ACW 25: Hard rock-klichéer
Dool leverede et sympatisk, udynamisk hard rock-show, der kun udmærkede sig med få lyspunkter.
De progressive hard rockere fra Holland spillede deres kun anden koncert på dansk jord, da de torsdag havde fornøjelsen af at åbne Store Vega som første band lige på den scene på den festival det år.
Dool fik en rasende masse ros, da de spillede på Stengade og selvom jeg ikke kunne være til stede ved den begivenhed, har Dool også været en tur forbi Roadburn Festival i Holland, hvor deres psychede hard rock har givet gåsehud.
Men det var dengang. Åbenbart. Dool er siden blevet væsentligt mere hard rock end progressive, og på samme måde som Messa skuffede på Roadburn Festival med deres lidt besynderlige skift over i klassisk hard rock, så var fornemmelsen lidt den samme, da Dool var færdige med deres koncert.
Koncertens start var præget af ret skidt lyd, hvor bassen var alt for høj og hvor man fik fornemmelsen af at sidde i maskinrummet på et lokomotiv. Det kan måske lyde besnærende, men det var en noget gungrende start på koncerten, som lydpersonen heldigvis fik rettet op på i løbet af andet nummer, hvor også solo-lyden på guitaren kom til sin ret efter et første nummer, hvor den stort set druknede.
Desværre – for det var nok meningen – så var der gennemgående i koncerten et øredøvende højt klik på stortrommen, som ville have gjort ethvert numetal-band i 00’erne grønne af misundelse. Desværre dræbte det tæt på al dynamik, som der trods alt var lagt op til i langt de fleste af numrene. Dool er ret gode til at skrive musik, de har fængende melodier, og de er som udgangspunkt gode til at udføre deres musikalske håndværk. Så på den side af karakterskalaen var der ikke noget at udsætte. Det var velspillet og veloplagt. Den anden side af skalaen – der hvor nerven, sjælen eller hvad vi nu skal kalde den, bor – var Dool knapt så godt med. For som de stod der i al deres forvirrede 1970'er-udklædning, blev de en kliché på sig selv. Og hvis vi skal dvæle lidt ved æstetikken, så stikker det altså lidt af, når halvdelen af bandet sporter et MC-klub-look, mens den anden halvdel mere leger sommeren 1969. I virkelighedens verden ville de to grupper have været i voldsomt slagsmål. På scenen blev det bare til et meget synligt udtryk for den skillevej, som Dool befinder sig ved lige nu. Klassisk hard rock vs. progressiv og psyched hard rock. Jeg ved godt, hvilken version jeg foretrækker, men det er jo bandet selv, der har den endelige afgørelse i det spørgsmål.
Hen mod slutningen af sættet spillede bandet en sympatisk og faktisk ganske god sang om frihed, hvilket var et gennemgående tema på festivalens øvrige optrædener og helt i tråd med tidsånden, hvor alle med kunstnerisk sindelag ser med tiltagende rynkede bryn ud på en verden, der går i stykker. Desværre var publikum allerede begyndt at sive ud af salen på dette tidspunkt, og det var i og for sig synd for Dool, at de skulle konkurrere med Agriculture, der indtog lillebror-scenen lige efter koncerten. Heldigvis lod bandet sig ikke mærke med det fortyndede publikum og lagde an til episk landing med fællesklap, der aldrig helt blev til det, de håbede på.
Dool står ved en korsvej og modsat deres meget roste koncert på Stengade og ditto på Roadburn, så var der kun få ægte gode numre på deres sætliste.