Nørdernes hyldest
Uden et tændt publikums hjælp, ville Weezers koncert i Vega have udviklet sig en trist og søvnig søndagskoncert på kontoret.
2. Dope Nose/Troublemaker
3. Hash Pipe
4. My Name Is Jonas
5. No One Else
6. Perfect Situation
(Run, Raven, Run)
7. Getchoo
8. Surf Wax America
9. Undone – The Sweater Song
10. Island in the Sun
11. Holiday
12. In the Garage
13. Why Bother?
14. You Gave Your Love to Me Softly
15. The Good Life
16. Say It Ain't So
17. Pork and Beans
18. Pink Triangle
19. El Scorcho
20. Only in Dreams
Ekstranumre:
21. Beverly Hills
22. Buddy Holly
Weezer. Brann Dailors guilty pleasure. Jeg får det til 2008 i Valby Hallen, hvor Mastodon opvarmede for Slayer på thrashernes tourkaravane, Unholy Alliance (et forjættet koncept som 00’erne var med til at eksponere den tids opkomlinge, fx Slipknot og Mastodon for et dansk publikum). Dailor fortalte om sine yndlingsplader, og han nævnte Weezers selvbetitlede blå debut som en guilty pleasure, som jeg måtte love ikke at skrive ind i interviewet.
Nu spilder jeg så bønnerne med 17 års forsinkelse og håber, at Dailor tilgiver mig, når han en dag falder over denne tekst. For vi deler denne såkaldte guilty pleasure. Jeg har dog aldrig følt mig skyldig, når jeg satte – og stadig sætter – Weezers debut på. Men jeg har aldrig fået set Weezer live. De har nemlig ikke spillet i Danmark i 24 (!) år. For et par uger siden gav de et festivalsæt på Northside, men søndagens udsolgte koncert i Store Vega var deres første klubkoncert siden de gæstede Pumpehuset for to årtier siden.
Speciel oplevelse
I sig selv således en speciel oplevelse endelig at stå klar til Rivers Cuomo & Co. denne aften – og samtidig aldeles uden forventninger. Eller i hvert fald med forventningerne placeret så langt under gulvbrædderne, at det næsten ikke kunne gå galt. Bandmedlemmerne er nu alle tættere på de 60 år end de 50, og Weezer har siden storhedstiden haft en broget karriere. De fleste af deres albums har været svære at kæmpe sig igennem – hvis der virkelig skulle have været noget ved det, skulle man nok have været i Den Grå Hal for 29 år siden, frem for Vega søndag.
Det ved Weezer heldigvis også godt selv. Sidste år indledte de en 30 års jubilæumsturné for debutklassikeren, og aftenens koncert skulle – heldigvis – vise sig at have en klar overvægt af materiale fra dengang, inklusive den – vil nogle mene – endnu bedre opfølger, ‘Pinkerton’ fra 1996, en slags Weezers ‘In Utero’. Den støjende og beskidte lillebror til den blå debut. Et greatest hits-sæt, som på papiret ikke lod meget tilbage at ønske.
En dag på kontoret?
Desværre lignede Weezer i begyndelsen et band, der bare skulle have koncerten overstået, og med sine sammenknebne øjne så guitarist Brian Bell ud til at have siddet på Staden det meste af eftermiddagen. Det kan man ikke forestille sig, at Rivers Cuomo havde, men han havde til gengæld ladet skægget stå og var måske lige væltet ud af køjen i tourbussen, mens Pat Wilsons samarbejde med det senest tilkomne medlem, bassist Scott Shriner, bar præg af upersonlig professionalisme.
Weezer spillede sangene med minimal improvisation, fx ved at flette en anden rytme eller sang ind hist og her, og Beach Boys-a capellaerne i ‘Surf Wax America’ og ‘Holiday’ var da også intakte. Men trods stemningen var de underligt introverte. Kommunikationen med publikum bestod i et par sætninger på gebrokken dansk, som Rivers Cuomo havde lært sig, samt en snak om, at vi har mange cykler i København. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har hørt amerikanske bands kommentere det til koncerter i København...
Hvor svært kan det være, Hr. Lydmand?
Og dén dynamik, der jo er nøglen i Weezers bedste numre – skiftene fra de stille stykker til de rockende; nuancerne i det simple sammenspil – druknede i et ubalanceret lydbillede, hvor Wilsons lilletromme overdøvede alt andet (det var samtidig den eneste tromme i hans sæt, man rigtigt kunne høre).
Et nummer som ‘Getchoo’ savnede fatalt albumversionens “oomph”, på samme måde ‘In the Garage’, hvor den gamle Kiss- og Van Halen-fan Cuomo synger om øve-garagens idolplakater af Ace Frehley og Peter Criss. Men det var et gennemgående problem, der desværre ikke blev rettet op på i løbet af koncerten. Hvor svært kan det være, Hr. Lydmand?
Publikum til undsætning
Det var derfor publikums voluminøse fællessang – og ikke mindst den nye generation af fans inde foran scenen, der sørgede for at hoppe i takt og overdøve Cuomos vokal – som satte stemningen. For eksempel via en uventet men meget social circlepit under klimakset i ‘The Good Life’ og naturligvis via det gyngende gulv til sidst under kvartettens allerstørste hit og evergreen, ‘Buddy Holly’.
Kort sagt reddede publikum aftenen og fik provokeret Weezer til at spille sig lidt ud af spændetrøjerne, i særdeleshed fra og med aftenens gnistrende højdepunkt, ‘Say It Ain’t So’, der endelig bød på noget af den frygteligt fraværende dynamik.
Inden ekstranumrene føltes det ikke scriptet, men troværdigt, da Cuomo sagde, “This has been a really fun show – I think we’ll come back soon, maybe next Summer”. Og da han efter koncerten gik helt frem på scenen med udstrakte arme og djævlehorn og modtog publikums hyldest og jubelbrøl var det helt rørende.
Den aldrende nørd har stadig en guitarhelt gemt i sig, og labber stemningen i sig, når man kan føle sig lidt som barndomsheltene på plakaterne i garagen.
Og undskyld, Brann.