ACW 25: Klædt på til lejligheden
Kellermensch havde klædt sættet på til lejligheden og fyrede 14 numre af på 65 minutter til en koncert, der var et brag på mere end én måde.
2. 6705
3. The Day You Walked
4. I'm Not Like Everybody Else
5. Follow You Around
6. Another Drink
7. Rattle The Bones
8. Black Dress
9. All Time Low
10. Lost At Sea
11. Army Ants
12. Mediocre Man
13. Bad Sign
14. Moribund Town
Jeg har nogle gange følt mig snydt for Kellermensch. Af en eller anden grund er jeg nemlig syg, hver gang de spiller, og derfor er det ved at være et godt stykke tid siden, jeg sidst så dem. Jeg forelskede mig hovedkulds i deres seneste album, 'Capitulism', der daterer sig helt tilbage til 2022, og derfor var jeg naturligvis vældigt begejstret, da de første toner til nummeret ‘Mission’ drønede ud over et pakket Store Vega til A Colossal Weekends sidste headlinerkoncert i 2025. Kellermensch har styrken i nå bredt ud og lægger sig på den måde i virkelig fin forlængelse af det meget alsidige program, festivalen præsenterede i år, og så er det bare godt tænkt at sende folk videre på toppen. For Kellermensch kan lave en fest som kun få, og de placerer sig i den absolutte superliga af dansk musik.
Men 14 numre på 65 minutter er mange, og vi fik ikke de lange udgaver af numrene. Til gengæld var alle numre på sætlisten klædt på til lejligheden, og hvor man til en mere “normal” Kellermensch-koncert typisk hører growl i et enkelt eller måske to numre, så var der lagt denne vokal på i alle numre, og midtvejs i sættet fik vi endda - i bedste A Colossal Weekend-stil - bragt Ditte Krøyer på scenen. Hun huserer til dagligt bag mikrofonen i Vulvatorious og er et pragtstykke i scenekunst. Sammen med en meget veloplagt Sebastian Wolff, og et livligt band, var hun prikken over i’et i den hæsblæsende afslutning på aftenen, hvor Wolff var ude blandt publikum flere gange.
Et uansvarligt øjeblik
Men tingene kan også blive lige en tand for hæsblæsende og et kådt og - det må man sige - uansvarligt guitarkast på et tidspunkt i koncerten, hvor fotograven var fyldt op af fotografer, sendte vores fotograf og hans medbragte kameraer til tælling i fotograven, og lagde en dæmper på løjerne for et par stykker af os, der måtte prioritere ven og koncert i den rækkefølge.
Det var dog ikke noget som det brede publikum lagde mærke til, og da Ditte Krøyer viste sig på scenen var der jubel blandt publikum - og måske særligt blandt de, der havde oplevet Vulvatorious spille et drøn af en koncert i Basement dagen forinden. Hendes kaotiske vrede blandet med stor glæde er unik og smittede hele vejen ned til baren bagerst i salen. Men også Kellermensch virkede lidt hylet ud af den efter ulykken i graven, og det føltes, som om koncerten derefter blev mere trodsig. Med en sætliste, der tog fat i hele bagkataloget med fokus på deres første selvbetitlede plade var det en varieret koncert og en koncert, der i den grad var den fest, de trætte festivalgæster manglede. Salen eksploderede til 'Mediocre Man', som jo bare er en banger af et nummer, og fik så en blød landing i form af en fortættet udgave af 'Moribund Town', ligeledes fra første album.
Det blev en kaos-koncert på alle måder, men som altid velspillet og veloplagt. Klædt på til lejligheden og med et skarpt øje for det publikum, der havde gået og glædet sig til koncerten hele weekenden. For vores fotograf endte koncerten efter kun 3 numre, og endte med en håndfuld sting i panden.