Ufravigeligt tungsindigt

Populær
Ufravigeligt tungsindigt

Yob er sjældent til at skyde igennem og var det heller ikke fredag aften i Pumpehuset.

Kunstner
Titel
+ Black Cobra + Bethmoora
Spillested
Dato
16-09-2016
Koncertarrangør
Karakter
4
Er det godt nok allerede to år siden, Yob sidst tog pusten fra en? Tjo, det er det såmænd. Da besøgte den amerikanske trio et tætpakket Loppen og taget publikumsantallet fra dengang i betragtning, gav det mening, at det fredag aften i sidste uge nu var Pumpehusets tur til at præsentere et af den nyere doom metals mere interessante navne. Yob synes kun at få et større publikum, også i Danmark, hvilket formentlig i høj grad skyldes den word-of-mouth-respektabilitet, som bandet netop har det med at affile med vel stort set hver eneste koncert, de giver. Dermed ikke sagt, at Yob ikke også udgiver gode plader. Det gør de bestemt. Men det er på en scene, Mike Scheidt, Travis Foster og Aaron Rieseberg for alvor skiller fårene fra bukkene, hvilket der heldigvis altså så var flere publikummer til at opleve denne aften i Pumpehuset, end der har været de forrige gange, bandet har været i København.     

Lokal overbevisning fra undergrunden
Yob må vi imidlertid vende tilbage til, eftersom de denne aften delte plakat med to andre bands. Første navn på scenen var den nyere københavnske kvintet Bethmoora, som jeg ikke kendte til i forvejen, men som leverede en halv time lang opvarmning, der musikalsk set havde tilpas med episk funeral doom-overbevisning til at holde ens nakkemuskler stift svajende. Sirligt dryppende fra musikkens ellers tætsammenlukkede og knastørre kistesprækker dukkede der desuden forsigtige associationer op til såvel den nyere bølge af finsk doom-psych samt til især britiske Conan, og at Bethmoora i det hele taget kender til de undergrundsnavne, der de senere år har været med til at sætte en ny og nogenlunde spændende dagsorden for doom-genren, synes der ikke at være tvivl om.

Der er lyttere af den mere monotone ende af doom-genren, der sværger til det tungt repeterende som værende selve primus motor for den musik, de dyrker. For undertegnede løftede Bethmoora sig dog kun til det bedre især henimod slutningen af koncerten, hvor den ene af bandets to guitarister tilføjede mindre, men langt fra ubetydelige, tube screamer-facetter af også dark ambient til et bombastisk, goldt og på alle måder dystert omsluttende lydbillede. Disse ambient-nuancer føjede både udvikling og afveksling til bandets langsomme, indædte repetition, hvilket var tiltrængt.

At det også har været en hvis ikke tiltrængt så formentlig forløsende koncert for Bethmoora, var omtrent lige så let at få øje på, som koncertens dystre skelet var ufravigeligt. Det er sjældent, man ser så mange publikummer under en opvarmningskoncert, som der var under koncerten med Bethmoora, og i det hele taget det at opleve et band have det, jeg fornemmer var en personlig storhedstid, tilføjede sin egen charme til koncerten.  

Den primitive tomandskamp
Efter en kortere pause var det så blevet Black Cobras tur til at blæse os omkuld – eller forsøgsvis blæse os om kuld, thi det er aldrig rigtig lykkedes dem. Black Cobra er Yobs turnépartner rundt omkring i Europa i disse dage, og i virkeligheden er det noget nær fucking irriterende, at vi hos Devilution aldrig helt har været specielt begejstrede for bandet. Det er skammeligt af den simple grund, at den amerikanske duo på metalmusikkens vegne har de bedste intentioner, man omtrent kan forestille sig. Med Rafa Martinez' trommer og en præcis, vellydende guitar fra Jason Landrian som deres to eneste våben besidder duoen en ikke ueffen evne til at skrive kontante sange, der på én gang er delvist æggende, stærkt melodiøse og samtidig utrolig heavy. Til trods for intentionerne ender Black Cobra dog som regel med mest at være en spændende attraktion, hos hvem luften hurtigt siver ud. Det var tilfældet med forårets udgivelse af deres femte studiealbum, 'Imperium Simulacra', ligesom det også var tilfældet i fredags i Pumpehuset.  

Jeg har i det hele taget svært ved at finde ud af, om Black Cobra fortænker deress numre i en sådan grad, at slutresultaterne kommer an som værende både for polerede og balancerede, eller om de i virkeligheden burde spendere mere tid på deres numre for dermed at få flere nuancer i spil. Det er bandets klare iver efter det simple og det kontante punch, der gang på gang bider Black Cobra i røven, og ensformigheden fik dem også i fredags til at fremstå langtrukne. Som hvis Slayer knaldede med High on Fire og fik et barn, der mangler integriteten fra forrige generationers styrke, lever Black Cobra stadig ikke op til de musikalske forældres høje niveau. 

Tungt som ind i helvede – og ro på!
Hvem Yob er barn af, er ikke nær så tydeligt, som det er hos Black Cobra. Heldigvis. Godt nok gik der lige vel meget Neurosis-appreciation i den på bandets seneste studiealbum, 'Clearing The Path To Ascend' (2014), som da også var deres første udgivelse på Neurosis' eget pladeselskab, Neurot Recordings. På de fleste numre fra alle diskografiens otte studiealbum (2002-2014) er der dog mest af alt noget unikt over Yob og deres tunge take på det, vi kan kalde for en art zen-metal. Bandets stærke signatur skyldes hovedsageligt forsanger og guitarist Mike Scheidt, der med sin Brent Monson-guitar, sine af Tom Mucherino custom made Mammoth-kabinetter og sin specielle Quantum Mystic-pedal har støvet et arsenalfundament sammen, man næppe finder mage til. Selvom man efterhånden har set Yob spille live utallige gange, var det derfor noget nær en våd drøm at få netop denne unikke lyd af metalmusikken at høre også i Pumpehuset, og så tilmed på en aften, hvor stedet viste sig fra sin bedste side med både lyd og publikum.

Værktøjet er imidlertid selvfølgelig ikke alt, og var det ikke, fordi Scheidt også besidder en musikalsk tålmodighed af særlig kunstnerisk rang, ville Yob næppe være lige så interessante. Er det indhold, man er på udkig efter, er Scheidt dog også mand for det. Han kan kort sagt skrive sange, kan han! Faktisk er der næppe den menneskelige følelse, han ikke kan sætte på musikalsk doom-formular, om end man på et tidspunkt gerne så ham kaste sig ud i også en rendyrket Yob-ballade (hvilket man sikkert pointerer, fordi 'Marrow' denne aften stod som aftenens måske bedste nummer, ganske overraskende i øvrigt). Ikke at han kommer vidt omkring i det menneskelige sindelag, thi det mest er den mørkere side af eksistensen, den diagnosticeret depressive musiker forholder sig til. Den afventende balance, der altid er til stede hos Yob, selv når fingrene bevæger sig hurtigst, placerer sig imidlertid som en modvægt til det angiveligt ufravigeligt tungsindige. Og var det katarsis, man havde sat næsen op efter i Pumpehuset, fik man det. Det eneste, man manglede, var flere sange på sætlisten og flere publikummer der stagedivede.     

Bethmoora: 3/5
Black Cobra: 2/5