Lidt mere metal i elektronikken
Populær
Pain har igen ramt en fornem balance mellem industriel elektro-pop og metal på et godt varieret syvende album.
02. The Dark
03. The Great Pretender
04. You Only Live Twice
05. Dirty Woman
06. We Want More
07. Leave Me Alone
08. Feed The Monster
09. Sleeping With The Dead
Sidst Devilution havde fat i Pain, der er et regulært band, men nok mest betegnes som Peter Tägtgrens sideprojekt, var med det femte og fine album; 'Psalms of Extinction'. Allerede dengang blev det påpeget, at Peters rene vokal måske ikke er verdens fedeste, men at han formår at udnytte den 100 % optimalt. Og igen er der sket en fin udvikling af hans stemme, så man hurtigt får lyst til at synge med.
Albummet starter med en keyboard-overture, der minder om noget fra Dimmu Borgirs 'Morning Palace' i dobbelt tempo, og så går det ellers løs med 'Let Me Out', der sætter tonsertrommer på inden, der drosles ned, og Peters vokal får lov at ligge som top på lidt "drum 'n' bass", indtil det fængende og storladne omkvæd træder ind.
'The Great Pretender' er et vaskeægte hit i al sin enkelhed med en klassisk "rock 1"-trommerytme og et fedt tungt tempo, som alle kan være med på uden at blive forpustet. Men der er masser af sange og passager, der bare fænger. Hør bare videotracket 'Dirty Woman', der let kunne være udgivet som en ren og skær metalsang med sin high-pitch vokal, og samples og keyboards er da også nedtonet i store dele af sangen.
Det kan godt være at Pain flirter med poppens virkemidler, men resultatet er ofte mørkt og dystert, hvilket gør at Pain ikke skal afskrives for en metaltilhænger. I hvert fald ikke med 'You Only Live Twice', der har varieret trommespil fra tungt til tons og seje guitarriffs med alt fra hyletoner og Rammstein-tyngde til dødsmetal-inspiration. Ja, selv vokalen har skrig og skrål udover de melodiske linjer.
Tjek 'Dirty Woman' ud herunder for et absolut ikke fuldstændigt indblik i Pains syvende studie-skive (læg i øvrigt mærke til at hvor meget tæv trommerne får...):