ACW 24: Koncert med plads til at vokse
Afsky leverede en fremragende koncert, som desværre ikke rigtig fik lov til at vokse til sit fulde potentiale.
Det er ved at være nogle år siden, jeg sidst har været til Afsky. Ikke fordi jeg har manglet vilje, men noget er kommet i vejen hver gang, og sådan går det jo, når der skal prioriteres på festivaler. Mine anmelderkolleger har skiftevis kigget overbærende på mig og blot rystet på hovedet, og denne lørdag aften på A Colossal Weekend forstår jeg hvorfor.
For Afsky er – udover at være dygtige til at lave relevante plader med bred appel – også et fremragende liveorkester. Fra første dystre, vibrerende tone på Lille Vegas skønne scene, var publikum i deres hule hånd, og det var måske en ud af kun en håndfuld koncerter, hvor vi ikke så det evige siveproblem, der opstår, når der er kamp om publikums gunst. Efter bandets fremragende og anmelderroste udgivelse ‘Om hundrede år’ har det ikke været til at komme udenom: Afsky regerer den danske black metal-scene sammen med Orm, og det kommer de til at gøre i nogen tid fremover.
Måske er det opgøret med satan med satan på, der giver Afsky den appel, de har. Måske er det Afskys evne til at blande det aggressivt hidsige med smukke og svævende melodier. Eller måske er det Ole Luks evne til at indarbejde dansk kulturarv på lyriksiden, der sender kulegysninger ned af ryggen på publikum? Det er nok i virkeligheden en kombination, og hvor Afsky aftenen før havde haft en anderledes og stille koncert sammen med Halvcirkel, så var aftenens sæt til ACW Afsky Classique. Ingen svinkeærinder, ingen afvigelser – bare virkelig god black metal, spillet med følelse og dygtighed.
Som det sig hør og bør, var scenen indhyllet i røg og blåt lys meget af tiden, og i de første par numre var det bassist Martin Jørgensen, der var i front, med en flabet, punket attitude, der ikke tillod nogen i publikum at sløve af på den. Som indpisker gennem koncerten, lod vi os velvilligt dirigere, når vi da ikke stod og nikkede i takt til Afskys usædvanligt groovy numre. Luks skrig er i en klasse for sig, og når han vrider kæber og sjæl af led, er det her, man forstår, hvorfor Afsky ikke er som de andre. For der er noget sjæl bag, som vi ikke kan komme uden om, og som kan være så vanskelig at gøre efter, når genren er som den er.
Der var nogle lidt lange pauser mellem numrene, som virkede mærkelige, men da det ikke er Luks stil at stå at sludre mellem numrene, var stilheden måske tænkt som virkemiddel. Selv synes jeg det efterhånden blev lidt påfaldende særligt, hvor der var indlysende årsager til at lade ét nummer glide over i et andet. Der var også steder hvor jeg fik tanken, at de måske havde en lidt medium dag på kontoret. Ikke en dårlig dag, men måske bare endnu en dag. Visse steder blev det en smule tomgang, som også trak lidt fra koncertens energi. Om det var pauserne, der lige trak lidt fra stemningen hver gang eller om det skyldes et solvarmt, alkohol-ristet, tredjedagstømmermandspublikum, er svært at sige, men da koncerten var færdig, var helhedsindtrykket, at denne koncert slet ikke blev så stor, som den kunne have været.