Lidt nyt under solen
Populær
Blastbeasts tredje udgave af The New Shit Showcase bød på god variation med nogle af Danmarks mest spændende undergrundsbands, selvom kke alle formåede at holde standarden.
1. Makhachkala
2. Atacama
3. Airy
4. Kathexis
5. Sundrowned
6. Rush
Humøret var højt, bandene spændte, Pumpehusets lille sal godt fyldt midt på aftenen, og programmet var mere end proppet. Det tegnede til at blive en udmærket aften, hvor publikum blev præsenteret for metallens brede og omfangsrige spekter.
Arrangementets titel kan diskuteres i forhold til indholdet; new shit formåede kun et enkelt band at leve op til i termens egentlige forstand, hvor musikken var innovativ, og bandet helt nyt og lettere ukendt. Ikke desto mindre var den generelle standard høj i forhold til de utallige undergrundsbands, som den danske metalscene rummer, og flere bands har uden tvivl både nationalt og internationalt potentiale, såfremt de er klar på blod, sved og tårer.
Gengangerne i Gaia
Sidste år spillede doombandet også til The New Shit Showcase, som skribenten bag tasterne fik lov at opleve uden for Devilutionsammenhæng. Koncerten i 2015 var egentlig udmærket, og det var 2016-versionen sådan set også – men ligefrem forskel eller forbedring kunne hverken ses eller høres. Når Gaia peaker, inddrager de publikum i et tungt, basfyldt og atmosfærisk univers, hvor bandets kvaliteter ikke er til at tage fejl af. Optakten kan dog sagtens forbedres og gøres mere spændende, det samme kan musikernes optræden, så publikum efterlades med et stærkere indtryk.
Op ad bakke
Krigerne fra Roskilde, Cruelty’s Heart, har stort potentiale, særligt på den danske metalscene, men det kræver arbejde. Meget arbejde, faktisk. Det emmer ikke just af pagan metal i Danmark, hvor Cruelty’s Heart er et frisk musikalsk pust i landskabet. Melodierne er gode, og musikken er medrivende, men opbygningen kræver småjusteringer. Live er bandet desværre kun overbevisende på deres energiniveau og karisma, hvor alt andet halter. Showet var fyldt med fejl, der desværre fik lov til at overskygge musikkens kvalitet.
Fra start havde bandet bøvl med lyden og teknikken; vokalen blev sunget ud til ingenting, da mikrofonen var stillet for højt op, når forsangeren kiggede ned på sin guitar, og lydbilledet var grumset. Godt nok fik bandet ikke mulighed for lydprøve, men der skal altså bare være styr på al opsætning, inden man går på en scene – som aftenens resterende bands fik lov til at bevise.
Det lodheller ikke til, at bandets medlemmer havde koordineret overgange ordentligt, da det op til flere gange skete, at rytmeguitaren ved en fejl fik sneget sig ind i starten af en solo. Heldigvis for bandet kom smådetaljerne såsom lydniveau nogenlunde i orden undervejs i koncerten, men det var langt fra nok til at redde hele showet.
Bandet skal ud at spille en masse koncerter, nørde opsætning og gearindstillinger, før de kan skabe et for alvor vellykket navn i den danske metalscene. Det fortjener musikken.
Diversiteten slukkede lidt af gejsten
Bam! Den sad der fra start. Energi, musikalske kundskaber, fremtræden og samspil. Alt.
Oxx er genremæssigt svære at placere, men kan betegnes et sted mellem progressiv, teknisk avantgarde (jazz)metal med en rød tråd i det dynamiske og yderst professionelle lydbillede. Bandets trio rummer to vokalister, der supplerede hinanden godt, hvor den mørke, sludge-agtige vokal minder om Troy Sanders’ på Mastodons tidlige materiale. Koncerten var fyldt med energi og musikalsk diversitet, der til tider desværre fik slukket publikums høje gejst på grund af de stille passagers lange varighed.
Gennemført ensartethed
Pumpehuset blev taget flere årtier tilbage, da Grusom trådte på scenen med deres stoner/syrerock og en koncert, der var lige ud ad landevejen. Ingen musikalsk innovation, ingen overraskende momenter, men et totalt gennemført lydbillede og udtryk, som ingen hos publikum kunne løsrive sig fra. Showet var fint sammensat, bandet var samspillende, og de havde en udadvendt forsanger, som trak tydelig inspiration fra Liam Cormier fra Cancer Bats, og som i sin optræden engagerede publikum i et lettere melankolsk, storladent, stemningsfuldt og på samme tid festligt univers.
Organiseret kaos
Aftenens næstsidste band har gennemgået en imponerende udvikling, siden undertegnede så deres første koncert i Underwerket for et år siden og fulgte dem under Wacken Metal Battle. Blackgaze-bandet Møl mestrer den moderne black metal-fortolkning næsten lige så godt som ikonerne i post-black metal-bandet Deafheaven. De gav publikum en helstøbt oplevelse, der rakte langt ud over det musikalske aspekt. Møl understøttede deres musikalske elementer med et gennemført lysshow, som skabte en sammenhæng i showet, man sjældent ser på så højt niveau hos upcoming bands. Alligevel formåede bandet desværre ikke at fange alles opmærksomhed; den halvdel, der forstod musikken og udtrykket har uden tvivl haft aftenens bedste oplevelse, mens det hos den anden halvdel af Pumpehusets gæster efterlod et stort spørgsmålstegn i ansigtet.
Energifyldt afslutning
Aftenens absolut mest energifyldte band var københavnske Woes, der med deres fremtrædende forsanger, som gennemførte meget af koncerten forskellige steder blandt publikum, skabte en dynamisk afslutning på aftenens showcase. Rent musikalsk skiller Woes sig desværre ikke lige så meget ud som deres Hexis-inspirerede forsanger blandt andre blackened hardcore/neo crust-bands, men det gør ikke umiddelbart noget. Her var showet i fokus, ikke musikken. Hvis bandet skal skabe god omtale på andet end et næsten almindeligt hardcoreshow, bliver de dog også nødt til at gøre noget mere ekstraordinært ud af musikken.
Karakterer
Gaia: 3
Cruelty’s Heart: 2
Oxx: 4
Grusom: 4
Møl: 4
Woes: 3