fællesskab, og GAIA, med førnævnte Kriller på guitar, trak ‘Wandering Star’ ned i et stjerneløst, kosmisk mørke. Tungere end originalen (naturligvis) og med en stemning af, at håbet faktisk er ude. I min anmeldelse af pladen nævnte jeg Black Sabbath som inspirationskilde, men det var mindre åbenlyst live, hvor jeg synes, nummeret åbnede sig endnu mere for mig og fremstod mere i sin egen ret. Det var bestemt en fornøjelse, der ligesom havde en smule mere kant live.
Med smukt sitrende og dronende synths som overgangsrite, mens en bas lige blev fikset, nærmede vi os nu kæmperne fra Bethmoora, som gav sig i kast med ‘All Mine’ fra Portisheads selvbetitlede andet album. Hvor originalen simrer i vel nærmest ironisk James Bondske hornstabs, er Bethmooras version en støjende, bidsk køter med en en overvældende tyngde under den langstrakt heksede gravrøst, der forlener Beth Gibbons’ ord med en afsjælet energi. Det hele var så grumt og dystert, at det var svært ikke at smile bredt, mens han lutredes i den fortættede stemning. Forbilledligt!
Sidste band på scenen var Drukner, der spillede en personlig Portishead-favorit, nemlig ‘Machine Gun’. Bandet har i deres version beholdt det karakteristisk stivbenede, artilleri-klingende, rytmiske ostinat, men føjet en koral elegance til på vokalsiden, som fungerede fint som kontrast. Allerbedst blev det dog, da medlemmer af de tre forrige bands hen mod slutningen gik på scenen, så vi som kulmination på en fin koncert fik en veritabel mur af lyd fra hele fem guitarer, der nærmest hensatte os i trance under den lange outro med dets vægtige fundament, som faktisk fint kunne tåle de mange gentagelser.