Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Aggressiv præcision

Updated
Aggressiv præcision
De, der stod i kø efter Metallica-autografer og andre metalhoveder gik glip af klassekoncert med Pro-Pain på The Rock. Der stod "Metallica" malet over hele byen, torsdag 11. september, fordi megastjernerne den dag havde begunstiget København med deres besøg i anledning af udgivelsen af deres nyeste album.

Timer tidligere havde metalmillionærerne gæstet The Rock, og de havde åbenbart hevet publikum med sig da de forlod stedet - og samlet en del flere af hvad der kan krybe og gå i sort t-shirt - til en signing-session i Guf kun et par blokke væk fra The Rock. Ved Guf var køen lang. Det var den ikke til Pro-Pain.

Opvarmningen blev afviklet for roadierne plus et par af os andre. Vi kunne konstatere, at Venginces 14 års striden sig mod toppen, nok næppe vil bære frugt – i hvert fald ikke før west coast halvfemsersound kommer på mode igen. S-Core fra Strasbourg var lidt bedre, men ikke synderligt originale, og med 10 år på bagen uden bedre materiale end tilfældet var, bliver det nok heller ikke til det store for det band.

Med Pro-Pain var det til gengæld en anden snak. Lidt flere var dukket op uden der tilnærmelsesvis var et antal der ydede bandets indsats fyldest, for de leverede en koncert som var det for en fyldt KB-Hal. Pro-Pains meget lidt punkede form for New Yorker-hardcore var metallisk præcis og aggressiv, samtidig med at den bevarede den skrabede form for ærlighed, som hardcore står for.

Resultatet var en fantastisk stemning og en god kontakt til publikum, og det var ret godt gået fremmødet taget i betragtning. Der skal ikke være tvivl om, at alle dem i autografkøen gik glip af noget stort.

Kunstner
Titel
Pro-Pain + S-Core (FR) + Vengince (US), torsdag den 11. september på The Rock
Spillested
Dato
11-09-2008
Forfatter
Karakter
5

Menu