ACW 25: Hul og ensom, men fyldestgørende i den store sal
Man ved lidt, hvad man får til et Chat Pile-show. Filmisk intromusik, filmforedrag fra Raygun Busch og nogle virkelig gode sange.
Rainbow Meat
Shame
Frownland
Wicked Puppet Dance
Why
Brutal Truth
Tropical Beaches, Inc.
Tape
Grimace-smoking-weed.jpg
Masc
Funny Man
Dallas Beltway
... og den slags virker bedst, første gang man ser det, for når man én gang har hørt Raygun tale om Pusher-trilogien, så virker det knap så spontant de efterfølgende gange. Måske er det en slags forsvarsmekanisme, for man er jo i en udsat position oppe på scenen. Jeg kan ikke fortænke Raygun i at iklæde sig den slags sproglig harnisk. Jeg siger egentlig bare, at det ikke ældes som fin vin, men uanset hvad, så begyndte koncerten (efter en stemningsfuld intro med Francis Monkmans nummer ‘Taken’ fra filmen ‘Long Good Friday’) med den forrygende sang ‘I Am Dog Now’. En stærk start, hvor kun et lidt vel ivrigt topklik på stortrommen kom malurt i det musikalske bæger. Førnævnte Raygun Busch (sang), Luther Manhole (guitar), Stin (bas) og Cap'n Ron (trommer) spillede skarpt, angulært og lidt med-vilje-grimt på en fed måde, så vi alle sammen huskede, at alle bløder.
Herefter fik vi en personlig, favorit, ‘Rainbow Meat’ fra ‘This Dungeon Earth’. Man kunne godt høre på Raygun Buschs stemme, at A Colossal Weekend-stoppet lå sent på deres Europaturne. Det gjorde ikke så meget – Raygun Busch er vel mere kendt for sin følelsesmæssige formidling end for sin skønsang. Der er noget rørende over hans slingrende tonalitet og stemme, der lyder af bitre nederlag og flerdagestømmermænd. På de efterfølgende ‘Shame’ og ‘Frownland’ blev dette indtryk tydeligere, mens bandet nærmest syntes at blive skarpere, jo mere Raygun nærmede sig opløsningens afgrund.
Herfra var det, som om Busch greb hårdere fat om koncerten, og på ‘Wicked Puppet Dance’ og livefavoritten ‘Why’ var han skarpere. Til gengæld føltes det, som om bandet spillede en del langsommere. Som den gigantiske nørd, jeg er, tjekkede jeg studieversionen op mod min videooptagelse fra aftenen, og forskellen er blot fem BPM, men det kunne mærkes. Og jeg følte ikke, at det egentlig gjorde noget godt for sangen at blive hevet ned i tempo. Ikke desto mindre føltes spørgsmålet stadig prægnant. Vi kunne som samfund vælge at afskaffe hjemløshed, men det har vi ikke gjort. Hvorfor? Hvorfor?
Den let irriterende kliklyd blev tydeligere igen, mens vi fik gode versioner af ‘Brutal Truth’ (fra deres split-udgivelse med Portrayal of Guilt) og ‘Tropical Beaches, Inc.’ Jeg vil ikke lægge bandet til last for det, men det var generelt et irritationsmoment i Store Vega under festivalen. Den lidt skarpe top på lyden fik musikken til at lyde en anelse hul og ensom. Ironisk nok lyder det som en beskrivelse, Chat Pile ville give af livet i USA. Generelt var det dog en fin koncert med et band, der står stærkest, når hudløsheden er allermest åbenlys, som da han sang ‘I trust and bleed’ i ‘Masc’ eller under den frygtindgydende sang ‘grimace_smoking_weed.jpg’. Om hele publikum fangede det dybt rørende i lyrikken, står hen i det uvisse, for mange var der nok for at blive underholdt på en lidt anden måde. Og det blev de også af det velspillende band, for alle vandt denne aften. I hvert fald, indtil vi skulle hjem til den lilla mand i soveværelset ...