Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 - Aparte Motörhead-covers

Populær
Updated
Top 5 - Aparte Motörhead-covers

Alle elsker Motörhead, specielt i disse dage, men det er ikke alle, der er lige gode til at vise den kærlighed.

I weekenden blev Lemmy bisat i Los Angeles, og så var det, som om noget sluttede. Bortset fra at det gjorde det selvfølgelig ikke for musikken, for den fortsætter med at spille. Selvom det efterhånden er temmelig mange år, siden denne signatur holdt op med konsekvent at ønske sig den nye med Motörhead i julegave, så er jeg aldrig holdt op med at spille pladerne fra de første 10-15 år jævnligt. Motörhead kunne noget specielt, og selvom det ofte er den primitivt larmende side af dem, der fremhæves, så havde bandet specielt i de første år nogle mærkværdige twists i deres numre, såvel som i måden de spillede dem på, som fik dem til at virke lidt som et heavyrockens Creedence Clearwater Revival. Altså noget, der egentlig bare er boogierock, og som bandet selv indædt insisterede på bare var det, men som ved hjælp af nogle snørklede basmelodier, nogle sært melankolske guitarharmonier og et trommespil, hvis simpelhed ikke forhindrede det i at vakle ildevarslende, blev mere end boogierock. Ja altså, alt det her selvfølgelig, før Mickey Dee bare tromlede henover det hele, mens Phil Campbell stod og fræsede løs.

Af samme grund er det ikke så ligetil at lave et vellykket cover af et Motörhead-nummer, som mange i tidens løb har bildt sig ind. Et Motörhead-nummer i de forkerte hænder bliver lynhurtigt reduceret til en omgang røvballerock, og mens Sepultura i sin tid faktisk lykkedes overraskende godt med et 1:1-cover af ‘Orgasmatron’, hvor der blot var skruet en smule mere op for alting, så lykkedes det Metallica ud fra samme formel at vride al charme ud af ‘No Class’. Overraskelsesmomentet fungerer langt bedre, når det kommer til at spille Motörhead-numre, så til ære for Lemmy og Philthy ser denne uges top 5 på aparte Motörhead-covers. Altså dem, man ikke lige havde set komme.

1. Primal Scream: ‘Motörhead’

Motörhead med dancerytmer lyder som en rigtig, rigtig dårlig idé, hvad det da også var, da ‘Ace of Spades’ i 1993 blev udgivet i et herostratisk berømt CCN-remix i forbindelse med en reklame for nudler. Men det skotske band Primal Scream havde noget bedre erfaringer med at blande rock og dance efter i starten af 90’erne at have samarbejdet med DJ’en Andrew Weatherall om albummet ‘Screamadelica’. Da de i 1997 frygtløst gik i flæsket på selve slagsangen ‘Motörhead’, gjorde de det derfor behørigt armeret med en smadret trommemaskine, en Darth Vader-maske til at synge igennem og et ekkokammer at søge tilflugt i. Resultatet er helt fucked og gengiver helt perfekt langtidseffekterne af den, livsstil nummeret besynger.



2. Ramones: ‘R.A.M.O.N.E.S.’

At lave et cover af en hyldestsang til en selv er måske nok på grænsen til det selvsmagende. Til gengæld må Motörheads ‘R.A.M.O.N.E.S.’ fra ‘1916’ have været mere ligetil at spille for punkrock-veteranerne end Frank Blacks ‘I Heard Ramona Sing’, og da de i 1996 spillede deres endegyldigt sidste show, stavrede en mand af medium højde da også på scenen i sine hvide støvler for at hjælpe dem afsted med en sang om, hvor fede de var.



3. Sabrina Sabrok: ‘Be My Baby’

En god måde at skille sig ud på, når det kommer til Motörhead-covers, er at finde nogle af de mindre kanoniserede sange at forsøge sig med. De spanske punkrockere Muletrain valgte for eksempel at spille et af de senere numre, ‘Desperate for You’, da de i midten af 00’erne var med på en tributeplade til Motörhead. Den argentinske TV-vært og, øhh, model, som vi kalder det, Sabrina Sabrok, behøver måske ikke ligefrem at udvise den store eklekticisme i sit valg af Motörhead-numre for at skille sig ud, men i det mindste er der næppe nogen, der vil klandre hende for at slå nummeret ihjel, når det alligevel bare er en lidt uinspireret sen-90’er-ting som ‘Be My Baby’.

">

4. The Paris 1940s: ‘Ace of Spades’

OK, du synes alligeve,l at hende bimboen lød forfærdelig og var lidt belastende at se på? Det er bare, fordi du ikke har set jazzorkestret The Paris 1940s spille ‘Ace of Spades’ endnu. Det er sådan noget, de gør, åbenbart, den engelske kvintet: Spiller friske, glade, mildt ekvilibristiske og aldeles ufarlige swingjazz-covers af hits med et glimt i øjet. Det er meget, meget svært ikke at få lyst til at slå nogen, hvis man hører det her, og det værste er, at de ikke engang er de første, der har fået idéen: Newyorker-ensemblet Double Down har skam også lavet en swingjazz-version af ‘Ace of Spades’. I jakkesæt. Ligesom Dino Martinis. Det er åbenbart sådan noget, man gør. For slet ikke at tale om James Lasts version af Hawkwinds 'Silver Machine'.

">

5. Bömbers: ‘Go to Hell’ 

Så måske er den bedste udvej alligevel bare at tage den så straight op, som man kan. Hvilket vel på sin vis også var, hvad de udknoklede Primal Scream gjorde i sin tid. Immortals Abbath har aldrig lagt skjul på sin forkærlighed for Motörhead, hvad der kom ret tydeligt til udtryk i sideprojektet I og deres ene album ‘Between Two Worlds’. Det var nogenlunde halvt om halvt Motörhead og Bathory, der blev rocket der. På det seneste har han givet pokker i det og simpelthen lavet et Motörhead-jamband, Bömbers. De spillede på Metal Magic Festival i sommer, og det overraskende her er faktisk, hvor godt de rammer viben fra det originale Motörhead. Og på den måde fortsætter musikken altså med at spille.