En hyldest til mørket

Alkymist - 'Sanctuary'
Alkymist

Alkymist holder jernet i ilden og finder hinanden på den alt andet end svære toer. Er der nogen retfærdighed tilbage i verden, vil 'Sanctuary' sætte Danmark tydeligere på doom-kortet.

Kunstner
Titel
Sanctuary
Dato
01-05-2020
Genre
Trackliste
1. Oethon
2. The Dead
3. S.O.Y.
4. Draugr
5. Gust of War
6. Desolated Sky
7. Astral Haze
8. Warkeeper
Forfatter
Karakter
5

Kan du huske Radiserne?

Ja, de der sort/hvide tegneserier med den evindeligt triste Søren Brun, hans gammelkloge makker Thomas og den ustoppelige klaver-entusiast Schrøder, hvis armbevægelser flyver ud til alle sider. Karakterer, der ikke desto mindre alle er forglemmelige i forhold til Søren Bruns beagle Nuser, der i store dele af serien lever sit helt eget liv. Ofte enten i færd med at skrive en roman, i iver over at gøre sin vimsede fugleven Woodstock til grin eller på sine tilbagevendende mentale tidsrejser tilbage til Første Verdenskrig som jagerpilot i krig mod sin evige fjende, Den Røde Baron.
Et af de faste mønstre i Nusers liv er stadiet, mens han sidder med poterne på skrivemaskinen ovenpå sit hundehus og for 10.000.gang indleder sin roman med ordene: ”Det var en mørk og stormfuld nat...”. Syv ord, der sjældent får noget efterspil af mangel på inspiration, hvorefter man som læser endnu en gang sidder med forundringen over, hvad der mon skete denne nat.
En fortælling, som Alkymist sætter flere ord på på deres andet opus, 'Sanctuary'.

"Why is tonight such a dark night?
What is it trying to hide?
Covers me in a dark velvet shroud
Leaving all the light out"

Ordene ovenfor stammer fra 'Oethon', der sparker pladen i gang med Peter Bjørnegs indledningsvise opfordring til at ”listen to the lullaby, but don't close your eyes”; så er den dystre tone ellers lagt for de efterfølgende 43 minutter. Ser man på de tørre fakta er bestanddelene stadig det velkendte. Bjørnegs brøl møder Stefan Kreys tunge riff-strukturer, mens Kaspar Luke og Philip Morthorst holder rytmesektionen stramt i skak. Ganske vist er de fire erfarne herrer en altovervejende doomet affære, men ambitionerne rækker videre end doomens ofte langstrakte riffs, der fortaber sig i intetheden uden mål og med, og det er kun blevet endnu synligere i denne ombæring, hvor formularen fra den blot halvandet år gamle, selvbetitlede debut til dels ligner sig selv, men har fået mere struktur med lidt behændigt spredte progressive pift.

Et af de væsentligste fremskridt siden forgængeren er vokalen. Selvom Peter Bjørneg mestrer et af Danmarks mest beskidte bjørnebrøl, kan man stadig hele vejen igennem forstå, hvad han synger. Jovist, lidt mere melodi har indfundet sig i lydbilledet, men ikke mere end at råddenskaben stadig ulmer, som den skal. Ikke mindst på singleforløberne 'The Dead' og 'Draugr', der begge pumper sig afsted med beton-tyngde og dynamiske afbræk. Morthorst fortjener særlig kredit for sit indlevende schwung hele vejen igennem 'Draugr', der giver Luke og Krey kamp til stregen, mens Bjørneg endnu engang flirter med døden i linier som "Let me reach for the sky on the other side...”.

Små stemningsmarkører er også spredt undervejs. 'S.O.Y.' er det luftige, tunge åndedræt, inden det igen bevæger sig ud af mere hårdføre veje. 'Gust of War' gør til gengæld ikke meget væsen af sig de to minutter Krey føler sig frem til pladens magnum opus, den knap 10 minutter lange 'Desolated Sky'. En kompleks størrelse, der snegler sig ind i hjernebarken, efterhånden som de langstrakte lydbilleder begynder at tage form. Enkelte lyskorn sniger sig ind i de underspillede vers og den stemningsladede outro, men Bjørnegs tekster om længslen efter stjerner på himlen, efter lys og skønhed holder sortsindet i live.

'Sanctuary' er på alle fronter en stærk videreførsel af, hvad der begyndte at tage form på debuten. 'Astral Haze' kaster lidt psykedelia oveni doom-hatten, og 'Warkeeper' runder bekvemt af med masser af luft mellem anslagene, mens stortrommen stille og roligt hjælper én til at holde åndedrættet i takt i baggrunden.

Der er vitterligt ikke mange fingre at sætte på Alkymist anno 2020. Bjørneg er især trådt i karakter, og mens Luke og Morthorst skaber landskabet i baggrunden uden nødvendigvis at pådrage sig lige så meget opmærksomhed, så har Krey skåret de tunge riffs skarpt nok til at bide sig fast på hukommelsen. 'Sanctuary' er lyden af en sammentømret enhed, der tydeligt har fundet sin plads på doom-hylden, og de tilføjer lige et ekstra kapitel til den mørke og stormfulde nat, vi aldrig fik en afslutning på.