Døden basliggjort

Populær
Døden basliggjort

Northern Discomfort bød på to dages doom, sludge og generel menneskelede i sommersolen.

Titel
Aguirre + Bad Luck Rides On Wheels + Bethmoora + Coltsblood + DieselOkkult + Dirt Forge + Frogskin + Gaia + Leechfeast + Nest + Ocean Chief + Officium Triste + Recitation + Saturnine + Slowjoint + Tons + Walk Through Fire + Øresund Space Collective
Spillested
Dato
06-05-2016
Genre
Fotograf
Jon Albjerg Ravnholt

Alt er nedskaleret. Sandt at sige var Heavy Days in Doom Town også eskaleret voldsomt i løbet af sine fire år med kunstudstillinger, markedsboder, biograf, og hvad har vi. Bands fløjet ind fra Japan og USA eksklusivt til lejligheden, koryfæer hevet frem af gemmerne, særlige shows med bands uden for scenen, der fik lov til at bygge videre på den særlige vibe, der var til doomfestivalen. Sådan er det ikke meningen, at det skal være på Northern Discomfort: Der er ingen afstikkere, ingen festlige indslag, ingen seancer. Der er meget lidt show at komme efter. Det, der er, er to eftermiddage og aftener med doom med en klar hældning mod den sludgede ende af genren. Mindre navne, ingen trækplastre, bare den fede nedtursvibe. Langskæggede mænd, der står og skriger og spiller tungt og langsomt: I den pågående debat om kønskvotering på de danske festivaler har Northen Discomfort ingenting på Tinderbox eller Roskilde med blot seks kvinder på scenen fordelt på atten bands.

Intentionen er at fortsætte traditionen med en doomfestival i Ungdomshuset i starten af maj, bare i en skala, hvor det er mere overkommeligt for den nye arrangørgruppe. Det er prisværdigt, at de holder den tradition i hævd. Og det er fuldt forståeligt, at Northern Discomfort lægger ud på denne måde, så kan det altid vokse sig større henad vejen, hvis publikum er til det. Det er så det springende punkt: Hvor Heavy Days in Doom Town trak publikum fra hele verden, har Northen Discomfort svært ved at fylde huset op. Der er umanerligt god plads i gården rundt om olietønderne, og den sædvanlige endeløse kø til madboden er der ikke. Måske fordi selv madudbuddet er nedskaleret til cupcakes og döner i år. 

Men viben er der, og det er sådan set det vigtigste. Den gode, stenede vibe. Så er resten faktisk sekundært. Og det er også lige pludselig blevet sommer i starten af maj, så lad os da gå ind i mørket og blive skreget på.

Rådden bedstemor 
Bethmoora åbner festivalen fredag eftermiddag i Dödsmaskinen. Det er det københavnske bands debutshow, men det kan man ikke høre på dem: Den sludgede doom er formfuldendt og tilbagelænet leveret. Det er aggressivt på den chillede måde, og hvis man skal sætte en finger på noget, så er det måske ikke verdens mest originale take på genren, de byder på, i hvert fald ikke i starten af deres sæt. Men et sted hen over midten er det, som om der sker noget. Som om det hele begynder at kollapse på en ret så inspireret måde. Det rådne og ringlende får lov at hænge og drone, riffene opløses i feedback. Det er ret fedt, faktisk. Hvis man snøvler, når man siger Bethmoora, lyder det lidt, som om man siger bedstemor, men der er ikke meget i slag i den her bedstemor, da koncerten slutter. Helt og aldeles tampet i smadder er hun.

Anderledes upbeat er Dirt Forge inde i salen. Sidste efterår selvudgav de debut-ep’en ‘Ratcatchers’ til en vis bevågenhed på scenen, men det er først, da jeg ser dem på scenen, at det for alvor går op for mig, hvorfor folk har været oppe at køre over det her band. Trioens galopperende sludge metal bygger på nogle gennemsolide rockriff, som ville være en Danzig værdig, og havde de haft falsetvokal, ville det have været alt for meget, alt for heltet, men growlet holder dem fast på jorden, og det er for en gangs skyld faktisk en god ting. At så en lidt bagtung trommeslager også er med til at holde dem tilbage, er måske knap så fedt, men på en måde er der en charme i at spille med så meget overskud i kompositionerne, uden at det løber af med Dirt Forge. Hvis de kan holde den balancegang over næste udgivelse og måske få lidt mere styr på deres breaks, kan Dirt Forge godt nå at blive ret gode, inden de obligatorisk går i opløsning.

DieselOkkult har også slangen nede i tanken med de store rockriff, men det er, som om de er blevet svimle af at suge i slangen, inden der er kommet nok tryk på. Der er lidt Kyuss over det, men det er bare i en noget slap aftapning, og hvis der er noget, det er trist at bruge sin tid på, er det uengageret rock, så meget hurtigt bliver klokken fem minutter i döner, og vi lader dem køre sig selv ned inde i Dödsmaskinen og går ud i gården og laver utroligt morsomme ordspil over det næste bandnavn i salen. Da jeg så Aguirre på Loppen for nogle år siden, var det en irriterende omgang med prædikener og halvsløj sludge, så den jyde, der ikke er i mig, siger “a’ gi’er ikk’,” og sådan går en halv times tid. Der har været meget solskin i dag, jo, det er stimulerende på rigtig mange andre ting end lige intellektet.

Alderisme
Min skepsis bliver under alle omstændigheder gjort til skamme af Aguirre. Franskmændene er tighte og tunge, og de får opdyrket den overvældende følelse af håbløshed heroisk defaitisme, der er i den Werner Herzog-film, de har taget navn efter, og som de i sin tid brugte Klaus Kinskis monolog fra som intro til deres koncerter. Den med, at når Aguirre siger, at fuglene skal falde fra himlen, så dratter fuglene ned fra himlen, fordi han er selve Guds vrede. Bandet Aguirre er ikke bare vrede, de er som figuren Aguirre tydeligt forbitrede på den stupide menneskelighed, hvad forsangeren ikke undlader at udbrede sig om mellem numrene, der, som det sig hør og bør, handler om jordens undergang ved menneskenes hånd. Det mest positive, han har at sige, er om publikum: “It’s good to see some old guys here who haven’t given up yet.” Selvom doom har været inde i en bølge af popularitet de senere år, er det ikke nødvendigvis en musik, der trækker det helt unge metalpublikum til. Det kan man hurtigt konstatere, når man kigger ud over salen, men forsangerens hyldest efterlader alligevel en med spørgsmålet, om Ungdomshuset, der ellers gør en dyd ud af sin nultolerance overfor sexisme og racisme, ikke har de samme forbehold overfor alderisme. Men hul nu i det, så kan vi modne metallere jo bare more os over dem, der har skrevet Ungdomshuset i et farverigt logo med en fuckfinger henover muren og glemt et g. Undomshuset, mand, hæhæ.

Tons er fra Torino, og det lyder, som om forsangeren skriger lige præcis det i et omkvæd: “Tons! Tons! From Torino!” Men det kunne sådan set være hvad som helst, han skreg, for lige så lidt variation der er i hans vokal, lige så lidt er den til at dechifrere. Men det handler vist mest om at være tunge og glade for at spille stoner, og det gør trioen sådan set OK, selvom det efterhånden må siges at være en genre, der godt kunne få lov at blive lagt på hylden i et årtis tid, inden den er klar til en revitalisering. Efter hvert nummer står sanger-bassisten i den samme positur med stolt gedehornssalut og et diabolsk smil under de mørke krøller, der får ham til lidt at ligne en satyr. Hvilket er en meget passende optakt til Saturnine bagefter, for vi dropper at høre et band med så ringe et navn som Bad Luck Rides on Wheels, og de lyde, der kommer inde fra salen, får os ikke til at genoverveje den disposition.

Blodsorgie
Saturnine har jeg til gengæld set frem til efter det show, de spillede på sidste års Heavy Days in Doom Town, og det er ikke kun, fordi de fem kvinder er et kærkomment afbræk på den mandsdominerede festival, men også fordi jeg husker det, som om de havde fat i noget sidste år, selvom de måske lige manglede det der sidste nøk for at være helt overbevisende. Det har de fået i mellemtiden: Den italienske kvintet er blevet bedre sammenspillede, og hvis trommeslageren så godt nok halter lidt bagefter endnu, så er sangerinden til gengæld trådt i karakter. Dem, jeg står sammen med, vil først ikke tro på, at det er en kvinde, der synger, fordi vokalen er så mørk og kraftfuld, og med rigeligt doseret rumklang på er det en røst fra graven, der runger i Dödsmaskinen. Den får vi også igen, Saturnines cover af Bathorys ‘Call from the Grave’, som det er herligt at få lov at høre live med twinleads og det hele, men clouet er det afsluttende nummer ‘Orgy of Blood’. Med sin horrorpunkede melodi er jeg først sikker på, at det må være et cover af et Death SS-nummer, som jeg ikke kan huske, men det er en original af Saturnine. Dem kunne jeg godt se igen, ungdomshusdoomfestival efter ungdomshusdoomfestival.

Øresund Space Collective er også gengangere fra Heavy Days in Doom Town, og det giver god mening at lade dem lukke første aften af Northern Discomfort i salen. Deres improviserede spacerock har brug for tid til at udvikle sig, og det tager de sig også. Den første halve times tid bruger de syv mænd på at finde hinanden i en meget, meget lang opbygning, som det ikke rigtig er til at høre fører nogen vegne hen. Som det altid er med Øresund Space Collective, får de dog efterhånden samlet sig om et groove, som de hver især kan brodere på under Dr. Spaces dirigering bag en alienmaske. Det er egentlig ret cheesy, og man skal i hvert fald ikke være bange for Grateful Dead for at give sig hen til Øresund Space Collective, men når de først rammer det der groove, kan det blive virkelig stærkt, og så bemærker man ikke, at der lige pludselig er gået et par timer. I aften er det bare, som om det tager dem lidt længere tid at finde det, og selvom det hele efterhånden flyder naturligt, er det også stadigvæk lukket om sig selv. Efter en time giver vi op og smutter, velvidende at det meget vel kan have været der, det for alvor kommer i gang. “Øresund Space Collective tager den tid, Øresund Space Collective skal tage,” siger min kammerat, inden han falder i søvn med hovedet ud af et taxavindue.

Brøleharmoni
Lørdag eftermiddag er det igen sparsomt med publikum i gården, og endnu færre gider at slæbe sig ind og høre Gaia i Dödsmaskinen. Senere på dagen kommer det til at blive endnu mere postmetallisk, men allerede hos Gaia er vi ude i bebrillet territorium. Det er atmosfærisk, råbende og melankolsk, og selvom udtrykket ikke står helt så stærkt, som det ville klæde det at gøre, rammer trioen noget, når de lader melodierne vige pladsen for en fed, monoton kværnen uden akkorder eller temaer.

Dem er der til gengæld rigeligt af hos Nest. Den svenske trio er deciderede riffmonstre med en 70’er-vibe, der minder om landsmændene i Kongh, og som er gennemført helt ud til svajen ud i guitaristens bukser. Nest er dog ikke mere retro, end at de også introducerer festivalens første dobbeltstortrommepedal, og de to forsangeres brøleharmonier sørger også for at holde dem på sikker afstand af nostalgitrippet. Det er virkelig solidt arbejde, hvilket desværre bare gør kontrasten større til Recitation, der følger efter ovre i Dödsmaskinen. Kvartetten, der blandt andet tæller Martin Niemann fra Rising, udgav sidste efterår ep’en ‘Carrion’ med et enkelt, halv time langt nummer, og det er egentlig en ganske habil funeral doom, de spiller. Det er også bare, som om man lidt savner en grund til, at de spiller den. Måske bunder det også i, at bandet ikke har en særligt markant karisma på scenen. Det er døden, forfaldet og mismodet, der besynges her, så det er ikke, fordi jeg efterlyser en fest eller noget, men jeg savner lidt mere indlevelse i det, de spiller. Denne tidlige aften bliver jeg i hvert fald lidt i tvivl, om de egentlig selv rigtig tror på det, og det gør ikke musikken nogen tjeneste.

Der er helt mørkt ovre i salen. Fire små lamper lyser sparsomt op på gulvet rundt om trommesættet, så man lige kan se to meget, meget høje mænd stå og synkronheadbange virkelig, virkelig langsomt til en skæv rytme. Jeg ved ikke, om det er spillet i 5/4, jeg ved bare, at noget er helt off, og at det er monstergodt sådan. Jeg får en Cult of Luna-vibe af Walk Through Fire, bare uden landsmændenes skønhedssøgen. Der er ingen skønhed hos Walk Through Fire, intet håb, bare en mur af afsky og desperation, og det er fabelagtigt i al sin nederenhed. Jeg kan mærke mine kinder blafre af lydtrykket, jeg kan mærke et smil fastfrosset på mit ansigt, jeg er ekstatisk og har alligevel ikke brug for mennesker. “Det var døden basliggjort,” påpeger min lige så begejstrede kammerat efterfølgende, og der er ingen tvivl hos nogen af os, om at det her næppe kommer til at kunne toppes på denne festival.

Den fede Black Sabbath
Granatchokket er så voldsomt, at det eneste, jeg bagefter registrerer om Frogskin, er, at de spiller sludge, og at det er der vist ikke så meget mere at sige til. Posen bliver rystet lidt mere hos Coltsblood, der inddrager elementer af black metal med blastbeats og tremolopicking fra den kvindelige guitarist. Det virker måske bare lidt umotiveret, at de gør det, for selvom bassisten har en fin Emperor-t-shirt og noget, der ligner en Rich Bich-bas, så kommer blacken aldrig rigtig til at virke helt naturlig i den sludge, de spiller. Lidt påklistret, omend den i det mindste får fremhævet trommeslageren som deres største force.

Ocean Chief er et andet navn, jeg har set frem til på festivalen, efter jeg så en virkelig ærefrygtindgydende koncert med dem i den gamle Lades Kælder engang i nullerne. De er ikke blevet mindre episke siden dengang, men trommeslageren er begyndt at synge på svensk i flere af numrene, hvilket giver dem et lidt andet udtryk, fordi sproget ændrer på klangen. “Det er den fede Black Sabbath,” bemærker min sidemand med et stort smil, og sådan føles det virkelig langt henad vejen, men efter en halv time begynder det også bare at blive lidt monotont. Der er lange passager, hvor guitar og bas troligt følger hinanden rundt i melodilinjerne, og man kommer til at savne noget til at sætte det mere på spidsen. Lidt rum omkring sangene i stedet for den meget faste bane, de fleste af deres numre synes at køre i.

Afvekslingen kommer med Officium Triste i salen. Hollænderne har spillet siden midten af 90’erne, men det er første gang, de spiller i Danmark, og selvom man måske godt kan forstå, at der ikke har været den store efterspørgsel efter et andenrangs-My Dying Bride, så er det virkelig godt programsat at have dem på her lørdag aften. Det, man trænger til lige nu, er simpelthen den pompøse, gothede 90’er-doom metal. Den med båndet keyboard, melodiske guitarsoli og en sanger, der jævnligt går over i talesang, når han virkelig skal krænge sit hjerte ud. Sit kulsorte hjerte, sådan som deres hit ‘My Charcoal Heart’ proklamerer, at det er blevet af svigefulde kvinder, sorg og hjemmedyrket depression. Det er ikke fuldstændig frit for at være lidt kikset, og det er også lidt mærkeligt, at bassisten absolut skal være gemt væk bag leadguitaristen, bare fordi han bruger briller, men det er herligt at høre lige nu, og det er bestemt heller ikke, fordi deres sange ikke har noget at byde på. Der er måske andre, der har gjort det mere effektivt dengang, men i aften viser Officium Triste, hvad doom metal altså også er.

Alligevel fest
At det ikke kun er sludge, sådan som Slowjoint spiller det bagefter i Dödsmaskinen. En groovy slags, men på det her tidspunkt er man måske også ved at have fået nok sludge, selvom man stadig har en enkelt tur tilbage inde i salen med slovenske Leechfeast. Det er sådan et bandnavn, man helst ikke skal være alt for sløset med at google, med mindre man gerne vil have et kig ind i en verden, hvor folk har igler som kæledyr og lader dem suge blod af sig for hyggens skyld engang imellem. Det er den slags verden, Leechfeast kommer fra, og på samme måde, som det var med Noothgrush for nogle år siden på Heavy Days in Doom Town, er de et oplagt band til at lukke festivalen ned med deres smadrede, rådne og voldsomt energiske sludge. Det er heftigt, det er grumt, og det er temmelig charmerende i al sin ækelhed. Lidt ligesom kæleigler.

Og sådan bliver Northern Discomfort alligevel en fest. En mindre en, bevares, men en virkelig god en at have. Man må ønske sig, at folkene bag holder ved og fortsætter traditionen med at doome foråret ind. At de holder deres fokus lige så stramt, som de har gjort i år, men så måske også, at de finder nogle bands, der kan lave lidt mere show, end størsteparten har gjort i år. Og så at de laver nogle cupcakes med pink frosting næste år, fordi det er doom.